Nordea-fonden vil udvikle grønne byoaser
Langt størstedelen af danskerne bor i byer, men værdsætter og benytter i stor udstrækning de grønne områder i og omkring byerne. Med 100 mio. kr. ønsker Nordea-fonden i 2014 at fremme det aktive hverdagsliv i byernes grønne områder med projektet ’Det gode byliv’.
Projektet vil tage afsæt i de mange åndehuller, der allerede er i byerne, hvor mange har kort vej til grønne områder, men hvor kvaliteten af dem varierer meget. Derfor har projektet blikket rettet mod at skabe liv i de eksisterende områder og at gøre dem attraktive frem for at etablere helt nye grønne områder.
Målet er at aktivere de grønne byrum for derved at skabe nogle fælles rammer for et aktivt hverdagsliv blandt byboerne. Alt fra idrætsaktiviteter til fælleshaver er mulige projekter.
Væk fra byens larm
Satsningen bunder i en undersøgelse fra Nordea-fonden, der viser, at to ud af tre byboere svarer, at naturen har stor betydning for deres livskvalitet. Mange benytter grønne områder til at søge væk fra byens larm og de mange mennesker.
”Mange mennesker søger mod byen, fordi arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner er samlet her. Men det ligger også i menneskets natur at søge mod det grønne og det blå – vi har svært ved at undvære det. De fleste kender følelsen af at komme ud i naturen og ’lade batterierne op’. Og det kræver ikke nødvendigvis vidtstrakte skove og marker. Små oaser i byen har også en virkning,” siger Frank Søndergaard Jensen, seniorforsker i by- og landskabsstudier ved Københavns Universitet, der har været med i idéudviklingen omkring projektet.
Nordea-fondens projekt ’Det gode byliv’ har ansøgningsfrist den 24. april 2014.