Krav om international indsats mod matchfixing og korruption i sport

PARIS: Overvåget af nogle af fransk kultur og politiks største navne – fra Descartes og Pascal til Richelieu – offentliggjorde det Qatar-baserede ’International Centre for Sports Security’ (ICSS) sammen med et team af 70 forskere fra Panthéon-Sorbonne-universitetet konklusionerne på den længe ventede mammutrapport om matchfixing, ulovlige sportsvæddemål og andre former for sportslig korruption i Paris torsdag den 15. maj.

De hedengangne franskmænd var hugget i marmor og kunne fra deres placering langs balkonen holde øje med de næsten 300 deltagere i rapportlanceringen – et større antal deltagere, end da den Internationale Olympiske Komité blev grundlagt for 120 år siden i den samme smukke ramme, Sorbonne-universitetets Store Amfiteater.

Om nogle af rapportens forfattere nogensinde vil ende som marmorstatuer eller bane vejen for nye globale organisationer, må tiden vise. Selviscenesættelsen lod ingen i tvivl om, at projektet er drevet af tårnhøje professionelle og personlige ambitioner, selv om den endelige 1.600 sider lange rapport om sportens dårligdomme og behandlingsmuligheder ikke bliver offentliggjort før september.

Men konklusionerne er trods alt færdige, og de peger entydigt mod behovet for politisk handling nu. Regeringer, justitsvæsen, spilleselskaber og idrætsorganisationer må indgå langt mere effektive samarbejdsrelationer, lød budskabet fra arrangørerne:

”Vi behøver ikke nødvendigvis en egentlig, fuldt udbygget international organisation, men vi skal have internationale mekanismer på plads, som både kan udføre operationelle og holdningsprægende opgaver,” sagde Evelyn Lagrange, der er juraprofessor og medredaktør på det resumé, der blev offentliggjort i torsdags.

Ifølge Sorbonne-eksperterne går vejen til en ny ’International Integrity Platform for Sport’ over en verdenskonference om sportens integritet, hvor alle interessenter kan diskutere de mange former for korruption i sport.

Dette forslag svarer fuldstændigt til den såkaldte ’Cologne Consensus’, der blev vedtaget af deltagerne i Play the Games konference i 2011 på Deutsche Sporthochschule (Det tyske Sportsuniversitet) i Køln.

Lederne af ICSS-Sorbonne-projektet opfordrede også kraftigt alle lande til at tilslutte sig den kommende europæiske konvention mod manipulation af sportslige konkurrencer, der juridisk vil forpligte regeringer til at forebygge og bekæmpe matchfixing.

Også lande uden for Europa vil få mulighed for at tilslutte sig konventionen, men selv hvis alle verdens lande skulle underskrive den, er det ingen garanti for, at de gode viljer bliver omsat til handling.

Som supplement til konventionen har eksperterne fra ICSS og Sorbonne derfor opstillet en række ’vejledende principper til beskyttelse af sportskonkurrencers troværdighed’. Anbefalingerne, der både retter sig mod regeringer, idrætsorganisationer og spilleselskaber, lyder blandt andet således:

• Offentlige myndigheder bør afsætte ressourcer til efterforskning i manipulation af sportsresultater.
• Der bør en indføres en skat på sportsvæddemål, hvis provenu primært skal gå til beskyttelse af sportens troværdighed.
• Der bør foregå en central indsamling af informationer om spil på sport.
• De væddemål på sport, der udgør den største risiko i forhold til matchfixing, bør begrænses.
• Idrætsorganisationerne bør generelt udvise bedre ledelse (good governance).
• Idrætten bør harmonisere sine sanktioner på området.
• Langt flere idrætsorganisationer bør overveje at indføre regler om ’økonomisk fairplay’ i stil med dem, UEFA har lavet.
• Spilleselskaber bør sikre, at deres aktiviteter er lovlige.
• Spilleselskaber bør efterleve internationale standarder mod hvidvaskning af penge. 

Rapport vil skabe diskussion
Endnu er det for tidligt at vurdere rapporten i detaljer, men det er allerede nu let at forudsige, at den vil skabe debat.

Alene det faktum, at ICSS’ arbejde i al væsentlighed er finansieret af Qatar, og at det har gjort det muligt for ICSS at uddelegere et forskningsprojekt i millionklassen, som har omfattet ikke mindre end 70 forskere over de seneste to år, har i sig selv givet anledning til et par løftede øjenbryn inden for idrætsforskningen.

Nu bliver alle så i stand til at bedømme resultatet, og vurderet ud fra de første reaktioner vil rapporten både blive hilst velkommen og mødt af skarp afvisning.

Fra den internationale idrætsverden ser reaktionen ud til at være ligegyldig tavshed – som så ofte før.

Bemærkelsesværdigt få repræsentanter fra sportens verden – med Danmarks Idrætsforbund som én af undtagelserne –  var til stede i Paris for at bekræfte, at der rent faktisk var tale om den historiske begivenhed, som værterne gerne ville give indtryk af.

Måske kan forklaringen findes i de afsluttende bemærkninger fra Thierry Braillard, den nyligt udnævnte franske vicesportsminister. Han undrede sig over, hvor sjældent han i sin årelange omgang med idrætsledere havde hørt omtale af problemer som doping, korruption og matchfixing:

”Måske er disse vanskelige problemstillinger for idrætten og sportspressen, hvad et stormvejr er for vejrudsigterne. Når en skandale opstår, taler alle om den og ikke om andet. Men den varer kun et øjeblik og er herefter glemt. Det er ikke en arbejdsform, som kan anbefales.”