Ekstrabevilling styrker Play the Games internationale arbejde
Fra Play the Games seneste konference i 2015. Foto: Thomas Søndergaard/Play the Game
12.01.2016
Af redaktionenMed en ekstrabevilling på i alt 3 mio. kr. over fire år har partierne bag stemmeaftalen om idræt i 2014 besluttet at styrke Play the Game under Idrættens Analyseinstitut.
Bevillingen skal ifølge aftalen understøtte Idan/Play the Games arbejde med Sports Governance Observer, der er et redskab til at styrke gennemsigtighed og demokrati i de internationale idrætsorganisationer, og Play the Games øvrige arbejde med at bekæmpe korruption og fremme ’good governance’ i internationale idrætsorganisationer.
Johs Poulsen, der formand for Idrættens Analyseinstitut, kvitterer for, at en bred kreds af Folketingets partier nu bakker op om Play the Games indsats med bevillingen.
”Den vil være med til at styrke Play the Games arbejde i de kommende år. De seneste år har vist, at en lille uafhængig og kritisk stemme som Play the Game kan være med til at påvirke de internationale idrætsorganisationers kurs. Med ekstrabevillingen får dansk idræt nu endnu bedre mulighed for at påvirke international idræt i en demokratisk retning,” siger Johs Poulsen.
Fingeraftryk på international idrætspolitik
Sidste vinter udsendte Play the Game et internationalt oplæg, som blev suppleret med en henvendelse til danske politikere med budskabet om, at det er helt afgørende at etablere en forstærket international indsats mod korruption og for bedre ledelse i international idræt.
Siden da er krisen i FIFA og nu også det internationale atletikforbund, IAAF, eksploderet, og senere i denne uge ventes omfanget af den internationale idræts dybe ledelseskrise at blive udstillet endnu engang, når WADA den 14. januar offentliggør anden del af en uafhængig rapport om korruption i forbindelse med behandlingen af dopingsager i russisk atletik og det internationale atletikforbund.
Direktør i Idan Henrik H. Brandt peger på, at Play the Game i det forløbne år har sat flere markante fingeraftryk på international idrætspolitik og samtidig understreget behovet for uafhængige aktører.
”Vores research om forbundenes mangelfulde ledelser har allerede fået stor effekt. Researchen dokumenterer de enorme udfordringer i idrætten og sætter standarder for en nødvendig fornyelse. Krisen i FIFA og IAAF er afgrundsdyb og kræver såvel et eksternt pres som nye redskaber for de ledere, der kan påvirke kursen i idrætsorganisationerne indefra. Vi kan være med til at levere begge dele,” siger Henrik H. Brandt.
Som et andet eksempel på, at små aktører kan gøre en forskel, nævner han Play the Games involvering i tilblivelsen af UNESCOs nye charter om idræt og fysisk aktivitet. Her fremhævede UNESCO netop Play the Games rolle i udarbejdelsen af charteret, der skal være med til at sætte standarden for medlemslandenes idrætspolitik.
Play the Game vil forstærke internationalt samarbejde
Offentliggørelsen af Folketingets ekstrabevilling falder i øvrigt sammen med Play the Games besøg i denne uge på University of Colorado Boulder. Formålet med rejsen er at drøfte et samarbejde med USA’s førende ekspert i sports-governance, Roger Pielke Jr., som er i gang med at etablere et nyt universitetscenter på området.
Play the Game vil desuden fortsætte samarbejdet med University of Leuven i Belgien om fortsat at monitorere udviklingen i idrætsorganisationernes forvaltning og ledelse gennem værkstøjet Sport Governance Observer (SGO).
Den første udgave af SGO blev offentliggjort under efterårets Play the Game-konference i Aarhus. Siden har bl.a. IOC og det hollandske EU-formandskab gjort ’good governance’ i idrætten til en topprioritet i de kommende år.
Midler til Anti Doping Danmark og idræt for udsatte
Ud over ekstrabevillingen på 3 mio. kr. til Idan/Play the Game får Anti Doping Danmark 1. mio. kr. til sin platform til bekæmpelse af matchfixing, mens der er 6. mio. kr. til understøttelse af idræt for udsatte personer i form af en pulje, som kan søges af landsdækkende almennyttige organisationer med rødder i civilsamfundet, der tilbyder idræt for udsatte personer.
Bag aftalen om fordelingen af de i alt 10 mio. kr. står Regeringspartiet Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Konservative Folkeparti. Midlerne skal understøtte de idrætspolitiske sigtelinjer på Kulturministeriets område.
Yderligere oplysninger:
Johs Poulsen, formand for Idrættens Analyseinstitut, tlf. 20 10 33 87
Henrik H. Brandt, direktør, tlf. 29 21 09 72
Jens Sejer Andersen, international chef, tlf. 20 71 07 01
Bemærk, at Henrik H. Brandt og Jens Sejer Andersen i denne uge er i Boulder/Colorado, som er otte timer efter dansk tid.