Nye idéer til udvikling af dansk friluftsliv

Vandretur. Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

15.08.2014

Af Ditte Toft
Naturstyrelsen præsenterer i en udgivelse 125 idéer til udvikling af friluftslivet i Danmark udarbejdet af repræsentanter for et bredt udsnit af aktører relateret til friluftslivsområdet.

Siden 2012 har Miljøministeriet arbejdet på en national dansk friluftspolitik. Som led heri har ministeriet udarbejdet ’Friluftslivets idékatalog’, der præsenterer i alt 125 konkrete idéer til udvikling af friluftsområdet.

Idékataloget er udarbejdet i samspil mellem mange og vidt forskellige aktører, der har interesse i og arbejder i relation til forskellige grene af friluftsområdet. Blandt andet har friluftsorganisationer, idrætsorganisationer, kommuner, fonde, arkitekter, forskere og foreninger taget del i arbejdet med idékatalogets indhold.

Udgivelsens mange idéer har afsæt i otte såkaldte pejlemærker inden for friluftspolitikken, der samtidig er med til at beskrive bredden i mulighederne for friluftsliv og de overordnede fokusområder for friluftspolitikken i Danmark.

De otte pejlemærker er:

  • Friluftsliv for alle
  • Vi skal lære i naturen
  • Friluftsliv skaber fællesskab og engagement
  • Friluftsliv giver sundhed og livskvalitet
  • Friluftsliv skaber vækst og arbejdspladser
  • Vores byer skal indbyde til friluftsliv
  • Naturen som social løftestang
  • Nytænkning giver mere friluftsliv

Blandt de mange idéer inden for pejlemærkerne kan nævnes forslag om bedre formidling af friluftslivets arenaer og muligheder, herunder øget inddragelse af digitale medier i kommunikationen, ønsker om i større grad at bruge naturen som arena for læring blandt børn og unge, muligheder for at udnytte friluftslivet til at løfte dansk turisme og at få udbygget og øget kendskabet til stier og ruter over hele landet.

Plads til mangfoldighed og forskellig brug
Rammen om danskernes friluftsliv har traditionelt været forstået som natur og hav, men idékataloget lægger op til en bred forståelse, der i lige så høj grad inkluderer bl.a. byen som friluftsarena med f.eks. parker, havne, pladser og parkeringspladser som mulige afsæt for aktivitet.

Men ikke kun den geografiske forståelse er bred i idékataloget. Det promoverer også en bred tilgang til de typer af aktiviteter, der hører til friluftlivet, og det grundsyn, at der skal være plads til alle.

Det er en kendt problematik, at der er mange forskellige ønsker og interesser i spil i brugen af friluftslivsarenaer. For mountainbikeryttere og terrænløbere er idrætsaktivitet eksempelvis omdrejningspunktet for brugen af skove, mens andre synes den form for aktivitet kan være med til at ødelægge den naturlige skov.

Idékataloget italesætter ikke direkte disse modsætninger, men forsøger i stedet at tale om behovet for mangfoldighed og for planlægning, der er med til at afstemme forskellige brugergruppers behov og forventninger.

Idéer skal suppleres af viden
De mange præsenterede idéer i kataloget har til formål at inspirere aktører inden for området til at igangsætte og videreudvikle friluftslivet i Danmark over en bred palet.

Men derudover vægter kataloget viden på feltet højt, og en netværksgruppe har været afsat alene til at belyse, hvor der er behov for øget viden. Idéerne til udvikling af friluftslivet kan ikke stå alene, og både overordnet og til hvert af de otte pejlemærker påpeger idékataloget nogle af de områder inden for friluftslivet, der er behov for at blive klogere på.

 

Læs mere

 
 
Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.