England venter stadig på øget idrætsdeltagelse
Selvom de britiske politikere havde store visioner om, at OL i London 2012 ville inspirere en hel generation til at dyrke mere idræt, er det endnu ikke muligt at fastslå, at OL har øget idrætsdeltagelsen i England.
Sport Englands nyeste opgørelse af englændernes idrætsdeltagelse, der er opgjort i perioden oktober 2013 til oktober 2014, viser, at der er sket et lille fald i antallet af voksne over 16 år, som dyrker idræt, sammenlignet med året før. Det gælder både antallet af idrætsaktive og befolkningsandelen af idrætsaktive.
Sport England har undersøgt udviklingen i idrætsdeltagelsen fra 2005-2014, og på nær en pæn stigning i perioden mellem de to første opgørelser fra henholdsvis 2006 og 2008 har der kun været små variationer i den voksne befolknings idrætsdeltagelse i England. Idrætsdeltagelsen svinger konstant omkring 36 pct.
Det samlede antal idrætsaktive englændere er ganske vist vokset med en halv million siden 2008, men det afspejler alene befolkningsvæksten i samme periode, og trods et stigende befolkningstal var der i oktober 2014 125.100 færre, som dyrkede idræt, sammenlignet med året forinden.
Det er en udvikling, som den britiske sportsminister Helen Grant ikke er tilfreds med:
“Jeg er meget bekymret over det generelle dyk, vi har set i deltagelsen i de sidste tolv måneder. Sportens ledende instanser har længe argumenteret for, at de kan bringe nye folk til sporten, og at finansieringen bør ske via dem, men der er nogle, som simpelthen ikke leverer, og det er bare ikke godt nok,” siger hun til The Guardian.
OL-effekten er lille
Den manglende vækst i befolkningens idrætsdeltagelse i årene omkring OL i London ligger i tråd med ny forskning på området, som viser, at der er grund til at forholde sig kritisk til, om den britiske regering automatisk kan forvente flere idrætsaktive som følge af OL.
En gennemgang af videnskabelige artikler i metastudiet ’The Olympic Games and raising sport participation’ har undersøgt, om der er evidens for at antage, at OL i London vil resultere i en stigning i idrætsdeltagelsen blandt befolkningen som resultat af eliteidrættens afsmittende effekt på breddeidrætten.
Forskernes konklusion lyder, at et OL-værtskabet ikke er en god investering for England, hvis målet er at opnå en mere idrætsaktiv befolkning. For der mangler evidens for, at det afholdte OL i London vil have en effekt på befolkningens idrætsdeltagelse. En konklusion, som i øvrigt bakkes op af en nylig analyse fra Idrættens Analyseinstitut, der viser, at elitesporten kun i yderst begrænset omfang har en positiv indvirkning på bredden.
At det ikke er lykkedes de britiske politikere at leve op til visionen om en mere idrætsaktiv befolkning, kan ifølge gennemgangen fra 2015 findes i regeringens manglende forståelse for at udnytte legenes potentiale. Det er ikke nok at investere i OL alene og forvente, at det automatisk vil medføre øget idrætsdeltagelse. Sammenhængen er mere nuanceret, og der er brug for yderligere strategier og initiativer, hvis bredden skal engageres, konkluderer forfatterne bag artiklen.
De vil dog ikke afvise, at et OL-værtskab kan kaste gevinster af sig. For der er potentiale i, at et OL kan inspirere tidligere idrætsudøvere, som er faldet fra, til at tage sporten op igen, og der er også mulighed for at få de allerede idrætsaktive til at motionere oftere, lyder konklusionen.