Play the Game opfordrer til bred kamp mod korruption

Foto: Thomas Søndergaard/Play the Game

Foto: Thomas Søndergaard

18.09.2014

Af Ditte Toft
Selvom den internationale konvention mod matchfixing er et vigtigt politisk skridt, er det nødvendigt med en bredere indsats mod korruption inden for idrætten, sagde Jens Sejer Andersen på Europarådets sportsministermøde.

Bekæmpelsen af matchfixing kan ikke stå alene, når korruption er praksis i visse internationale idrætsorganisationer og en overhængende risiko i andre.

Det var budskabet fra Play the Game og Idans internationale chef, Jens Sejer Andersen, der som en af fire indbudte talere på Europarådets sportsministermøde i Magglingen gav sit bud på de udfordringer, som idrætten står med i forhold til i korruption i organisationerne. 

”Hvis nogle idrætsorganisationer risikerer at agere korrupt eller at blive overtaget af korrupte personer og eller korrupte praksisser, hvordan kan de så optræde som troværdige partnere i kampen mod matchfixing?” spurgte Jens Sejer Andersen.

I sin tale efterlyste han en bred tilgang til at bekæmpe korruption i ledelse og forvaltning inden for idrætten, og han præsenterede fem konkrete forslag til, hvordan regeringerne kan gøre en positiv forskel. De bør:

  1. Sikre, at skatteborgenes penge til idrætten bliver brugt ordentligt ved at kræve gennemsigtighed og ansvarlighed hos modtagerne.
  2. Underlægge idrætsorganisationer et politisk pres for at sikre, at de fuldt ud opklarer eventuelle skandaler, men samtidig give dem redskaber til at sikre god ledelse og forvaltning.
  3. Skabe en ramme for forhandlinger i regi af Europarådet, som kan føre til en forstærket dialog mellem de internationale idrætsorganisationer og regeringerne. Dialogen kan munde ud i sæt retningslinjer for god ledelse i idrætten og samtidig afklare arbejdsfordelingen mellem idrætten og regeringerne.
  4. Tage initiativ til en global konference, der omhandler alle former for korruption i sport – eventuelt i samarbejde med UNESCO.
  5. Endelig bør Europa gå forrest ved at etablere et internationalt videncenter, der kan sikre koordinering, informationsudveksling samt promovering af de bedste handlemåder i kampen mod korruption i idrætten.

Undervejs i sin tale præsenterede Jens Sejer Andersen en række eksempler på korruption i international idræt, der i mindre grad eller slet ikke er blevet taget politisk hånd om, men understregede, at sådanne sager ikke bare kan gøres til et spørgsmål om enkelte brodne kar:

“Selvom mange case-historier er farverige, er korruption i sport nærmere en konsekvens af dårlige strukturer end af dårlige personer. Kort sagt er amatøridrætsstrukturerne ikke i stand til at bære vægten af den store kommercielle succes, de har oplevet,” sagde Jens Sejer Andersen.

Læs mere

 
 

Læs aftaleteksten for Europarådets konvention mod manipulation af sportsspil

Læs Play the Game og Idans internationale chef, Jens Sejer Andersens, tale fra Europarådets møde for sportsministrene den 18. september

Læs også Idans artikel om Europarådets konvention mod manipulation af spil

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.