SchoolsOnTheRun: Gør op med silotænkningen
Idrættens Innovatører
I 2012 deltog 1.200 elever fra ungdomsuddannelser i Århus og København i den første udgave af det alternative motionsløb SchoolsOnTheRun. I 2015 var tallet 12.000 i fire byer, og ambitionerne går i retning af flere byer og flere deltagere. Direktør i SchoolsOnTheRun Anders Sandfuss Christensen mener, at forklaringen på eventens succes ikke mindst skal findes i, at den i høj grad er tilpasset de unge:
"Jeg har arrangeret mange idrætsdage som gymnasielærer, hvor de unge er løbet hjem efter 200 m. De gider ikke være med. Her er kvaliteten meget højere. De kommer ud til et professionelt koncept, hvor der er musik og sørget for det hele. Det giver dem en rigtig fed oplevelse. Det skal være sådan, at de rent faktisk glæder sig til det."
I 2015 havde SchoolsOnTheRun bl.a. musikerne Pharfar og Kaka med rundt til København, Randers, Næstved og Holbæk. Det var muligt for deltagerne at vælge mellem tre, seks og ni km, og de tre kilometer kunne gennemføres gående.
"I virkeligheden handler det om, hvordan vi får skubbet lidt til nogle af de idrætsfremmede. Det kan vi måske gøre med nogle af de her arrangementer, hvor der også er musik og underholdning. Det er også en drivkraft," forklarer Anders Sandfuss Christensen.
Partnerskaber i centrum
Da Anders Sandfuss Christensen i 2011 fik idéen til SchoolsOnTheRun søgte han fra begyndelsen partnerskaber på tværs af det offentlige, det private og civilsamfundet. Det har været en bevidst strategi, som bl.a. har resulteret i adskillige sponsorpræmier og gode relationer til flere kommuner og uddannelsesinstitutioner. Derudover bliver idrætsforeninger i stigende grad involveret i konceptet, og i 2015 kunne deltagerne prøve en række forskellige idrætsgrene, som lokale foreninger stod bag.
"Vi har taget et opgør med silotankegangen. Hvis man skal innovere, er man også nødt til at åbne op for, at der kan være krydsflader eller grænseflader, hvor vi må ind over hinandens domæner eller udvikle i samarbejde. Hvis det er Garmin, der kan være med til at motivere folk til at røre sig, så er det fint med mig," forklarer han.
Senest har SchoolsOnTheRun indgået en treårig samarbejdsaftale med Dansk Firmaidrætsforbund, som skal være med til at udbrede motionseventen til flere byer og uddannelsesinstitutioner:
"Dansk Firmaidrætsforbund er partnerskabssøgende, åbne for samarbejder og vant til at tænke forretning, og vi er også en forretning. Det er den måde, vi er vant til at arbejde på," siger Anders Sandfuss Christensen om samarbejdet, som bl.a. er rettet mod SOSU-skoler, produktionsskoler og erhvervsskoler.
Socialøkonomisk virksomhed
SchoolsOnTheRun er fra 2015 officielt registreret som socialøkonomisk virksomhed. Anders Sandfuss Christensen har fået en projektleder og arbejder selv fuld tid på projektet nu. Han fortæller om baggrunden for at blive socialøkonomisk virksomhed:
"Vi vil gerne gøre en forskel for det fantastiske samfund, vi lever i. Jeg er bekymret for, hvordan vi skal finansiere velfærden på sigt. Vores model har fokus på partnerskaber på tværs af sektorer og på socialøkonomi. Jeg tror på, at vi skal kombinere innovationskraft og målrettethed fra den private sektor med professionalisme fra den offentlige sektor og med ildsjælene og ånden fra den civile sektor for at lykkes med at fastholde og udvikle velfærdssamfundet. Personligt giver det samtidig god mening for mig at motivere unge til uddannelse og motion. Naturligvis skal det hænge sammen økonomisk, men økonomi er for os et middel og ikke et mål i sig selv."
Som socialøkonomisk virksomhed er SchoolsOnTheRun en non-profit-virksomhed, men konstruktionen som virksomhed er alligevel en udfordring, når der skal findes midler til driften:
"Som virksomhed er man oftest udelukket i forhold til at søge fonde. Beslutningstagerne i fondene ser helst, at det skal være almennyttige organisationer, der søger fondene – selvom vi laver samme aktiviteter, har samme formål og er socialøkonomiske og derfor forpligtede på en masse samfundsmæssige ting ifølge lovgivningen," forklarer Anders Sandfuss Christensen om problematikken, som andre iværksættere i idrætten også er stødt på.
Mere info
Artiklen om SchoolsOnTheRun er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.
Besøg SchoolsOnTheRun.dk