Grønt lys til længere tv-aftaler

Foto: Joeshlabotnik/Flickr

Foto: Joeshlabotnik/Flickr

26.02.2014

Af Søren Bang
Konkurrencerådet har godkendt, at Superligaen kan indgå seksårige tv-aftaler, men skærper samtidig kravene til udbudsprocessen.

Siden 2007 har Konkurrencerådet krævet, at tv-aftalerne i dansk fodbold ikke overstiger tre år, men efter Divisionsforeningens ønske får Superligaklubberne nu lov til at sælge medierettighederne i op til seks år.

Men samtidig skærper Konkurrencerådet kravene til udbudsprocessen, så det bliver sværere for en enkelt kanaludbyder at erhverve rettighederne til alle seks kampe pr. runde i hele perioden. Skulle det alligevel ske, skal medierettighederne til to live-kampe i genudbud efter maksimalt tre år, ligesom den nye tv-udbyder får andetvalg til rundens kampe.

Ifølge Konkurrencestyrelsen skal de skærpede krav afbøde risikoen for et tv-monopol i dansk fodbold.

”Konkurrencerådets afgørelse gør det langt vanskeligere for én tv-kanal at sætte sig på alle Superligaens kampe, og konkurrerende tv-kanaler kan nemmere komme til at vise de attraktive kampe. Tv-distributørerne får med afgørelsen bedre mulighed for at forhandle om de attraktive kampe, fordi der er flere kanaludbydere, som kan tilbyde dem,” siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Carsten Smidt i en pressemeddelelse.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen peger i øvrigt på, at Superligaen relativt set har mistet betydning i forhold til specielt Champions League og Premier League, så kanaludbydere, som ikke erhverver rettigheder til Superligaen, i stedet kan byde på andre rettigheder. 

Ris og ros til krav
I toppen af dansk klubfodbold hilser man i en pressemeddelelse muligheden for længere aftaleperioder velkommen op til det kommende udbud af kampe fra og med sæsonen 2015/2016.

”Det giver mulighed for et længerevarende strategisk samarbejde med en kommende mediepartner, som kan blive til stor glæde for Superligaen, dansk topfodbold og vores mediepartnere," siger Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen og Superligaen A/S, som har givet såkaldt tilsagn til de nye regler.

Claus Thomsen kritiserer dog samtidig restriktionerne for at være hårde og skade dansk fodbolds konkurrenceevne nationalt som internationalt.

Blandt de nye krav er et forbud mod at sætte minimumspriser på tv-pakkerne og dermed begrænse antallet af aktører, som kan afgive ’egnede’ bud.

Den præcise pris på den igangværende treårige tv-aftale er ikke blevet offentliggjort, men ligger på noget over en milliard kroner for hele perioden.

Læs mere om Konkurrencerådets afgørelse

 
 
Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressemeddelelse med link til Konkurrencerådets afgørelse

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.