Nordiske ministre efterlyser bedre ledelse i idrætten

Foto: Thomas Søndergaard/Play the Game

Foto: Thomas Søndergaard

19.02.2016

Af Søren Bang
De nordiske landes kulturministre advarer i en fælles udtalelse mod, at korruption, doping og manipulering af idrætskonkurrencer undergraver kerneværdierne i idrætten. Det er brug for handling nu, lyder kravet.

Idrætten er internationalt så plaget af skandaler, at dens integritet er truet. Der er behov for en akut indsats, hvis offentlighedens tillid skal genoprettes.

Det konkluderer en fælles udtalelse fra de nordiske kulturministre, som mødtes tidligere på ugen i forbindelse med Lillehammers værtskab for vinterudgaven af ungdoms-OL.

Ministrene peger i udtalelsen på, at skandalerne i FIFA og det internationale atletikforbund, IAAF, har sat fokus på idrættens problemer, men at problemet rækker langt videre. Det sker med henvisning til Play the Games nylige analyse af de 35 internationale specialforbund.

”Rapporten Sports Governance Observer 2015, som blev præsenteret under konferencen Play the Game 2015 i Danmark, identificerer alvorlige svagheder i styringen af internationale olympiske specialforbund på fire centrale områder: Åbenhed og offentlig kommunikation, demokratiske processer, kontrolmekanismer og solidaritet,” lyder det i udtalelsen, som samtidig efterlyser politisk handling.

”Vi forventer, at de internationale specialforbund iværksætter tiltag for at rette op på de mangler, som rapporten identificerer. Tiden for handling er NU.”

Agenda 2020 er et skridt på vejen
I udtalelsen kvitterer ministrene for, at IOC med ’Olympic Agenda 2020’ har taget skridt til reformer i international idræt.

Samtidig peger de på, at det efter deres mening er særligt vigtigt at holde omkostningerne og kravene til at arrangere OL og andre store idrætsarrangementer på et rimelig niveau og have fuld åbenhed ved tildeling af arrangementer.

Desuden bør idrætten sikre en bedre kønsbalance i toppen af de nationale og internationale idrætsorganisationer.

Selv lover de nordiske ministre, at de vil tage behovet for god ledelse i idrætten op i internationale fora, ligesom de vil rejse spørgsmålet over for nationale og internationale idrætsorganisationer.

På mødet i Lillehammer deltog kulturministrene Bertel Haarder (Danmark), Illugi Gunnarsson (Island), Gabriel Wikström (Sverige) og Linda Hofstad Helleland (Norge). Finland var repræsenteret på embedsmandsniveau ved Harri Syväsalmi.

Læs mere

 
 

Find omtale af og link til udtalelsen på den norske regerings hjemmeside.

Læs mere om Sport Governance Observer.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.