Klub Frivillig: Digitalisering skaber generationsskifte i foreningerne
Idrættens Innovatører
Foreningen IF Skjold Skævinge har med håndbold, fodbold, gymnastik m.m. på programmet, et opland på små 3.000 mennesker og en klassisk idrætshal en del tilfælles med mange andre flerstrengede foreninger i Danmark. I Skævinge har de dog sjældent problemer med at skaffe frivillige og en økonomisk motor, der omsætter for ca. en mio. kr. om året.
Motoren hedder Klub Frivillig, som IF Skjold Skævinge i december blev hædret for med Kulturministeriets Idrætspris 2015. Klub Frivillig fungerer som en støtteforening, der genererer penge til moderklubben IF Skjold Skævinge, og samtidig er den foreningens værktøj til at administrere opgaver og rekruttere frivillige. Ideen til Klub Frivillig udsprang af DGI’s DM i Foreningsudvikling i 2013:
”Vi havde ikke de helt store forventninger, men blev fint inspireret ved at se, at der var nogle andre, der gjorde noget anderledes. Det ville vi også. Så gik der iværksætteri i den, for vi skulle bare vinde den konkurrence,” forklarer klubbens formand Lasse Petersen.
Digitalisering forandrer foreningen
Klub Frivillig er en kombination af at sætte frivillige opgaver i system ved hjælp af it-systemet NemVagt og en organisation, der brænder for udviklingen af konceptet. Den digitale overbygning på frivillighed var i Lasse Petersens øjne et helt afgørende skridt at tage for IF Skjold Skævinge:
”Foreninger ser anderledes ud om fem år. Der er et generationsskifte på vej, fordi det hele er blevet digitaliseret. Der skal nogle unge mennesker ind, og måske bør man kigge på vedtægter og organiseringen for at få dem ind. Måske skal man ikke være ti i en bestyrelse, men 15 eller tre. Hvis man gør det samme hele tiden som forening i dag, så holder det ikke på sigt.”
Klubben bruger da også i høj grad andre digitale platforme – ikke mindst i form af Facebook-kampagner – til at rekruttere frivillige til Klub Frivillig. Den personlige kontakt og lokale forankring er dog en lige så vigtig faktor for Klub Frivilligs succes:
”Vi har gjort meget ud af at rose, sige tak for kampen og se folk i øjnene. Vi har bl.a. fået feedback fra tilflyttere, der kom op og følte sig som en del af noget, og vi har skabt et helt andet netværk blandt byens indbyggere og på tværs af foreningerne, der stort set ikke snakkede sammen for ti år siden,” siger Lasse Petersen.
Fleksibelt og overskueligt
Filosofien bag Klub Frivillig er, at det skal være nemt og fleksibelt af være frivillig. Derfor bliver vagter til byfester og sportsstævner delt op i små bidder, som alle kan overskue. Én køber ind til grillen, en anden griller, og en tredje rydder op.
”Vi ændrede fokus til, at det var os, der skulle tilpasse os de frivillige og ikke omvendt. Så vi fik nogle store arrangementer ind og delte vagter op på to-tre timer i stedet for hele dagen. Fra dag ét havde vi ingen problemer med at finde frivillige,” siger Lasse Petersen.
På den måde får IF Skjold Skævinge besat vagterne ved arrangementer, der giver indtægter til klubben, men Klub Frivillig har også smittet af på de mere faste opgaver i foreningen ifølge Lasse Petersen:
”Det har avlet flere faste frivillige. For folk kan godt se, at der er en god gruppe, der står bag det, og de stoler mere på, at de ikke får taget hele armen, hvis de giver en lillefinger. Det gør, at det nu ikke er noget større problem at finde trænere og hjælpetrænere,” kan formanden tilfreds konstatere.
Mere info
Artiklen om Klub Frivillig er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.
Læs mere om Klub Frivillig.