Tokyos olympiske stadiondesign skrottet – men legenes økonomi er stadig skrøbelig

Det ville skade tilliden til Japan i hele verden, hvis det vedtagne design for det nye olympiske stadion til Tokyo-legene i 2020 blev skrottet – så den mulighed var helt ude af billedet. Det måtte for enhver pris undgås.

Det forklarede den japanske regerings talsmand, Yoshihide Suga, på sin daglige pressekonference 8. juli i år.

Ni dage senere var det lige præcis, hvad hans chef, premierminister Shinzo Abe, besluttede at gøre. Med dyb alvorsmine fortalte Abe på et improviseret pressemøde foran sin embedsbolig, at han havde besluttet at skære igennem og sende det omstridte stadiondesign tilbage på tegnebrættet.

”Jeg er kommet til den konklusion, at det vil blive vanskeligt at gennemføre nogle olympiske lege, som alle japanere kan være stolte over, hvis vi holder fast i den aktuelle plan,” forklarede premierministeren pludselig.

Om denne kovending vil resultere i, at Japans anerkendelse lider ubodelig skade, som regeringstalsmanden frygtede få dage forinden, får vi se. Foreløbig er der i selve Japan stor debat om, hvem der er skyld i den gigantiske fiasko med det første stadiondesign. 

Omkostninger ude af kontrol
Det afgørende var vel at mærke ikke den kritik, som mange japanske arkitekter har rettet mod den irakisk-britiske arkitekt Zaha Hadids supermodernistiske projekt for at være en klodset mastodont, som på ujapansk manér skulle placeres midt i det centrale Tokyo uden sammenhæng og balance med det omliggende byggeri, landskab og grønne miljø. ’Cykelhjelm’, ’skildpadde’ og ligefrem en kæmpestor ’vagina’ er nogle af de uvenlige betegnelser, som kritikere har hæftet på projektet.

Det afgørende for Shinzo Abes beslutning var ifølge ham selv de galoperende omkostninger ved projektet. Selv efter nedskæringer i projektet sidste år, som ville have skåret fem meter af toppen af den 20 etager høje bygning, lød den samlede pris på 13,8 milliarder kroner (252 milliarder yen, knap 2,1 milliarder dollar). Tokyos olympiske stadion ville være blevet over dobbelt så dyrt som den olympiske histories hidtil dyreste stadion.

Selvfølgelig er der megen national stolthed på højkant. En sådan kovending ser ikke smuk ud, og mange kommentatorer og almindelige borgere på fortovene har siden premierministerens beslutning spurgt, om de olympiske arrangører slet ikke kan gøre nogen ting rigtigt. Omvendt er der samtidig bred enighed om, at det kunne være gået endnu værre, hvis man ikke havde gjort noget, og hvis omkostningerne bare havde fået lov til at stige og stige. I Japan er der med andre ord mere kritik af, at man har ventet så længe med beslutningen, end der er af selve beslutningen.

Lige inden han offentliggjorde sin beslutning, havde Shinzo Abe haft et længere møde med formanden for den komité, som forbereder Tokyo-legene, den tidligere premierminister Yoshiro Mori, som strittede imod og skulle have vredet armen om på ryggen.

Ikke fordi Mori elskede det omstridte design. Efter beslutningen sagde den altid åbenmundede Mori, at han aldrig havde kunnet lide Zaha Hadids monumentale projekt, og at det i hans øjne lignede en ”rå østers”.

Men Mori er gammel rugby-spiller og formand for Japans rugby-forbund. Og en konsekvens af, at man begynder forfra med en ny arkitektkonkurrence om det olympiske stadion er, at det bliver så forsinket, at det ikke kan benyttes til verdensmesterskaberne i rugby i Japan året inden, altså i 2019, som det oprindeligt var planlagt. Den konsekvens tog det noget tid for den gode Mori at sluge. Ifølge presseforlydender har den faktisk også fået stemmer i det internationale rugbyforbund til at mene, at Japan har fået værtskabet på et falsk grundlag.

Men beslutningen er taget. Forsinkelsen er en realitet. Det olympiske stadion bliver ifølge den nye tidsplan først overdraget til Den Internationale Olympiske Komité tre måneder inden legenes begyndelse i juli 2020. Meget senere end normalt. Der er simpelt hen ikke plads til mere slinger i processen, hvis det hele skal nås.

Det nye olympiske stadion skal stadig kunne rumme 80.000 tilskuere, men beslutningen om en ny designproces omfatter nogle meget skrappe maksimumgrænser for, hvad det nye stadion må koste. Blandt andet vil det forskydelige tag, som var en del af det oprindelige projekt, og som ville have gjort det muligt at bruge det store anlæg til koncerter og lignende i fremtiden, blive sparet væk. 

Byggeboom fordyrer OL-byggerierne
Planlægningen af de olympiske lege finder sted i Japans sportsråd, som hører under undervisningsministeriet og i disse år er blevet oprustet med en masse ekstra mandskab, som er udlånt netop fra undervisningsministeriet. Mange af dem er ikke vant til at håndtere projekter af denne størrelse, og for at overvåge det hele har Abe nu udpeget en decideret minister for 2020-legene.

I Japans sportsråd erkender man, at en del af årsagen til den eksploderende pris for stadion-projektet er det generelle byggeboom i Tokyo i disse år, som har medført høje omkostninger til byggematerialer og meget alvorlig arbejdskraftmangel. Det er en tredjedel af forklaringen, siger sportsrådet. Resten skyldtes Zaha Hadids meget krævende design med de to meget markante buer øverst, som lignede kølen på et skib, der lå på hovedet i vandet.

Disse buer ville udgøre en meget vanskelig og omkostningsfuld opgave for japanske entreprenørfirmaer, lød forklaringen i dagene omkring Shinzo Abes beslutning. En forklaring, som blev refereret relativt ukritisk i de fleste japanske nyhedsmedier.

Men efter få dage gik Zaha Hadid og hendes firma til modangreb. Hun afviste blankt denne forklaring.

”Disse buer er ikke komplekse, og der benyttes standard-brobygnings-teknologi […] Designer- og ingeniørholdene i Japan har bekræftet, at buerne, som skulle bære taget, ville koste 23 milliarder yen (mindre end 10 procent af det godkendte budget),” hedder det i en grundig erklæring fra arkitektfirmaet i London, som er blevet offentliggjort i sin helhed.

Ifølge Zaha Hadid og hendes kolleger har de galoperende omkostninger ved stadionbyggeriet helt andre årsager. Årsager, som ikke forsvinder ved, at man begynder forfra.

Dels de øgede udgifter til materialer og arbejdskraft, som er et resultat af byggeboomet – suppleret af den lave yen-kurs, som gør det kostbart at importere materialer og rådgivere fra udlandet.

Dels den ganske særlige japanske udbudsproces i to etaper, hvor entreprenørfirmaerne i realiteten udpeges, inden de er kommet med deres endelige bud på, hvad opgaven vil koste. En udbudsproces, som i Zaha Hadids øjne ”dramatisk formindsker konkurrencen”.

Og endelig at alting skulle gå gennem bureaukraterne i sportsrådet, og at arkitekterne ikke kunne få lov til at samarbejde direkte med entreprenørfirmaernes ingeniører og eksperter om at udvikle billigere løsninger i samarbejde. 

Kritik af lukket proces og manglende kompetence
Også i Japan hører man bitter kritik af den lukkede proces omkring planlægning og udbud, og mange stiller spørgsmålstegn ved, om de gamle mænd fra toppen af Japans politiske verden og erhvervsliv, som sidder på posterne i Japans olympiske komité, og de til lejligheden indkaldte bureaukrater i sportsrådet er de rette til at få skik på så stort et internationalt arrangement.

En kritik, som ikke kun fremføres af mavesure kritikere i udkanten af den politiske verden. Den høres også fra selveste borgmesteren for Tokyo, Yoichi Masuzoe.

Ideen om at invitere de olympiske lege til Tokyo igen kom oprindeligt fra Tokyos rådhus. Projektet er formelt set et samarbejde mellem den nationale regering og bystyret i Tokyo. Problemet er bare, at alle skattekronerne ligger hos finansministeriet, og allerede inden premierministerens beslutning om at skrotte det hidtidige stadiondesign var det en offentlig hemmelighed, at Tokyo-borgmesteren var fnysende arrig over, at han ikke anede, hvad der foregik. Han følte sig sat fuldkommen uden for døren.

Tre dage efter beslutningen skrev Yoichi Masuzoe på sin personlige blog på internettet, at ”nogle politikere og andre folk, som var involveret i kontrakterne, havde diskussioner med de største entreprenørfirmaer på hemmelige steder, hvor kontrol udefra ikke var til stede. Der kan være givet hemmelige indrømmelser bag lukkede døre.”

Han skriver direkte, at ”Undervisningsministeriet er både inkompetent og uansvarligt, og det er den vigtigste årsag til fiaskoen […] Da mange ansatte i sportsrådet er embedsmænd, som er midlertidigt forflyttet fra undervisningsministeriet, kan de ikke vende sig mod det (Undervisningsministeriet, red.). Hvis vi tillader disse to organisationer at gøre arbejdet igen, vil det mislykkes atter engang".

Endelig konstaterer han sarkastisk, at der ”i det nedsatte ekspertråd under sportsrådet næsten ingen virkelige byggeeksperter sidder […] Det er bare et råd, som simpelt hen godkender sportsrådets beslutninger, men ikke har nogen indflydelse på dem. De giver en kappe af usynlighed til Japans sportsråd. Det er den slags organisation, som bureaukrater elsker, men som tiden fuldkommen er vokset fra".

Politiske hensyn bag beslutning
I Japan var debatten om omkostningerne ved det kæmpestore olympiske stadion ved at blive så pinagtig, at hele det olympiske projekt efterhånden stod i et halvvejs negativt lys i offentligheden – i skarp kontrast til al festivitassen og dets pludselige popularitet, da Tokyo vandt værtskabet for kun et par år siden.

De fleste iagttagere mener derfor, at premierministerens demonstrative beslutning om at smide arkitekttegningerne til den upopulære cykelhjelm i papirkurven har politiske årsager.

Abe-regeringen, som ellers har kunnet bade sig i gode meningsmålinger og valgresultater i sine to et halvt år ved magten, havde netop bulldozet nogle omstridte sikkerhedspolitiske love gennem det japanske underhus, og den stod over for genåbningen her i sommer af de første atomreaktorer siden Fukushima-ulykken i 2011.

Der var tilstrækkeligt med upopulære sager på den politiske dagsorden, mente Abe og hans rådgivere. De var bange for, at det olympiske projekt blot ville blive endnu mere upopulært, hvis processen fik lov at fortsætte, og det store stadion blev endnu dyrere. Kæmpeprojekter, som har vokset ud af deres budgetter, har før kostet japanske politikere deres poster.

Så Abe havde brug for at vise barsk handlekraft med en beslutning, som i hvert fald hos mange umiddelbart er populær. Så snart han fik forsikringer om, at det nye stadion – selv med forsinkelsen – med lodder og trisser vil kunne nå at stå parat til legenes åbning, slog han til. 

Sorteper-spillet om ansvaret er begyndt
Man må så på OL’s vegne håbe, at disse forsikringer holder stik.

Imens selve stadionbyggeriet begynder forfra, er der intet, der tyder på, at den aktuelle meget ophidsede debat om, hvem der er skyld i fiaskoen med det første projekt, er ved at forstumme.

”Alle hævder bare, at det ikke er dem, der har gjort noget forkert,” skriver borgmester Masuzoe på sin blog.

”Det er det samme gamle system af manglende ansvarlighed, som engang (under Anden Verdenskrig, red.) karakteriserede Japans kejserlige hær.”

Philip Brasor, der er klummeskriver ved avisen The Japan Times, konstaterer mere afdæmpet, at ”hvis Sorteper var en olympisk disciplin, ville Japan være sikker på guldmedaljen".