Det nordiske paradoks

Der er snart ikke den havnefront i Skandinavien, som ikke er på vej med et nyt koncerthus, ikke den provinsby, som ikke har indviet ny arena eller et moderniseret stadion til ligaholdet, og ikke den storby, hvor diskussionerne ikke bølger om en multiarena eller et overdækket stadion som symbol på den kreative og dynamiske oplevelsesøkonomi, ’vi alle skal leve af i fremtiden’.

Måske er billedet en anelse overdrevet, men eksemplerne på arkitektoniske perler og prægtige byggerier for milliarder af kroner i nordiske byer nærmest hobede sig op i programmet for Nordic Venue Forum i Stockholm, den 9.-10. april.

De ca. 130 deltagere fra kultur- og sportssektoren i Skandinavien på den privat arrangerede konference kunne ved to studiebesøg på Stockholm-områdets to splinternye superstadions, Friends Arena og Tele 2 Arena til en samlet pris på ca. 5,5 mia. svenske kroner, ved selvsyn konstatere, at der næsten ikke er grænser for troen på sportens og underholdningsindustriens store katedraler i mange nordiske byer.

Arenaernes typiske udfordringer
Men de mange oplægsholdere på Nordic Venue Forum fortalte over to dage også en anden historie fra sports- og kulturtemplernes hverdag: 

• om provinsteatre med drastisk faldende tilskuertal
• om et koncert- og billetmarked, der kontrolleres af ganske få internationale giganter, som naturligvis dikterer betingelserne i stigende grad i takt med, at de ledige arenakvadratmeter hober sig op i hver en nordisk flække
• om ufleksible arkitektoniske løsninger uden sans eller forståelse for de tekniske og kommercielle detaljer og krav i skiftende kultur- og sportsproduktioner
• om forældede bygninger, som taber kapløbet om publikum og events, fordi kommunekasserne ikke har råd til løbende forbedringer
• om dyre tomme skaller uden en tilsvarende satsning på produktion af kultur, underholdning eller idræt, fordi den slags hensyn alt for ofte må vige til fordel for inflaterede anlægsbudgetter eller ren bygningsdrift
• om evige interessekonflikter mellem offentlige ejere, kommercielle klubber eller promotorer og daglige brugere i de mange flotte prestigebyggerier
• om mangel på gennemsigtighed i det kommunale samspil med halvprivate eller private arenaer, entreprenører, ejendomsinvestorer eller sportsklubber. Det er stort set umuligt at få ordentlig indsigt i den reelle økonomi bag arenaer som Friends Arena og Tele 2 Arena. Selv i de åbne skandinaviske samfund er der meget sjældent udsyn til den reelle arenaøkonomi fra de mange nye tilskuersæder…

Stort set alle mellemstore eller større byer i Skandinavien har afsluttet eller iværksat store prestigebyggerier i de senere år, og stort set alle de tilstedeværende repræsentanter på Nordic Venue Forum fra sporten og kulturens verden kunne nikke genkendende til mange af de udfordringer, som blev diskuteret på konferencen.

En ’anderledes’ arenasektor
Men samtidig er det påfaldende, at selv om sektoren bygger og omsætter for milliarder i Skandinavien, er ord som ’arenaindustri’ ikke et ord, der kan hentes frem fra den skandinaviske ordbog med samme naturlighed som i andre vestlige lande.

Man vægrer sig ved at drøfte emner som kommercielle aftaler, PR, medierettigheder, billetsalg, design og teknik som brancherelaterede emner. Fokus er næsten kun på det sportslige eller kulturelle indhold eller på de prægtige arkitektoniske løsninger.

For briten Ian Nuttall, der foruden Nordic Venue Forum arrangerer otte andre årlige kommercielle konferencer for sports- og underholdningsindustrien i Europa, er forskellene mellem den skandinaviske sports- og kultursektor og sektoren i andre vestlige lande en kilde til evig undren.

”Det slår mig, hvor anderledes de nordiske lande er i forhold til resten af Vesteuropa, Nordamerika eller andre såkaldt ’udviklede’ regioner. Jeg vil ikke sige, at den nordiske arenaindustri er tilbagestående, den er bare fuldstændig anderledes, hvad angår strukturen og det ’socialdemokratiske’ fundament for alle arenaerne. Fra et idealistisk synspunkt er det fantastisk, men i praksis er det store spørgsmål, om ikke den nordiske model fører til for mange byggerier af den forkerte slags med de forkerte placeringer,” siger Ian Nuttall.

Mangel på fantasi og samarbejde
Den britiske konferencearrangør og ekspert i stadion- og underholdningsindustrien gennem flere årtier oplever på andre markeder, at især de mellemstore arenaer, som er fanget mellem den rene græsrodsbrug og de store underholdningskomplekser, har det svært. De er som semikommercielle arenaer pressede, og det er præcis den type arenaer, stadionanlæg, koncerthuse, teatre og museer, som Norden er så rig på.

”Det er et kaotisk marked. Der er en mangel på fantasi og samarbejde i Norden. Alle bliver lidt smådovne af offentlige subsidier og bygninger, som nok skal blive malet og vedligeholdt, uanset om gæsterne kommer. Andre steder må folk lære at svømme eller gå til bunds, hvis pengestrømmen ikke kommer. Om den nordiske arenaindustri er bæredygtig på længere sigt, ved jeg ikke, men det beskedne engagement fra den private sektor er påfaldende,” mener Ian Nuttall.

Netop den private sektors manglende engagement i Norden gør, at mange sports- og kulturarenaer ikke agerer som en egentlig industri. Det er et problem for innovationen, mener Ian Nuttall.

”Man har brug for at samarbejde mere og diskutere fælles udfordringer for sektoren. Hvilken konkurrence er man oppe imod? Hvorfor bliver folk hjemme eller vælger andre tilbud? Er dette en eventindustri eller en arenaindustri? Man kan ikke have det ene uden det andet. I har i Norden en masse bygninger, som bliver vedligeholdt og drevet fint, men uden reel dialog med producenterne af events og indhold. I har hardwaren, men hvad med softwaren? Enhver succesfuld arena skal have god PR og gode marketing og salgsfunktioner, men jeg ser slet ikke, at der er nok af det i Norden,” siger Ian Nuttall.

60 nye kulturhuse i Norge
Den enorme byggelyst på arenaområdet blev for nylig bekræftet af en opgørelse over nye kulturhuse i Norge i dagbladet Aftenposten. Avisens opgørelse viste, at norske kommuner i perioden fra 2003 frem mod 2018 har opført eller opfører 60 nye kulturhuse for i alt 14 mia. norske kroner. Medregnes nye bygninger som operaen, Munch-museet og det Deichmanske Bibliotek i hovedstaden Oslo, når byggesummen op på 23 mia. kr.

Byggeboomet blev bemærket i regeringens Kulturudredning fra marts 2014, hvori det i anbefalingerne hedder, at ”trykket i kulturpolitikken efter 2005 har ligget i udbygning af den kulturelle infrastruktur. I årene fremover må opmærksomheden i større grad rettes mod indholdet i denne infrastruktur”.

Mere kritisk er en af de forskere, som har fulgt de senere års kulturbyggeboom i Norge tæt:

”Fortsætter udbygningen i samme takt som nu, vil man på sigt risikere, at mange af byggerierne blive stående som mausoleer over en fejlslagen ideologisk kulturpolitik, siger professor Anne-Britt Gran fra til Handelshøjskolen BI til Aftenposten.