Parkour – ny bevægelsesform møder dansk idrætskultur

Mens gadeidrætter som skateboarding og parkour over de senere år har været modeord i snakken om unges idrætskultur, har aktiviteterne været svagt belyst i en forskningsmæssig sammenhæng. Men i sin ph.d.-afhandling ’Parkour. Institutionalisering af en ny bevægelseskultur i Danmark’ stiller Signe Højbjerre Larsen for første gang skarpt på parkour i en videnskabelig dansk sammenhæng.

Afhandlingen sætter fokus på den selvorganiserede parkour, der foregår med byen som facilitet eller på de mange særlige parkourfaciliteter, der er skudt op rundt i landet over de senere år. Herudover har afhandlingen samtidig fokus på det de aktiviteter, der foregår i institutionaliserede rammer.

Det sidste er en væsentlig udvikling, for parkour har vundet indpas i den danske idrætskultur. Mange aktive har organiseret sig i foreninger, og aktiviteten er samtidig blevet en del af idrætsundervisningen i mange undervisningsinstitutioner fra folkeskoler over gymnasier til de frie efterskoler og højskoler.

På den måde adskiller parkour sig fra andre gadeidrætter som skateboarding, der ikke er udbredt i idrætsundervisningen og i mindre grad er foreningsorganiseret. Blandt andet beskriver Signe Højbjerre Larsen, hvordan man taler om, at man ”går til parkour”, mens ingen ”går til skateboard”.

At parkour har fundet vejen ind i foreningerne, skyldes blandt andet, at de selvorganiserede udøvere gennem foreningsdannelse har fået adgang til faciliteter, hvor de kan dyrke deres aktivitet. Og der er sket en væsentlig udvikling af faciliteter, der i dag tæller over 70 særlige parkourfaciliteter i Danmark.

Men også lærere har set mulighederne i at sætte parkouraktiviteter ind i en pædagogisk kontekst i undervisningssammenhænge, hvor den legende og eksperimenterende tilgang til bevægelse har vist sig at fungere i praksis.

Dermed møder mange parkour i andre sammenhænge end ’på gaden’, og en tese i Signe Højbjerre Larsens afhandling er, at flere dyrker parkour i en institutionaliseret kontekst end selvorganiseret, selvom aktiviteten har sine rødder der.

Fra autentisk bymiljø til idrætsfaciliteter
Den omfattende afhandling når også omkring de selvorganiserede udøvere. Her har hun gennem et omfattende empirisk feltarbejde set nærmere på den praksis, der er omkring aktiviteterne.

Blandt konklusionerne er, at selvom parkour har sin oprindelse i brugen af byrummet, benytter de selvorganiserede udøvere både de såkaldte parkourspots, der er en del af byrummet, og de særligt tilpassede parkourfaciliteter uden at skelne hårdt mellem typerne af rammer til aktivitet.

Den kropslige aktivitisme i byrummet, som ellers har været forbundet med parkour i sin oprindelse, spiller dermed en mindre rolle i den danske parkourpraksis – i og uden for de institutionelle rammer.

Signe Højbjerre Larsen forsvarede sin ph.d. ’Parkour. Institutionalisering af en bevægelseskultur’ den 20. marts på Syddansk Universitet i Odense.