Europa holder skansen i det globale eventkapløb

Fodbold-VM i Brasilien til sommer og OL i 2016, vinter-OL i Korea i 2018, fodbold-VM i Qatar i 2022, Formel 1-løb i Mellemøsten og Asien…

Listen er lang over højtprofilerede sportsevents, der rykker væk fra idrættens traditionelle højborge i Europa og Nordamerika. De største sportsevents med OL i spidsen bliver i stigende grad et redskab for lande med globale politiske ambitioner.

Men kigger man på det brede lag af events lige under de mest glamourøse events, er billedet mere præget af kontinuitet end opbrud. Ifølge en Idan-analyse, der afdækker placeringen af alle VM-events i olympiske discipliner siden 1990, er forestillingen om en hurtig globalisering af alle sportsevents om ikke ligefrem en myte så klart overdreven. Europa og de øvrige sportsstormagter i den vestlige verden sidder fortsat på hovedparten af mesterskaberne, selv om de internationale magtforhold forrykker sig gradvist.

Faktisk er det overraskende få lande, som siden 1990 har afholdt eller fået tildelt et VM-værtskab. Listen tæller blot 61 lande eller under en tredjedel af FN’s 192 medlem­slande. Blandt disse værtslande har en eksklusiv klub af de ti mest eventaktive lande stået for ikke færre end 442 af i alt 816 VM-events. Det svarer til 54 pct. eller pænt over halvdelen. På nær Japan, som i modsætning til hovedparten af de asiatiske lande har en lang tradition som eventarrangør, er alle nationer i top-10 vestlige lande (se figur 1).

Figur 1: Antal VM-værtskaber siden 1990 - Top-10

VM-events i olympiske discipliner. Opgjort i oktober 2013.

Der har dog over de seneste tre årtier været en glidende forskydning, hvor de tre førende lande på listen, Tyskland, Canada og USA, sammen med andre stærke eventnationer som Japan, Schweiz og Australien har mistet terræn.

Samtidig har en traditionel idrætsstormagt som Rusland vundet i styrke som eventarrangør efter en række kriseår i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud, ligesom en anden stormagt Kina for alvor er trådt ind på eventscenen (se figur 2 og 3). Begge lande har politisk satset hårdt på sportsevents anført af megaevents som VM i fodbold og OL.

Figur 2: VM-events i olympiske discipliner, 1990-1999 (N=278)

Figur 3: VM-events i olympiske discipliner, 2010-2022 (N=224)

Rusland og Kina har vundet frem på eventlandkortet siden 1990’erne, men vestlige lande dominerer fortsat, og et flertal af verdens lande har slet ikke haft nogen events i de to perioder. Det lavere antal events i dette årti (224) skyldes, at ikke alle events var fordelt ved opgørelsestidspunktet i oktober 2013.

Vesten mister terræn, men ikke dominans
Forskydningerne har medført, at de vestlige landes andel af alle events er faldet jævnt fra 83 pct. i 1990’erne til 70 pct. i perioden fra 2010 og frem.

Men selv om Vesten er mindre dominerende sammenlignet med tidligere, er der ikke vendt afgørende op og ned på idrættens eventlandkort. En konklusion, som bliver forstærket, hvis man i stedet for at fokusere på vestlige lande ser på Europas placering og medregner Rusland.

Europa er således det dominerende kontinent inden for idrætten med en tyngde, som hverken verdensdelens befolkning eller økonomiske vægt berettiger til. Blot 11 procent af verdens befolkning bor i Europa, mens 30 procent af verdens BNP bliver produceret på vore bredde- og længdegrader. Alligevel står europæiske lande for næsten to tredjedele af alle VM-events efter 2010 (se figur 4).

Figur 4: Europa overpræsterer på eventfronten

Denne europæiske dominans genfinder man i øvrigt i det ’idrætspolitiske magtbarometer’, som Danmarks Idrætsforbund udarbejdede sidste år, og som viste, at idrætsledere fra europæiske lande plus USA og Australien er kraftigt overrepræsenterede i de internationale idrætsorganisationer.

Sporten er mindre global end vi tror
En sådan overrepræsentation kan være én af forklaringerne på, hvorfor Europa og de vestlige lande også dominerer som værtsnationer. Men analyserne af eventplaceringerne siden 1990 bekræfter først og fremmest, at den brede olympiske idræt ikke er så universel, som den gerne vil give indtryk af.

Det store flertal af olympiske idrætsgrene har rødder i en europæisk/angelsaksisk kultur, og VM-værtskaber bygger typisk oven på en sportslig infrastruktur og tradition, som det kan tage generationer at opbygge. Set i det lys er det mindre overraskende, at udbredelsen af VM-events til nye verdensdele går langsomt.

Kun når der ligger klare nationale satsninger bag afholdelsen af sports­events, ser billedet væsentligt anderledes ud. Således har de mest prestigefyldte og politiserede megaevents anført af OL og VM i fodbold undergået kraftig globalise­ring. Vesten og Japan har ikke længere det samme monopol på sportens flagskibe, som man så i årtiet efter murens fald.

Næsten tre ud af fire OL- og VM-værtskaber i atletik, svømning og fodbold efter 2010 finder sted i ikke-vestlige lande – inklusive en række lande, hvor de demokratiske traditioner er omvendt proportionale med eventbudgetterne, og de velkendte problemer med korruption og manglende sportslig eller økonomisk bæredygtighed ofte bliver endnu mere presserende.

Så mens globaliseringen af de fleste sportsevents kun går trægt – måske for trægt, hvis sporten vil leve op til sine egne universelle principper – kan man omvendt spørge, om det er gået for stærkt med at sprede de største megaevents til lande, hvis idrætskulturer ofte står svagt efter vestlig standard, og som har åbenlyse demokratiske problemer.