Hvordan får man mere liv på stadion?
En af Europas største eksperter i sports- og underholdningsindustriens arenaer besøger den 26. november konferencen ’Idrættens største udfordringer IV’ i Vejen Idrætscenter, hvor et særligt ’stadionspor’ vil gå i dybden med potentialet for at skabe langt mere liv på tribunerne og bedre kommerciel aktivering af danske stadionanlæg til topfodbold.
Briten Ian Nuttall er ejer af firmaet Xperiology, der driver netværk og afholder årlige konferencer og kurser for topledere i den internationale stadion-, underholdnings- og kultursektor. Som optakt til et særligt spor ’Idrættens største arenaer – får vi nok ud af dem’, vil Ian Nuttall give et overblik over aktuelle tendenser i en sektor, hvor kravene til sponsorkoncepter, billetsalg, indretning, teknologi og indhold på stadioner og areaner ændrer sig med rivende hast.
Foruden Ian Nuttall får sporet besøg af svenskeren Marcus Nilsson og nordmanden Kjell Slinning, der præsenterer to meget spændende cases fra henholdsvis Sverige og Norge, hvor fodboldklubberne Hammarby og Aalesund gennem utraditionelle markedsføringsmetoder og sponsorkoncepter formår at fylde deres stadionanlæg og skabe tæt kontakt til fans og lokalområder, selv om niveauet på banen ikke altid er af ypperste kvalitet. Trods et par sæsoner i den næstbedste svenske fodboldrække har Hammarby Fotboll fuldstændig givet lokalrivalerne AIK og Djurgården og faktisk også det svenske landshold baghjul i kampen om tilskuernes gunst i Stockholm-området, mens Aalesunds FK måske er den klub i Norden, som er bedst til at invitere sit lokalområde indenfor i den lokale ligaklub og aktivere byens stadion.
Tidligere i år udgav Idan notatet ’Stadionleje i Danmark’, der belyste de ofte komplicerede kommercielle relationer mellem danske kommuner og de lokale ligahold i fodbold. Notatet stillede spørgsmålet, om de kommunale bestræbelser på akkurat at bygge og drive stadion så billigt som muligt i forretningsrelationerne til de lokale professionelle klubber i virkeligheden var en hæmsko for udviklingen af tilskuerkultur og kommerciel udnyttelse af danske stadionanlæg.
Stadionsporet tager debatten et skridt videre ved at se kritisk på kommunernes evne til at udnytte deres aktiv som stadionejere og værtsby for ligaklubber i toppen af dansk fodbold optimalt.
Kommunal berøringsangst bidrager til dårlig aktivering af de lokale stadions, mener eksempelvis country manager Steen Leth-Jørgensen fra det tyske sportmarketingagentur UFA Sports, der ligeledes holder oplæg på konferencen med konkrete eksempler på, hvordan kommuner kan få mere ud af relationen til den lokale klub. Endelig får stadionsporet besøg af kommunikationschef Niels Frydenlund fra superligaklubben Silkeborg IF, der trods relativt beskedne tilskuertal på det gamle stadion er i gang med at skrue et nyt stadionprojekt sammen, som skal løfte klubben tilskuer- og sponsormæssigt.