Danskernes friluftsliv er en milliardforretning

Foto: Otto Kristensen/Flickr

Foto: Otto Christensen/Flickr

26.06.2014

Af Ditte Toft
Naturen er omdrejningspunkt for mange danskeres friluftsaktiviteter fra hundeluftning over jagt og fiskeri til mountainbike og sejlads. 29 mia. kr. forbruger danskerne årligt på deres friluftsaktiviteter, viser en ny undersøgelse fra Københavns Universitet.

Danskerne er ivrige brugere af den danske natur, og de holder sig ikke tilbage for at bruge mange penge på at dyrke friluftslivet, viser den nye rapport ’Friluftslivets nationaløkonomiske fodaftryk’ fra Københavns Universitet.

Rapporten viser, at danskerne årligt bruger 29 mia. kr. på forskellige friluftsaktiviteter, og hver husstand bruger i gennemsnit godt 11.000 kr. årligt på friluftsliv.

Friluftsaktiviteterne dækker over bred skare af forskellige aktiviteter, der spænder fra ture i naturen over fiskeri og jagt til egentlige motionsaktiviteter som mountainbike, løb og kano/kajak.

Flest penge bruger danskerne på udstyr til deres friluftsaktivitet. 38 pct. af forbruget går til udstyr af forskellig slags, mens tøj og sko udgør 12 pct. af udgifterne efterfulgt af øvrige med 10 pct.

Sejlads, jagt og ridning koster
Der er stor forskel på, hvor store udgifter, der er forbundet med de enkelte aktiviteter. I den dyre ende med det største forbrug finder man ridning, sejlads og jagt målt på, hvor meget hver husstand bruger. 

Tabel 1: Folk bruger flest penge på ture i naturen

  Forbrug i mio. kr. Kr. pr. år pr. husstand*
Tur i naturen 6.809 2.912
Sejle 5.709 14.610
Cykling 4.960 3.141
Ridning 2.087 18.732
Studere/opleve 1.818 1.888
Jagt 1.782 11.829
Bade 1.420 989
Jogging 1.397 1.842
Fiskeri 1.315 2.809
Mountainbike 616 2.599
Kano og kajak 496 1.774
Flyve 145 6.803
Paintball 126 934
Skøjter/inliners 122 746
Stavgang 108 604
Ski 90 384
Wind- og kitesurfing 77 2.166
I alt 29.096 -

Det samlede forbrug på friluftsaktiviteter årligt. Kilde: Friluftslivets nationaløkonomiske fodaftryk.
*Blandt husstande, der har været aktive i den enkelte friluftsaktivitet.

Men i et samfundsøkonomisk perspektiv er det ikke kun de dyre idrætter, som vejer tungt i nationalregnskabet. De tre dyreste idrætter målt på forbrug pr. aktiv husstand er godt nok blandt de aktiviteter, som ligger højt i det samlede årlige forbrug, men ture i naturen, cykling og studere/opleve ligger også højt trods langt mindre forbrug pr. husstand.

Årsagen er, at de dyre idrætter tegner sig for en lille del af friluftsaktive, men andre aktiviteter er langt mere udbredte og derfor genererer flere penge sammenlagt.

Danskernes forbrug på idræt
Med afsæt i undersøgelsen ’Danskernes motions- og sportsvaner 2011’ udgav Idan i april notatet ’Danskernes forbrug af penge på sport og motion’, der sætter tal på danskernes forbrug på sport.

Tallene herfra viste, at børns (7-15 år) årlige forbrug på sport og motion ligger på 5.800 kr., hvoraf flest penge går til medlemskaber efterfulgt af rejser. Og blandt de store børneidrætter, er det børn, der går til ridning og jogging/motionsløb, der har det største forbrug.

Hos de voksne bruger man i gennemsnit 5.560 kr. på sport og motion, hvoraf flest går til rejser efterfulgt af medlemskaber. Og blandt de store voksenidrætter er der størst forbrug blandt de voksne, som dyrker golf og landevejscykling.

Tallene fra Idan er opgjort anderledes end i undersøgelsen af forbruget på friluftsliv, og derfor er det ikke muligt at lave direkte sammenligninger med tallene i de to undersøgelser. 

 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.