Exerlize: Mobil-app som alternativ idrætsforening

Idrættens Innovatører
Exerlize

24.02.2016

Af Martin Hedal
Synlighed på Instagram og en enkel brugeroplevelse har givet app’en Exerlize 500 brugere på tre måneder. Ildsjælen Fazli Koc lader brugerne selv finde træningsmakkere via app’en.

Det har været forsøgt før uden det store held – at skabe et univers på nettet, hvor man kan finde træningsmakkere i Danmark. Med 500 brugere i de første tre levemåneder for mobil-app’en Exerlize er koden dog muligvis knækket. Opskriften er ifølge initiativtageren Fazli Koc først og fremmest at holde det enkelt og overskueligt for brugerne:

”Du skal ikke ansøge eller matches op med nogen. Det er jeg meget modstander af, for så lukker du mange ude, og det bliver ikke den der fællesskabsfølelse, som jeg gerne vil overføre til det virtuelle rum. Folk kan finde hinanden og skrive via en messaging-funktion. På sigt kommer der mere, men det skal være fleksibelt og ikke have mange søgeparametre. Afstand, alder og køn er nok.”

Fazli Koc bruger selv motions-app’en til at mødes med træningsmakkere. Til daglig studerer han projektledelse, men en stor del af fritiden går med at udvikle og udbrede kendskabet til hobbyprojektet Exerlize. Han bruger blandt andet sociale medier – ikke mindst Instagram – til at få fælleskabet til at leve videre uden for appen. Her bliver brugernes træningsfotos bl.a. uploadet, kommenteret og delt.

En moderne idrætsforening
Fazli Koc ser Exerlize som en form for moderne idrætsforening, der har fokus på fleksibel træning, som ikke er låst til en bestemt disciplin:

”Vi kan mødes og prøve vores forskellige træningsmåder. Det synes jeg er fedt, i stedet for man låser sig fast til én ting og siger: Nu går jeg til fitness, også selv om jeg måske ikke får trænet så ofte, men bare betaler måned efter måned. Motion er meget mere end bare at være medlem af et fitnesscenter. Det er også at dyrke noget forskelligt og lære nye ting - og have fællesskabet med.”

Han mener da også, at idrætsforeningerne i højere grad er nødt til at tænke i de baner, hvis de vil have fat i de unge:

”Inderst inde vil de fleste gerne træne med andre og prøve nye træningsformer i stedet for, at det hele er badminton, hvis du er medlem af en badmintonforening. Folk skal føle, at de har en form for frihed til at gøre, hvad de har lyst til.”

Idrætten bliver samlet på én platform
Fazli Koc er frivillig leder af ”foreningen” Exerlize og motiveres både af projektet og af tilbagemeldingerne fra brugerne:

”Jeg synes bare, det er fedt. Nu lever og ånder jeg for det her. Det er meget motiverende, når folk skriver til mig, at de har fundet en træningsmakker. Nogle har også skrevet til mig, at de er glade for app'en, fordi de har følt sig ensomme og ikke havde nogen at træne med. Det er værdifuldt for mig.”

Han ser da også en lys fremtid for Exerlize på et marked i rivende udvikling. Motions-apps og træningsplatforme skyder op konstant, men Fazli Koc spår, at idrætsudbuddet vil blive samlet i én overordnet online paraply i løbet af de næste fem år – spørgsmålet er bare hvor:

”Når du først har den platform, vil du se innovation i alle slags sportsgrene. For så har folk adgang til at lave, hvad de har lyst til. Folk kan selv nemt lave foreninger – og så ’disrupter’ du idrætsverdenen for alvor.”

Mere info

 
 

Artiklen om Exerlize er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.

Besøg Exerlize.dk 

 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.