Nyt lovforslag skal bekæmpe matchfixing
Et nyt lovforslag til bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer fra kulturminister Marianne Jelved skal gøre det lettere at efterforske og retsforfølge sager om matchfixing på sportsområdet.
”Matchfixing underminerer hele idrættens værdigrundlag, og det sætter tilskuernes interesse for idrætten under pres, når der er mistanke om, at kampens resultater er aftalt på forhånd. Med lovforslaget vil Danmark være endnu bedre klædt på til at bekæmpe truslen fra matchfixing,” siger kulturminister Marianne Jelved i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
Med det nye lovforslag bliver manipulation af idrætskonkurrencer med sportslig vinding som formål kriminaliseret. Det skal dække hullet i lovgivningen, der har gjort det umuligt at forfølge sager om matchfixing, som ikke har været dækket af den eksisterende bedragerilovgivning.
Lovforslaget lægger op til en ændring af den eksisterende ’Lov om fremme af dopingfri idræt’, som fremadrettet, hvis lovforslaget vedtages, kommer til også at rumme lovgivningen til bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer. Loven ændrer i forlængelse heraf navn til ’Lov om fremme af integritet i idrætten’.
Krav om forebyggelsesindsats i idrætten
Med loven følger også et krav om, at bestemte, relevante idrætsorganisationer har pligt til at indføre og håndhæve bestemmelser om bekæmpelse af matchfixing. Lever en idrætsorganisationen ikke op til dette, er der bemyndigelse til, at Kulturministeriet kan trække organisationen i tilskud fra udlodningsmidlerne.
I bemærkningerne til loven står der, at dette omfatter organisationerne Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI, Dansk Firmaidrætsforbund, Team Danmark, Danmarks Tankesports-Forbund og Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond i det omfang, at loven har relevans for organisationerne.
Da loven i praksis kommer til at dække konkurrencer i landsdækkende ligaer og rækker, internationale konkurrencer og mesterskaber samt danske mesterskaber, vil indsatsen primært være relevant for DIF og Team Danmark.
DIF forholder sig positivt over for lovforslaget i en pressemeddelse.
”I DIF er vi naturligvis glade for kulturministerens ros til DIF’s arbejde på matchfixingområdet. Men vi er endnu mere tilfredse med, at regeringen tager matchfixing-problematikken alvorligt. Nu ser det ud til, at vi får en lov, som kriminaliserer matchfixing, som gør det til en tilskudsforudsætning for idrætsorganisationer at bekæmpe aftalt spil,” siger DIF-formand Niels Nygaard.
Platform for koordinering af bekæmpelse af matchfixing
Kulturministeren får med loven ligeledes bemyndigelse til at fastsætte regler for placeringen af sekretariatet for en national platform, der kan koordinere bekæmpelsen af matchfixing.
Hvor platformen bliver placeret fremgår ikke af lovmaterialet, men der er lagt op til, at den gerne ses placeret i regi af en eksisterende offentlig myndighed.
Lovforslaget bygger på anbefalingerne fra den arbejdsgruppe, der i september 2014 præsenterede rapporten ’Arbejdsgruppe om regulering af matchfixing’, der gav en række konkrete anbefalinger til initiativer, der kan fremme bekæmpelsen af manipulation af idrætskonkurrencer i Danmark.
Læs mere
Læs lovforslaget fra kulturministeren
Læs pressemeddelelsen fra Kulturministeriet
Læs pressemeddelelsen fra Danmarks Idrætsforbund
Læs Idans artikel om arbejdsgruppen til bekæmpelse af manipulation af spils rapport
Læs arbejdsgruppen til bekæmpelse af manipulation af spils rapport
Læs Idans artikel om underskrivningen af Europarådets konvention mod matchfixing