Store mængder træning skader sjældent

Antallet af voksne, der dyrker hårde udholdenhedsidrætter som maratonløb og triatlon, er steget over de senere år. Med udviklingen er fulgt spørgsmål om, hvorvidt det er farligt at træne så hårdt, som de såkaldte ’supermotionister’ gør.

Med afsæt i den foreliggende forskning på området redegør Vidensråd for Forebyggelse i en ny rapport, ’Supermotionisme’, for de faktiske risici forbundet med supermotionisternes træning og de mængder træning, som potentielt ligger ud over, hvad der er sundt for kroppen.

Resultaterne i rapporten viser, at forskningsmæssig viden om aktive, der dyrker hård udholdenhedsidræt, er begrænset i modsætning til forskningen i den brede befolknings idrætsudfoldelse og fysiske aktivitet. Alligevel tyder resultaterne af den indsamlede forskning på, at der ikke er nogen særlig forøget risiko forbundet med at træne meget, og at de risici, der er, opvejes af de positive sundhedsmæssige effekter af træningen.

Ingen højere dødelighed
Rapporten belyser bl.a. dødeligheden, og resultaterne tyder ikke på en højere dødelighed blandt supermotionister. Tværtimod synes personer med kondital på niveau med supermotionister at have en lavere dødelighed.

Mediedækning af pludselige hjertestop og dødsfald i forbindelse med idrætsevents har sat fokus på en evt. øget risiko for hjertedød blandt aktive, der presser sig selv til det yderste under f.eks. et maratonløb eller en ironman. Her peger rapporten på, at flertallet af de ganske få unge, som lider hjertedøden i forbindelse med idrætsaktivitet, oftest har en ukendt, arvelig hjertesygdom i forvejen, mens hjertedød hos aktive personer fra 30 år og op i de fleste tilfælde skyldes kranspulsåreforkalkning og blodprop. 

Selvom forskningen i forlængelse heraf peger på en forøget risiko for pludselig død under hårdeste fysiske udholdenhedstræning blandt supermotionister, opvejer de bredere sundhedsmæssige fordele ved aktivitet den minimale risiko. 

Rapporten peger dog samtidig på, at det er individuelt, hvordan store mængder træning påvirker kroppen, hvilket besværliggør mulighederne for at sætte nogle overordnede standarder for, hvornår træning evt. bliver skadelig. Derfor er en konklusion også, at den enkelte aktive skal lytte til eventuelle advarselssignaler fra kroppen for at imødekomme risici forbundet med hård udholdenhedstræning.