Play the Game 2015 er klar med foreløbigt program og 100 talere til efterårets konference
Kun tre måneder før Play the Game 2015-konferencen åbner i Aarhus, har Play the game offentliggjort det første programudkast og en liste med over 100 bekræftede talere.
Konferencen starter søndag den 25. oktober om eftermiddagen med en offentlig åbningssession, der byder på oplæg og taler fra modige whistle-blowers og andre personligheder, der sætter dagsordenen i dagens idræt. Herefter følger omkring 80 timers tætpakket program, der tager konferencedeltagerne gennem en bred vifte af oplæg, debatter og workshops om nogle af de største udfordringer i sporten rundt om i verden.
“Vi er stærkt opmuntrede over, at så mange talere allerede nu har annonceret deres ankomst. Det lover godt for de kommende måneders tilmelding,” siger Play the Games internationale chef Jens Sejer Andersen.
“Tilslutningen bekræfter, at international idræt har behov for et uafhængigt mødested med åben debat om de svære emner, som de store idrætsorganisationer kun tøvende forholder sig til. Erfaringerne fra de otte tidligere Play the Game-konferencer fortæller os, at interessen for at bidrage til konferencen eller bare at deltage bliver forstærket, jo tættere vi kommer på konferencen.”
I de senere år har den idrætspolitiske dagsorden ændret sig dramatisk, og Play the Game er nødt til at tilpasse konferenceprogrammet til de nye forhold/omstændigheder:
”Når vores talere for ti år siden rejste problematikker som matchfixing, illegal dopinghandel, korruption i idrætsorganisationer og pengespild i forbindelse med de globale events, blev Play the Game i stor udstrækning set som en gruppe fanatikere, der havde en mission om at ødelægge sportens ry. I dag er de emner og problematikker blevet mainstream, og vi er nødt til at fokusere mere på at hjælpe med at skabe løsninger, samtidig med at vi bliver ved med at afsløre problemerne.”
En hovedopgave for Play the Game er at forny programmet uden at ofre de tilbagevendende emner, som fortsat kræver opmærksomhed. Blandt de nye emner er situationen i collegeidrætten i USA, hvor en milliardindustri er baseret på amatørudøvere, som ifølge kritikere mangler basale rettigheder. Og for første gang i ti år sætter Play the Game fokus på trafficking og migration af atleter.
Blandt de mere klassiske Play the Game-emner er en række opdateringer af nye udviklinger i idrætten: Hvor effektive er de nye globale antidopingregler eller den nye internationale konvention mod matchfixing eksempelvis? Hvordan kan verden løse det voksende problem med fysisk inaktivitet? Vil Den Internationale Olympiske Komités reformprogram ’Agenda 2020’ føre til reelle ændringer?
”Takket være vores partnerskab med Europarådet og vores mangeårige samarbejde med en række europæiske universiteter vil vi få nye vitaminer til debatten om det spørgsmål, som måske er det vigtigste i dag: Hvordan kan vores idrætsorganisationer blive mere effektive og mindre korrupte?” siger Jens Sejer Andersen.
Europarådet giver embedsmænd i sportsministerier fra hele Europa mulighed for at deltage i Play the Game 2015, hvor Play the Game lancerer sin nye Sports Governance Observer-rapport, der detaljeret beskriver kvaliteten af ledelse og forvaltning i de 35 internationale olympiske forbund.
Har du input til debatterne eller temaerne på dagsordenen for konferencen, er der fortsat få ledige pladser i programmet. Indsend dit abstract på http://www.abstractreviewer.com/ptg/, og arrangørerne vil sørge for at evaluere dit bidrag og give en tilbagemelding inden for cirka en måned.
Takket være donationer på over en halv million kroner fra bl.a. forskellige aktører i dansk idræt, kan deltagerprisen holde sig lavt.
Læs mere om Play the Game 2015
Konferencen Play the Game 2015 finder sted den 25.-29. oktober 2015 i Aarhus.
Download det foreløbige program for Play the Game 2015
Se talerlisten for Play the Game 2015
Læs mere om konferencen, prisen og tilmelding