Hvem skal skabe vækst og nytænkning i idrætten?
Intentionerne er de samme, men udførelsen er det ikke, når konferencen ’Idrættens største udfordringer IV’ i Vejen Idrætscenter den 24.-26. november helt overordnet stiller spørgsmålet ’Hvem former fremtidens idrætsliv?’.
Forårets brede politiske stemmeaftale i Folketinget om idrættens økonomi og struktur byggede i høj grad på de centrale idrætsorganisationers ’Vision 25-50-75’, der sætter DIF og DGI i spidsen for en vision, der i 2025 skal føre til at 75 procent af den danske befolkning dyrker idræt, og at 50 procent af befolkningen dyrker idræt i foreningslivet.
På konferencens førstedag, den 24. november, har Idan givet DIF og DGI ’frit spil’ til at fremlægge organisationernes bud på visionen og inddrage en række prominente politikeres bud på, hvordan visionen med DIF/DGI i spidsen i praksis kan føres ud i livet i et samspil mellem idræt, stat og kommuner.
Formændene for DIF og DGI, Niels Nygaard og Søren Møller, fremlægger visionen, der samtidig fører til et stadigt tættere politisk og praktisk samarbejde mellem de to store idrætsorganisationer. Kulturminister Marianne Jelved (R) kommenterer visionen og uddyber, hvordan statens rolle bliver i realiseringen af de gode hensigter fra forårets politiske stemmeaftale.
Efterfølgende har DIF og DGI inviteret en række politiske repræsentanter fra kommunerne til en debat om kommunernes ansvar for ’Vision 25-50-75’. Debatten med deltagelse af blandt andre borgmestrene H.C. Østerby fra Holstebro og Lars Erik Hornemann fra Svendborg samt rådmand Jane Jegind fra Odense styres af sportsredaktør Søren-Mikael Hansen fra Politiken.
Dagen efter idrætsorganisationernes præsentation af ’Vision 25-50-75’ giver Idan nogle andre bud på, hvordan de senere års dynamik og iværksætterånd på idrætsområdet kan støttes og stimuleres bedst muligt i de kommende år.
Såvel i foreningslivet som blandt andre aktører sker i disse år en stor produktudvikling, og konferencen vil på forskellig vis belyse og diskutere denne udvikling ved blandt andet en række særlige temaspor at sætte fokus på fremtidens forskning og uddannelse, fremtidens facilitetsdrift, skolereformens konsekvenser, eksplosionen på løbemarkedet og yogamarkedet samt ved at kigge kritisk på den fremstormende fitness-sektors samfundsansvar, produktudvikling samt kvalitet og rammevilkår i ind- og udland.
Blandt talerne i hovedsessionen om vækst og innovation i idrætssektoren bliver konsulent og bestyrelsesmedlem i European Health & Fitness Association Herman Rutgers, grundlæggeren af det britiske Sport Marketing Network, Svend Elkjær, samt lektor og studieleder Thomas Skovgaard fra Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, der i de senere år med succes har integreret innovation og entreprenørskab i idrætsuddannelsen.