Flere storbyer skal være arenaer for idræt og fysisk aktivitet

Over halvdelen af verdens befolkning lever i dag i byområder, og pilen peger entydigt mod en endnu højere urbaniseringsgrad i de kommende år. Ifølge FN-skøn vil over 80 pct. af befolkningen i de økonomisk udviklede lande bo i byområder i 2030, mens andelen vil runde 55 pct. i udviklingslandene.

Da stadigt flere mennesker samtidig får et stillesiddende arbejdsliv i takt med urbaniseringen, bliver livstilssygdomme og dårlig trivsel en stigende samfundsmæssig udfordring.

Hvordan idræt og fysisk aktivitet i byerne kan bidrage til at løse problemerne, var afsættet for årets MOVE Congress i Rom arrangeret af den internationale organisation for idræt og kultur, ISCA, i samarbejde med den italienske breddeidrætsorganisation UISP.

Værtsbyen Rom er i sig selv en illustration af, hvilke udfordringer mange byer kæmper med. Med sit overfyldte vejnet, sporadiske cykelstier af blandet kvalitet og biler parkeret i fodgængerovergange er byen ofte en regulær udfordring for folk på gåben, i løbesko eller på cykel.

Byer, der vil fremme fysisk aktivitet, står ofte med store udfordringer. Som her i Rom, der nok har cykelstier, men de er få og af ujævn kvalitet. (Foto: Idan) 

Men det romerske bystyres støtte til konferencen er måske også et tegn på, at der internationalt er øget politisk opmærksomhed på udfordringen i at gøre storbyen til en bedre ramme for fysisk aktivitet.

Et stigende antal byer verden over eksperimenterer med nye byrum og faciliteter, der indbyder til idræt og anden fysisk aktivitet – den multifunktionelle idrætshal Prismen i København og en ny promenade langs floden Duero i Porto var blot to eksempler blandt flere, som den portugisiske byplanlægger Daniel Casas Valle fremhævede på konferencen.

Andre byer går endnu videre med egentlige strategiske satsninger. Det gælder bl.a. Bologna, hvor bystyret i samarbejde med lokale idrætsorganisationer bl.a. har investeret i en ny otte km cykelring rundt om centrum, etableret nye aktiviteter for ældre og i parker samt forsøgt sig med et stykke teknologisk innovation i form af en app, hvor man i selvvalgt gå- eller marchtempo bliver guidet gennem den historiske bykerne.

Politisk fokus på folkesundhed
En stærk motor bag mange projekter er den stigende politiske bekymring over folkesundheden og det pres, som en fysisk inaktiv befolkning lægger på de offentlige sundhedsbudgetter. Derfor gik koblingen mellem bevægelse og sundhed også igen i hovedparten af de projekter og initiativer, som de små 350 deltagere blev præsenteret for på konferencen.

Birminghams folkesundhedsproblemer har f.eks. været en vigtig faktor bag etableringen af projektet Active Parks. 80 pct. af millionbyens befolkning er fysisk inaktiv, og man møder 11 års forskel i levetid på tværs af byens kvarterer. Som modsvar har Active Parks etableret gratis aktivitetstilbud til byens borgere i 50 parker, som spænder vidt over bl.a. fitness, dans, cykling, tai-chi og havedyrkning.

Men ifølge oplægsholderne, byrådsmedlem Steve Bedser og projektmedarbejder Leanne Gregory, er målet i Birmingham ikke kun at brænde kalorier af og få pulsen op: ”Det handler om at bringe folk sammen, om at have det sjovt, at møde hinanden og bruge de åbne områder,” som de understregede i deres fælles præsentation.

At fysisk aktivitet skal være sjovt, er også en ledetråd hos det engelske StreetGames UK, der siden grundlæggelsen i 2007 har været i kontakt med 220.000 børn og unge i udsatte boligområder gennem cirka 500 projekter og har ambition om at nå ud til yderligere 150.000 i de kommende fire år. Filosofien er at lave aktiviteter i samspil med de unge. Men også her sætter den stærke sundhedsdagsorden sit aftryk.

”Vi skifter nu vores fokus fra sport til sundhed,” som medstifteren af StreetGames UK, Kerry McDonald fortalte – med den tilføjelse, at det primært vil afspejle sig i forholdet til myndigheder og andre samarbejdspartnere. Aktiviteterne for børnene og de unge vil grundlæggende være de samme.

Den holistiske tilgang
At satse snævert på sundhed er måske heller ikke en konstruktiv vej, hvis en by har ambition om at aktivere og engagere så mange borgere som muligt.

Idræt og bevægelse er meget mere end sundhed, og eventuelle helbredsgevinster engang ude i fremtiden er ikke en motivationsfaktor for alle. Tværtimod, så fald handler det om at gøre indsatsen så bred og varieret som muligt, mente Remco Hoekman, der er senioranalytiker ved det hollandske Mulier Instituut.

”Hvis det kun handler om sport, om sundhed eller undervisning, vil det ikke virke. Man er nødt til at kombinere disse ting i en politisk strategi.”

Remco Hoekman understregede samtidig, at der ikke findes nogen simpel formel på, hvordan man øger det fysiske aktivitetsniveau blandt borgerne.

De lokale myndigheder bør i stedet arbejde sammen på tværs af forvaltninger og angribe problemet med inaktivitet fra mange vinkler: Det kan være ved at sikre lokale, fleksible faciliteter, indlede nye samarbejder med civilsamfundet og give plads til lokal kreativitet eller ved at igangsætte særlige indsatser i socialt belastede kvarterer, hvor behovene for gode fysiske rammer og idrætstilbud er særligt store.

Remco Hoekman fremhævede herudover ’aktiv transport’ som en helt central opgave for byerne at styrke i de kommende år. Børn og voksne skal med investeringer i bl.a. cykelstier trygt og hurtigt kunne færdes i byen.

”Det aktive valg skal være det lette valg. Det skal være lettere at tage cyklen fra det ene sted til det andet. Det skal være lettere at gå til skole end tage bilen og sætte børnene af.”

Det er i det hele taget frugtbart at stille de rigtige spørgsmål og tænke bredt, hvis det handler om at inddrage flest mulige borgere. Som amerikaneren David Graves fra Seattle Parks and Recreation sagde om byens erfaringer med at skabe mere liv og aktivitet i parkerne:

”Det er let at lave en fodboldbane, men hvad gør du for bedstemor, der tager sine børnebørn til parken? Hvad er hendes grund til at være der? Og hvordan får du hende ud og bevæge sig?”

Behov for ’politisk infrastruktur’
Endelig ligger der en stor – og måske helt afgørende – udfordring i at skabe en solid organisatorisk og politisk ramme om byernes arbejde for mere idræt og flere bevægelsesvenlige byrum.

Remco Hoekman kalder det ’orgware’. Det er ikke nok blot at bygge faciliteter eller finde på nye aktiviteter. Der skal være en understøttende organisation, som kan koordinere og løfte indsatsen. For ISCA’s præsident, Mogens Kirkeby, stod det tilbage som en af konferencens vigtigste konklusioner.

”Vi bør prøve at omformulere det lidt bløde begreb ’tværsektorielt samarbejde’ til noget mere solidt. Vi har brug for en politisk infrastruktur på området. Vi skal skabe en infrastruktur for projekter og målsætninger, som gør initiativerne bæredygtige,” sagde han.

Skal man tro ISCA’s europæiske formand, det italienske parlamentsmedlem Filippo Fossati, er jorden dog gødet til forandring i den forstand, at et bredere idrætssyn langsomt, men sikkert vinder frem på bekostning af det mere traditionelle og snævre fokus på konkurrencesporten og dens behov.

Filippo Fossati ser det derfor som ISCA og dets nationale breddeidrætsorganisationers opgave at indgå alliancer med byer om at skabe øget idrætsdeltagelse og samtidig koble indsatsen sammen med andre politiske målsætninger som grøn økonomi, øget idrætsturisme, større social inklusion og sundhedsfremme.

Det kræver ifølge Filippo Fossati, at idrætsorganisationerne selv styrker deres evne til at tænke innovativt og formår at klæde trænerne, lederne og de andre frivillige på fagligt. Som han konkluderede:

”Ikke for at kunne uddele flere medaljer – men for at byde det barn velkommen, der aldrig vil få én.”