Tokyos kompakte lege sprænger rammerne

De Olympiske Lege i 2020 i Tokyo skal være ”kompakte”. De mest kompakte lege i mands minde.

Det var et af de magiske trylleord, som var medvirkende til, at den Internationale Olympiske Komite (IOC) i 2013 besluttede sig for Tokyo som værtsby. Det er et højtideligt løfte, som byen Tokyo har givet til sportsverdenen.

At en begivenhed som De Olympiske Lege er ”kompakt”, vil sige, at der er tale om et samlet koncentreret forløb, som finder sted på et afgrænset geografisk område, der er overskueligt for de deltagere og tilskuere, som er til stede.

Man er midt i det. Man er en del af det hele tiden. Man kommer ikke rejsende udefra for at deltage og betragte i nogle få timer for derefter at begive sig ud i omverdenen igen.

Tankegangen er, at mange af de senere olympiske lege har været alt for spraglede og spredte. Nu skal man tilbage til romantikken om en samlet olympisk landsby, hvor sportsfolk fra hele verden hygger sig sammen og lærer hinanden at kende på tværs af landegrænser. Det skal være nemt at komme fra sted til sted, og det skal ligge centralt, og g tilskuerne skal opleve den olympiske atmosfære, så snart de har vist deres dyrt købte adgangsbilletter og kommet ind i det kompakte fællesskab.

Samtidig ligger der også i ambitionen om kompakte lege, at de skal være økonomiske. Det er ikke noget formål i sig selv, at det hele skal være kæmpestort. Ekstravagante udgifter bør undgås, og legene skal være i balance med det omliggende miljø.

Det projekt, som Tokyo fremlagde for IOC før afgørelsen i Rio i 2013, var i temmelig høj grad kompakt i alle disse henseender.

85 procent af konkurrencerne skulle finde sted inden for en omkreds af otte kilometer. Enten på det inddæmmede Odaiba- område i Tokyo-bugten eller i Yoyogi-området omkring det gamle nationale stadion og det olympiske svømmestadion fra 1964.

Den olympiske landsby, hvor samtlige deltagere skulle indlogeres, skal ligge ved Harumi, det tidligst inddæmmede område i bunden af Tokyo-bugten, som allerede blev skabt ud af byens affald i 1800-tallet.

Harumi var oprindeligt et industriområde og hjemsted for Tokyos store messe- og udstillingsareal, men i de senere år har det udviklet sig til et relativt mondænt boligområde, hvor ejendomsspekulanter investerer i den ene skyskraber efter den anden. En udvikling, som vil tage fart, når de olympiske atleters lejligheder i den olympiske landsby efter legene som planlagt udbydes som privatboliger.

Fra Harumi er der god forbindelse til faciliteterne på de nyere inddæmmede områder, hvor der allerede ligger adskillige relativt nybyggede idrætsanlæg, som skal benyttes ved 2020-legene, og hvor der inden legene vil blive anlagt flere af slagsen.

En ny motorvejsforlængelse gennem det centrale Tokyo vil forbinde den nærliggende Haneda-lufthavn, den ældste og mest centrale af Tokyos lufthavne, med Harumi-området og det gamle sportscentrum centralt i byen omkring det nationale stadion. En forbedring af transportnettet, som Tokyo ganske uanset De Olympiske Lege virkelig trænger til.

Som et generelt princip er det meningen, at man i høj grad vil benytte eksisterende sportsanlæg til konkurrencerne – frem for at bygge nye. Den berømte arkitekt Kenzo Tanges fabelagtige svømmestadion fra De Olympiske Lege i 1964, hvis svungne tag siden dengang har været et vartegn for Tokyo, skal denne gang bruges til håndbold. Og bokseturneringen skal foregå i Tokyos traditionsrige sumo-stadion, Kokugikan.

Økologiske og bæredygtige ambitioner var også tydelige i det fremlagte forslag. Ikke mindst i planerne om at gøre den olympiske landsby til en ’Hydrogen Town’. Det er meningen, at de 17.000 midlertidige beboere fra hele verden skal forsynes med elektricitet og have deres lejligheder opvarmet gennem grønne brændselscelle-anlæg i byggerierne.

Budgetterne løber løbsk
Men det er betydeligt lettere sagt end gjort at arrangere olympiske lege i vore dage, som i sandhed er kompakte. Det har arrangørerne i Tokyo måttet erkende, og derfor har Tokyo By på flere områder måttet henvende sig til IOC for at få godkendt, at man går på kompromis med de oprindelige ambitioner.

På flere punkter har de oprindelige forslag vist sig at kræve alt for kostbare investeringer. Tokyos borgmester, Yoichi Masuzoe, som først blev valgt til posten efter valget af Tokyo som olympisk by, har med chok måttet konstatere, at hans forgængers oprindelige budgetter slet ikke kunne holde.

Faktisk var de budgetterede udgifter til byggeri af nye og renovation af gamle idrætsanlæg kun på cirka halvdelen af de 20 milliarder kroner (tre milliarder dollars), som man nu pludselig regner med, at det oprindelige projekt ville være kommet til at koste.

Dels havde man politisk bekvemt glemt at indregne planlagte momsforhøjelser, men i mellemtiden var der også sket det, at generelle omkostninger til entrepriser og arbejdsløn ved store anlægsbudgetter var steget betydeligt i Japan – primært som følge af de mange anlægsprojekter langs den tsunami-ramte kyst efter katastroferne i foråret 2011 og den arbejdskraftmangel i byggesektoren, som er et resultat heraf.

Regeringen diskuterer i ramme alvor et lovforslag, der skal åbne for ekstraordinær indvandring af bygningsarbejdere fra asiatiske nabolande, mens de olympiske anlæg bliver bygget. Helt nye toner i Japan.

Borgmester Masuzoe har derfor både over for IOC og over for den japanske offentlighed gang på gang måttet gentage, at legene ikke kun skulle være kompakte i geografisk forstand, men også i økonomisk forstand.

Ingen har interesse i, at udgifterne løber løbsk, argumenterer han. Rejsetiden mellem den olympiske landsby og idrætsanlæggene er langt vigtigere end den geografiske afstand, siger han også. Selv efter planerne er ændret, vil 70 procent af konkurrencerne foregå inden for den oprindelige kompakte zone på otte kilometer, beroliger han.

Det er langt fra noget særsyn, heller ikke ved tidligere olympiske lege, at der sker gevaldige ændringer i planerne undervejs i forberedelserne, og IOC har allerede godkendt, at Tokyo-arrangørerne dropper at bygge et helt nyt basketball-stadion og i stedet benytter en eksisterende sportshal i Chofu 25 kilometer vest for den planlagte olympiske landsby. Det samme ventes at ske for badminton-turneringen, som kommer til at foregå i Saitama-amtet, en time med toget mod nord.

Oprindeligt var det også meningen, at der skulle holdes sejlsportskonkurrencer i selve Tokyo-bugten, således at sejlerne for en gangs skyld ville kunne bo sammen med de øvrige olympiske atleter.

Men her er det nu sandsynligt, at konkurrencerne vil blive flyttet til en eksisterende marina i Chiba 27 kilometer mod øst. Ikke kun for at spare, men også fordi de helikoptere, som skulle have filmet konkurrencerne fra oven, ville være kommet alt for tæt på indflyvningerne til Haneda-lufthavnen.

Endelig er der stor debat om en planlagt bane for kano- og kajakroernes slalomløb, som skulle anlægges i et dyrebart vådområde med 50.000 trækfugle, og hvor den kunstige bølgegang, som konkurrencerne kræver, ville have ødelagt en fyrreskov og et fredet fuglereservat.

"Er gæstfrihed det samme som at ødelægge naturen?" spørger Nobuya Lida fra Tokyo Wild Bird Society i en udtalelse til nyhedsbureauet Reuters.

”Gæstfrihed” er et af slagordene bag Tokyo-legene, og kritikken af kano- og kajakbanen gør det sandsynligt, at også den del af den oprindelige plan vil blive ændret, inden vi når frem til 2020.

Forsinkelser og stadionprojekt møder kritik
Foreløbig er der sket det, at alle disse ændringer og al denne polemik har skabt store forsinkelser. Tokyo, som netop blev valgt frem for Istanbul og Madrid på grund af sit ry for effektivitet og pålidelighed, er lagt bagefter i forhold til de planer, der oprindeligt blev lagt.

Der skal nok stå et anlæg parat til både kano- og kajakroere og badmintonspillere, når de møder op i den olympiske landsby om godt fem år. Det bliver ikke noget problem. Men forsinkelserne kan godt skabe bekymrede rynker hos bygherrerne bag Tokyos nye store olympiske stadion, som er langt det største prestigeprojekt – og langt den største ingeniørmæssige udfordring.

I løbet af de første to licitationer på jobbet med at rive det gamle nationalstadion ned, som ligger på den grund, hvor det nye olympiske stadion skal ligge, lykkedes det ikke at finde en entreprenør, som ville gøre det til den budgetterede pris. Her er man for alvor bagefter.

Samtidig fortsætter en rasende debat blandt arkitekter og byplanlæggere om det valgte projekt for det nye store stadion. Det er det eneste kæmpestore prestigebyggeri ved dette OL, men det er altså også gevaldigt stort.

Det valgte projekt er tegnet af den irakisk-britiske stjernearkitekt Zaha Hadid, og det er blevet beskyldt for at krænge sig gennem Tokyos bybillede som en ”krydsning mellem en kæmpestor cykelhjelm og et rumskib” uden forbindelse og fornemmelse for omgivelserne. Andre har kaldt bygningen for en ”skildpadde”. Selv siger hun, at bygningens udseende skal signalere dynamik og orientering mod fremtiden.

Projektet er allerede voldsomt barberet i forhold til Zaha Hadids oprindelige tegninger. Der er sket en 40 procents nedskæring i budgettet til byggeriet, som oprindeligt lød på 300 milliarder yen (17 milliarder kroner). Det om har kostet en fjerdedel af bygningens størrelse og med hendes egne ord gjort projektet mere ”bæredygtigt”.

Men det nye stadion bliver stadig gigantisk, det hæver sig 70 meter over jorden og bliver stadig meget dominerende i et af det centrale Tokyos gamle kvarterer, og det mødes stadig af bitter kritik.

Det er en ”monumental fejltagelse” og ”en skændsel for fremtidige generationer”, lyder dommen fra Arata Isozaki, en af japansk arkitekturs ’grand old men’.

Et andet af de store navne i japansk arkitektur, Toyo Ito, har fremlagt et alternativt projekt, der i langt højere grad bygger oven på det eksisterende nationalstadion. Det vil tydeligere knytte forbindelsen til alle japanernes gode minder om de første olympiske lege i Tokyo i 1964, og det vil kun koste en brøkdel af Zaha Hadids projekt, argumenterer han.

En tredje af japansk arkitekturs gamle berømtheder, Tadao Ando, var derimod formand for den komite, der i sin tid udvalgte Zaha Hadid til opgaven. Han kalder hendes projekt ”et symbol på håb”. Så det er bestemt ikke alle japanske arkitekter, som vender sig mod hendes ambitiøse planer med deres hovedstad.

Zaha Hadid nøjes med at konstatere, at der altid er den slags ballade blandt arkitekter ved store projekter, og at modstanden mod hendes projekt i højere grad skyldes, at hun er udlænding, end den skyldes selve det omstridte design.

”Jeg bygger ikke små, smukke bygninger,” som hun siger.

Frygt for ‘hvide elefanter’
Det er imidlertid ikke kun arkitekter, som vender sig imod stadion-planerne, selv om det er dem, man hører mest i debatten. Også brede kredse i lokalbefolkningen er kede af det. Det nye stadion vil i sandhed ændre adskillige bydeles udtryk og udsigt. Og mange beboere oplever, at deres gamle beboelsesejendomme eksproprieres til formålet.

Der er indsamlet 32.000 underskrifter mod projektet, men der er næppe tvivl om, at der skal voldsomt mange flere til, før det får nogen som helst indvirkning på beslutningerne.

Hvis det nye stadion bygges som planlagt, vil Tokyo helt sikkert ”blive bebyrdet med en gigantisk hvid elefant”, siger Arata Izosaki.

Men en del af forklaringen på de store udgifter til lige præcis dette projekt har været, at man netop har villet forsøge at undgå at skabe en hvid elefant, som ikke ville blive benyttet til ret meget, så snart legene er overstået.

Derfor skal tilskuerpladserne på meget avanceret manér kunne køres fem og tilbage, så anlægget kan bruges til såvel atletik som fodbold, folkemøder samt store koncerter.

Det har været med til at gør det hele dyrere og større, end det ellers ville have været.

Selv efter nedskæringerne i projektet er Tokyos nye olympiske stadion dobbelt så dyrt i anlægsudgifter, sammenlignet med hvad det olympiske stadion i London endte med at koste.

Så på et meget synligt punkt vil Tokyos eller så kompakte lege overhovedet ikke blive spor kompakte.