De fleste børn og unges trives i idrætsforeningerne
CUR (Center for Ungdomsstudier) har undersøgt, hvordan børn og unge i alderen 9-16 år trives i idrætsforeningerne og kan på baggrund af resultaterne konkludere, at børn og unge generelt trives godt i klubberne.
Det fremgår af rapporten: ’De bedste redskaber er mennesker, der er til stede’ fra 2015, som viser, at ikke mindre end 98,1 pct. af idrætsudøverne ’altid’ eller ’ofte’ glæder sig, når de skal til træning eller kamp. Syv ud af ti har aldrig oplevet at blive drillet.
Men selvom størstedelen af de 9-16 årige trives i idrætslivet, så angiver tre ud af ti, at de har haft oplevelser med mistrivsel. Drillerierne foregår i langt de fleste tilfælde under træning og i mindre grad i omklædningsrummet og på de sociale medier.
22 pct. har enten én eller flere gange haft oplevelser med selv at blive drillet i idrætsforeningen, 29 pct. haft følelsen af at blive holdt udenfor, og 28 pct. angiver, at de har oplevet, at andre er blevet drillet.
Det er primært de ældste børn, der har erfaring med mistrivsel i idrætslivet, og 44 pct. af de 16-årige har overværet drillerier på holdet i idrætsforeningen, mens det for de 9-årige kun er 13 pct.
Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse med besvarelser fra over 1.200 udøvere samt trænere, forældre og bestyrelsesmedlemmer fra 20 forskellige idrætsforeninger. Hertil kommer interviews med 85 informanter.
Trænerne har behov for redskaber
Trænerne er også blevet spurgt om deres oplevelse af elevernes trivsel. To ud af tre trænere angiver, at de enten ’flere gange’ eller ’ofte’ har set eleverne vise tegn på mistrivsel i form af drillerier eller mobning.
Men mistrivsel er ikke et tema, som trænerne oplever er i fokus, når specialforbundene afholder trænerkurser. 25 pct. af de adspurgte trænerne angiver, at de i forbindelse med deres træneruddannelse har fået redskaber til at arbejde med trivsel, men generelt efterspørger trænerne ’konkrete redskaber’ til at tackle drillerierne.
Ser man nærmere på idrætsforeningernes brug af trivselspolitikker, viser undersøgelsen, at størstedelen på 36,8 pct. ikke har formuleret en trivsels- og mobbepolitik. Knap en tredjedel har gjort det, 10,5 pct. er i gang og 19,7 pct. overvejer det.
Rapporten peger desuden på, at klubberne med en trivselspolitik i størst grad fokuser på fællesskab og sammenhold, mens de foreningerne, som har udviklet konkrete redskaber til at tackle drilleri og mobning, er begrænset til 5 pct. Der er 85 pct. af forældrene, som efterlyser en trivselsstrategi.
For at komme mistrivslen til livs lyder rapportens anbefaling på, at specialforbund som DIF og DGI i større grad kan integrere trivselstematikken i deres træner- og instruktøruddannelser, hvis man vil undgå at de yngste medlemmer stopper, fordi de mistrives i idrætsforeningerne.
Undersøgelsen er lavet på bestilling af Mary Fonden, Red Barnet, DBU og TrygFonden som en del af det fælles projekt ’Klubfidusen’, der har til formål at styrke trivslen blandt børn og unge.
Læs mere