FIFA-topfolk arresteret i Schweiz

Foto: Ed Coyle/Flickr

Foto: Ed Coyle/Flickr

27.05.2015

Af Søren Bang
Syv topfolk i FIFA er blevet arresteret af schweizisk politi på vegne af de amerikanske myndigheder dagen før åbningen af FIFA's kongres i Zürich. Samtidig har den schweiziske anklagemyndighed beslaglagt dokumenter i FIFA's hovedkvarter som led i efterforskningen af de mistanker om korruption, der omgærder tildelingen af fodbold-VM i 2018 og 2022. UEFA kræver nu udsættelse af præsidentvalg og truer med at udeblive fra FIFA's kongres.

(Opdateret kl. 21:30)
Jorden rystede under det korruptionsplagede internationale fodboldforbund, FIFA, da schweizisk politi onsdag morgen arresterede syv ledende personer fra FIFA anført af de to vicepræsidenter Jeffrey Webb og Eugenio Figueredo. Jeffrey Webb er også formand for det nord- og mellemamerikanske foldboldforbund (CONCACAF), mens Eugenio Figueredo er tidligere formand for det sydamerikanske fodboldforbund (CONMEBOL).

Arrestationerne af fodboldledere blev udført på vegne af de amerikanske justitsmyndigheder med henblik på udlevering til retsforfølgelse i USA. Det sker, dagen før FIFA åbner sin kongres, der løber fra torsdag til fredag.

Den amerikanske anklagemyndighed har rejst i alt 47 anklager mod ni FIFA-ledere og fem virksomhedsledere fra Nord- og Sydamerika, som omfatter, hvad anklagemyndigheden betegner som ”udbredt, systemisk og dybt rodfæstet korruption” inden for fodbolden for op mod 150 mio. dollars.

“Sagen dækker over to generationer af fodboldere, der angiveligt har misbrugt deres tillidsposter til at modtage millioner af dollars i bestikkelse og returkommission. Og det har skadet en lang række af ofre dybt – fra ungdomsligaer og udviklingslande, som skulle have nydt godt af indtægterne fra de kommercielle rettigheder, som disse organisationer har, til fans herhjemme og i resten af verden, hvis støtte til sporten giver rettighederne værdi,” siger den amerikanske justitsminister Loretta E. Lynch i en pressemeddelelse.

Samtidig med arrestationerne mødte det schweiziske anklagemyndighed op i FIFA’s hovedkvarter, hvor man beslaglagde en række dokumenter som led i en undersøgelse af de vedholdende korruptionsbeskyldninger omkring FIFA’s beslutning om at tildele Rusland og Qatar VM-værtskabet i henholdsvis 2018 og 2022.

De to aktioner mod FIFA var koordinerede, men er ellers to uafhængige sager, og i FIFA henholder man sig til, at FIFA selv har bedt om at få undersøgt anklagerne om bestikkelse eller andre uregelmæssigheder i forbindelse med tildelingen af VM i 2018 og 2022. Desuden siger FIFA, at arrestationen af de syv FIFA-ledere alene er knyttet til de pågældende personers aktiviteter i de to kontinentale forbund.

DBU og UEFA kræver oprydning i FIFA
Men ifølge DBU’s formand, Jesper Møller, viser sagen, at FIFA slet ikke er i mål, når det handler om at rydde op i organisationen, selv om visse reformtiltag i de seneste par år er blevet gennemført. Til DR siger han:

”Det bekræfter bare det forløb, vi har haft det seneste års tid, hvor vi har måttet konstatere, at de reformer og de fornyelser, vi har insisteret på, skal gennemføres i FIFA, ikke har medført noget nyt. Vi har sagt, at vi aldrig kommer i mål med fornyelse og reformer, før vi får en ny præsident og får ryddet op, siger Jesper Møller med henvisning til den siddende præsident, Sepp Blatter, der søger genvalg på FIFA’s kongres.

Her støtter DBU sammen med en række europæiske lande den jordanske prins Ali bin Hussein, der er eneste udfordrer til Sepp Blatter.

Samtidig har det europæiske fodboldforbund, UEFA, onsdag aften krævet udsættelse af kongressen og valg af præsident, som var sat til fredag. Hvis det ikke sker, vil UEFA overveje at blive væk fra mødet.

"Begivenhederne viser endnu engang, at korruptionen er dybt rodfæstet i FIFA. Der er behov for, at hele FIFA bliver 'genstartet', og at der bliver gennemført reelle reformer," hedder det i en udtalelse fra UEFA's bestyrelse, som advarer mod, at FIFA-systemet risikerer at dræbe fodbolden.

Udtalelsen truer samtidig med, at de europæiske fodboldforbund vil overveje deres deltagelse i en kongres, der kan ende som en farce, og at præsidentvalget bør udsættelses i seks måneder. 

Læs mere

 
 
Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.