Garcia forlader FIFA i protest
Lederen af efterforskningsafdelingen af FIFA’s etiske komité, Michael Garcia, er trådt tilbage fra sin post, efter FIFA’s disciplinærkomité har afvist hans appel mod resumeet af hans 430-siders rapport, som Hans Joachim Eckert, lederen af den etiske komités dømmende afdeling, offentliggjorde den 13. november 2014.
I appellen kalder Michael Garcia Hans Joachim Eckerts resume af rapporten om budprocessen til værtskabet for VM i fodbold i 2018 og 2022 for ”ufuldstændig og fejlagtig”.
Michael Garcias fratrædelse kommer i en erklæring udsendt efter FIFA’s disciplinærkomité i sin forklaring siger, at idet Eckert-erklæringen ”ikke indeholder en afgørelse”, og at den derfor hverken er juridisk bindende eller mulig at appellere.
I sin fratrædelseserklæring betvivler den amerikanske advokat lederskabet i international fodbold.
”Ingen uafhængig ledelseskomité, efterforsker eller noget voldgiftspanel kan ændre kulturen i en organisation. Og mens Eckerts afgørelse fra den 13. november 2014 fik mig til at miste tiltroen til uafhængigheden i voldgiftskammeret, er det manglen på lederskab i forbindelse med disse spørgsmål inden for FIFA, som får mig til at konkludere, at min rolle i denne proces har nået sin afslutning,” skriver Michael Garcia i erklæringen.
FIFA har taget Garcias fratrædelse til efterretning, og mens man afventer valget af en ny formand for den etiske komités efterforskende del, vil en formand blive konstitueret som erstatning for Garcia, skriver FIFA i en pressemeddelelse.
”Jeg er overrasket over hr. Garcias beslutning,” siger FIFA-præsident Sepp Blatter i pressemeddelelsen.
”Den etiske komités arbejde vil ikke desto mindre fortsætte og vil blive en central del af diskussionerne ved eksekutivkomitéens møde de kommende to dage.”