GoSPOORT: Idrættens moderne online-supermarked

Idrættens Iværksættere
Gospoort

Investoren Lars Seier Christensen og iværksætteren Jakob Tvilstegaard

22.05.2016

Af Martin Hedal
Internetplatformen GoSPOORT vil være idrættens svar på iTunes med foreninger, trænere, instruktører og sportsstjerner som sportsudbydere. Det er en stor satsning med investormillioner i ryggen.

Efter lidt over et års intensiv udvikling er internetplatformen GoSPOORT.dk meget tæt på lancering for den brede offentlighed. Bag GoSPOORT står iværksætteren Jakob Tvilstegaard med en baggrund fra bl.a. TV 2, og han er støttet med et millionbeløb fra investoren Lars Seier Christensen. Det er med andre ord en meget ambitiøs satsning, som Jakob Tvilstegaard og indtil videre ni ansatte har givet sig i kast med.

”Vi bliver et hot-spot for sporten og sportsudbydernes forlængede arm til salg og markedsføring. Vores tilgang er at sprænge det, der er normalt i dag, til atomer i morgen. iTunes gjorde det for år tilbage inden for musik, og nu gør vi det inden for sport og træning. Til forskel fra hvordan det sker i dag, vil vi udbyde mere skræddersyede og fleksible sports- og træningsprodukter til både børn og voksne inden for enhver idrætsgren, på ethvert niveau og både inden for individuel sport og holdsport,” forklarer Jakob Tvilstegaard om konceptet og fortsætter:

”Det gør vi ved at produktudvikle sammen med vores sportsudbydere og andre eksperter inden for sportens verden. Vi vil skabe et samlingspunkt og et fælles online sportsunivers, der gør det attraktivt, nemt og enkelt at udbyde et sportsprodukt for vores sportsudbydere og tilsvarende attraktivt at benytte og købe for forbrugeren."

Tag-selv-bord af sport
Idrætsforeninger, trænere, instruktører, tidligere og nuværende sportsstjerner m.fl. vil få mulighed for at udbyde forskellige produkter på GoSPOORT.dk. Det kan være alt lige fra en serie træningstimer med en tennistræner til fem skræddersyede løbelektioner eller produkter, der målrettet går efter nye klubmedlemmer.

”Forbrugerne vil møde et stort 'tag-selv-bord' af sport serveret på et sølvfad fra vores mange forskellige sportsudbydere, hvor det er nemt og overskueligt at finde og booke sport og træning. Rigtig mange danskere går rundt med et latent behov for eksempelvis at prøve en ny idrætsgren af, men ofte bliver det kun ved tanken, da det i dag er besværligt, og hvor produkterne ofte ikke er fuldt med tiden. Her vil vi gerne skubbe på, så endnu flere danskere kommer til at dyrke sport - enten i en forening/klub eller på egen hånd," fortæller Jakob Tvilstegaard.

Han vurderer, at GoSPOORT passer godt ind i en moderne livsstil, hvor kravet om tilgængelighed og fleksibilitet hele døgnet er stort:

"GoSPOORT.dk er født ind i den sociale og digitale tidsalder, og det vil vi drage nytte af i den måde, vi stiller sport og træning til rådighed for alle danskere.” 

Produktudvikling og flere medlemmer
GoSPOORT vil ifølge Jakob Tvilstegaard forsøge at gøre op med silotænkningen og inspirere sine brugere til at prøve flere forskellige idrætsgrene. Samtidig er det også et mål for GoSPOORT, at idrætsforeninger kan bruge platformen til medlemsrekruttering i kombination med nye indtægtsmuligheder:

”Vi er interesserede i at indgå partnerskaber med foreningslivet og hjælpe dem til at blive endnu mere innovative og dus med tiden, så der kan skabes ny energi i klubberne, nye medlemmer og nye indtægter. Vi er ikke bare en systemleverandør, som blot siger værsgo, for så sker der ikke noget,” forklarer Jakob Tvilstegaard og uddyber:

”Vi vil rigtig gerne produktudvikle sammen med vores udbydere. Vi ved, at ressourcerne derude ofte er en knap faktor, og at de digitale kompetencer ofte ikke er fuldt tilstede. Det er vigtigt, at vi ikke bare ekspederer et eller andet produkt, de allerede har, men udfordrer dem lidt på produktets egenskaber. Det er lige fra antallet af sessioner til produktvarianter.”

Massiv markedsføring
GoSPOORT er lige nu gratis at bruge for sportsudbydere i 2016, hvis man opretter en profil, men på længere sigt vil man med en profil på platformen skulle betale et månedligt abonnement. I første omgang vil GoSPOORT dog tålmodigt opbygge et fornuftigt volumen af produkter på sitet og skrue op for markedsføringen: 

”Det er jo noget nyt, at man lige pludselig kan købe sport online. Det kan man ikke i dag på den måde, vi udbyder det på. Det er ikke en ny kategori, vi skal sælge ind, som da der kom en mikrobølgeovn, men det vil kræve en massiv markedsføring for at få skabt trafik på sitet. Det har vi med i planerne,” siger Jakob Tvilstegaard.

Selve den tekniske løsning er han til gengæld sikker på vil komme til at fungere godt, da GoSPOORT har brugt og bruger mange udviklingstimer på at optimere brugeroplevelsen:

”Det er rigtig vigtigt, at vi har en platform, som leverer på alle features, så du som forbruger har en god oplevelse. Det er nemt, det er tilgængeligt, og du bliver inspireret. Det kan vi gøre noget ved selv. Det er ren teknik. Men det er et nyt koncept, og vi er godt klar over, at det ikke sælger sig selv blot at have en god platform,” konkluderer Jakob Tvilstegaard.

Mere info

 
 

Artiklen om GoSPOORT er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.

Besøg GoSPOORT.dk

 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.