Ekstra tilskud til idrætten og foreningslivet

Børn der løber. Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Regeringen har offentliggjort sit udspil til en ny vækstpakke, hvori der er afsat 63 millioner kr. til frivillige foreninger, idræt og kultur i 2015.

Regeringen er klar til at give et ekstraordinært bidrag på op til 63 millioner i 2015 til de frivillige foreninger, idrætten og kulturområdet. 

”De frivillige foreninger udgør en vigtig del af det danske samfund, der bl.a. giver børn og unge mulighed for at dyrke sunde fritidsinteresser i forpligtende fællesskaber,” hedder det i regeringens udspil, der blev offentliggjort onsdag den 6. maj.

Lidt utraditionelt indgår de 63 millioner som en del af regeringens langsigtede vækstudspil frem mod 2019, der skal skabe bedre vilkår for danske virksomheder gennem 11 initiativer til 2,2 mia. kr.

Bidraget kompenserer delvist for faldet i lottooverskuddet i perioden 2014-2015, som har ramt de såkaldte udlodningsmodtagere, der bl.a. spænder over de store idrætsorganisationer, Dansk Ungdoms Fællesråd, Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) og en række andre organisationer og institutioner, herunder Idan/Vifo.

”De 63 mio. kr. er en vigtig og nødvendig kompensation for faldende tipsmidler, men jeg tager det samtidig som en anerkendelse af, at det frivillige og det folkeoplysende arbejder gavner samfundet og skaber vækst,” siger DFS’ formand, Per Paludan Hansen, på samrådets hjemmeside.

I en kommentar til udspillet kalder DGI’s formand, Søren Møller, de 63 mio. kr. et velkomment plaster på såret.

”Det er positivt, at regeringen kan se, at her er et problem, og at der kommer en midlertidig løsning. Men vi skal også have fundet en permanent løsning,” siger han i en pressemeddelelse, hvori han peger på, at beløbet kun dækker cirka halvdelen af det hul, som et faldende overskud på lotterierne har efterladt.

Også Per Paludan Hansen mener, at de 63 mio. kr. kun bør være en midlertidig løsning.

”Vi må insistere på, at der meget snart bliver fastlagt en permanent løsning, som ikke baserer sig alene på overskuddet fra en del af spilleverden, hvis omsætning hele tiden falder,” siger han.

Effektuering af regeringens vækstpakke forudsætter tiltrædelse af Folketingets Finansudvalg. I den forbindelse skal der samtidig tages stilling til fordeling af bidraget.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.