Kan en helt ny bydel bringes til live med idræt og fysisk aktivitet?

Foto: Visit Aarhus

Foto: Visit Aarhus

14.10.2015

Af Henrik H. Brandt
Idan Forum-sessionerne ved Play the Game-konferencen byder på en ekskursion, der giver mulighed for at se, hvordan Aarhus integrerer idræt og bevægelse i udviklingen af nye byområder.

Play the Game-konferencen finder rent fysisk sted på Marselis Hotel i Aarhus, på kanten af et af Danmarks mest benyttede områder til idræt og aktiviteter i det fri.

Værtsbyen Aarhus er netop kendt for at være en storby med bynær adgang til skov, strand og vand. Med det igangværende enorme byudviklingsprojekt Aarhus Ø på de bynære havnearealer forsøger byen at trække idræt, fysisk aktivitet og attraktiv natur ved vandet helt ind i bymidten, samtidig med at kranerne arbejder og skaber en helt ny bydel for nye virksomheder og tusindvis af nye beboere.

Vi går tæt på dette arbejde med et indledende oplæg ved analytiker Peter Forsberg fra Idrættens Analyseinstitut med friske tal om borgeres brug af udearealer til sport og motion. En af de store aktuelle trends er brugen af vand til svømning, stand up paddle, sejlads, vinterbadning og en lang række andre trendsportaktiviteter, som i den grad boomer i Aarhus for tiden. Udviklingskonsulent Jakob Færch fra Lokale- og Anlægsfonden giver eksempler på inspirerende anlæg ved vandet.

Stadsarkitekt Stephen Willacy fra Aarhus Kommune fortæller nærmere om de overordnede planer for at gøre Aarhus Ø til et fantastisk sted at bo, arbejde og dyrke idræt, mens sekretariatschef Henrik Stampe fra Idrætssamvirket Aarhus giver en introduktion til ’Den Blå Rambla’ og bestræbelserne på at skabe samspil mellem foreningsliv, motion, events og iværksætteri i den nye del af byen. 

Oplev Aarhus Ø og Dokk1
Aktiviteten i og omkring Aarhus Ø er så voldsom med VM i sejlsport, Sejlsportens Hus, havbanen, havnebad, eventplads, byhaver, strandbar, beachbaner, løbeevents, koncerter og meget andet, at vi ganske enkelt bliver nødt til at tage en turbus derud med eventchef Finn Lyck fra Aarhus Event som guide.

Tag med på turen til ikoniske byggerier som Isbjerget og det nye Dokk1 bibliotek og borgerservice på havnefronten, som siden åbningen i juni har haft over 4.000 besøgende om dagen.

Vi giver en drink i Dokk1, før bussen kører tilbage til Marselis Hotel Aarhus og den afsluttende plenumdebat på hotellet om, hvordan intentionerne fra UNESCO’s helt nyreviderede – og danskinspirerede – ’International Charter of Physical Education and Sport’kan føres ud i virkeligheden. 

Prøv det selv
Og nå, ja forresten. Vi skal da også lige prøve det selv. Vi har naturligvis morgenløbeture fra Marselis Hotel hver morgen kl. 7.00-8.00. Bare mød op ved hotellet kl. 7.00 mandag-onsdag.

Tirsdag morgen løber vi ud i sporene med Thomas Kofoed fra Aarhus Trail Builders, som turguide. Han fortæller, hvordan en uformel Facebook-gruppe i godt samarbejde med skoven har forvandlet Marselisborg-skovene til et sandt paradis for mountainbikeryttere. Udfordringer venter forude.

Onsdag morgen får vi følgeskab af hele tre forsvarende verdensmestre i orienteringsløb. Maja Alm, Søren Boback og Ida Bobach træner til daglig i Marselisborg-skovene, hvor Dansk Orienterings-Forbunds succesfulde ’Find Vej'-koncept gør sporten tilgængelig for alle. Få en smagsprøve på ’Find Vej’ i selskab med de tre ret så kompetente turguides.

Vi lover, at løbeturene foregår i adstadigt tempo, og vi samler op undervejs.

Hvis du får det for varmt af løbeturene, tilbyder vi et forfriskende afsluttende vinterbad på Ballehage strand, hvor vinterbadeklubben for længst har lukket for tilgang af nye medlemmer til den kommende sæson i en af de hastigst voksende aktiviteter i Danmark i disse år. Mulighed for omklædning både på Ballehage (tæt på hotellet) og i svømmehallen på Marselis Hotel Aarhus.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.