Hvor langt skal nytænkning gå?

Byggerier og faciliteter til idræt skaber ikke nødvendigvis deltagelsen og aktiviteten i sig selv, men de former i høj grad deltagelsen og aktiviteterne i kraft af de muligheder, de giver de aktive. 

Derfor er det en udfordring, at størstedelen af offentlige idrætsfaciliteter i Danmark tager afsæt i sportens standarder, som særligt adresserer traditionelle idrætter som håndbold, fodbold og badminton. 

Også når der bygges nyt, har idrættens aktører ofte en traditionel forståelse af idrætten, mens andre aktører som eksempelvis repræsentanter for livstilsidrætter eller blødere bevægelsesformer kan have en anden forståelse af de fysiske rammer og de aktiviteter, der foregår i dem. 

Nye faciliteter - nye bevægelsesmønstre?
Ifølge udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, Laura Munch, er forskellige opfattelser af idrætsbyggeri og idræt stadig en udfordring, hvilket hun understregede på Play the Game 2013 i Aarhus, den 28.-31. oktober, hvor et særligt konferencespor om arkitektur og idrætsdeltagelse lagde op til en diskussion af idrætsbyggeri.

”Traditionelle faciliteter til f.eks. fodbold har ændret sig i begrænset omfang, siden de første standardiserede baner blev etableret for mere end 100 år siden,” sagde Laura Munch, i sit oplæg.

I Danmark står også over 1.500 idrætshaller med standardmålene 20 x 40 meter, der passer til og primært er tænkt med håndbold og badminton for øje og i mindre grad til den brede palet af idrætsudøvelse i befolkningen. For mens udviklingen af selve faciliteterne generelt ikke har været revolutionerende, er udviklingen i danskernes idrætsvaner bogstaveligt talt løbet derudad. 

”Traditionelle idrætsfaciliteter er særligt vigtige for børn. Men de er ofte mindre attraktive for unge, voksne og ældre, som i stadigt stigende omfang også ønsker at dyrke idræt. De traditionelle faciliteter appellerer desuden ofte mere til mænd og drenge end til kvinder og piger. De offentlige investeringer i faciliteter har derfor en utilsigtet tendens til i praksis at komme en relativt lille andel af de idrætsaktive til gode,” sagde direktør Henrik H. Brandt fra Idan i et oplæg, der blandt andet tog udgangspunkt i norsk og tysk forskning på facilitetsområdet.

Men forsøg på at tænke nye målgrupper ind i faciliteterne og på at udvikle træningsformer og spilleformer inden for de enkelte idrætter sker ikke uden inerti. Mødet mellem forskellige idrætskulturer kommer ofte konkret til udtryk i arbejdet med at etablere nye faciliteter eller med at renovere og gentænke eksisterende faciliteter. Det gælder i forsøget på at skabe rum til både eksisterende og nye brugergrupper, og ikke mindst i forhold til i nogle tilfælde at give folk det, de ikke vidste, de ville have. 

”Det, vi gør med traditionelle faciliteter, er at gøre dem brugbare for en bredere gruppe af aktive uden at skade foreningsmedlemmerne. Når man taler om den ’skjulte skat’ i form af underudnyttede faciliteter, er det et område, hvor vi kan gøre noget. Vi kan lægge et lag mere på, som kan gøre faciliteten attraktiv for en bredere brugergruppe. Det være sig på organiseret eller selvorganiseret basis,” sagde Laura Munch.

Æstetik og praktik
Konflikten mellem forskellige bevægelses- og idrætskulturer i idrætsbyggerier er dog ikke den eneste konflikt på facilitetsområdet. For nytænkende idrætsbyggeri handler også ofte om at få praktikere og æstetikere til at mødes om et fælles projekt. 

Også her bød Play the Game 2013 på kontraster mellem forskellige verdener. Hvor aktiviteten er omdrejningspunktet for idrætsaktører og motivationen for at igangsætte nye idrætsbyggerier, kan virkeligheden være anderledes for de kreative arkitekter, som udformer byggerierne. 

Æstetikerne udfordrer ofte praktikerne i idrættens verden i forståelsen af, hvordan idrætsfaciliteter kan se ud og fungere. Blandt de kendte eksempler på opgør med traditionerne er Vandkulturhuset i DGI-byen i København, som sagde farvel til det rektangulære svømmebassin og erstattede det med et ovalt bassin.

Men spørgsmålet er, hvor langt eksempelvis kreativiteten fra arkitekterne bag byggerierne kan og skal presse idrættens praksis. Også dette spørgsmål blev debatteret på Play the Game:

”Som arkitekt elsker jeg at designe. Min sport er at designe. Jeg elsker at lave sjove ting og skabe nye ideer til rum og rammer. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg lidt ligeglad med, om de bliver brugt eller ej. De skal se pæne ud. Det handler om coolness,” lød det provokerende fra den tyske arkitekt og formand for sport og fritidsudvalget under Union Internationale des Architectes (UIA), Jörg Joppien.

Selvom Jörg Joppien ikke er repræsentativ for alle arkitekter, der beskæftiger sig med idrætsbyggeri, tegner han den skarpe kontrast op mellem ønsker om arkitektur som et æstetisk værk og som en praktisk funktion. Samtidig er det også et glimrende eksempel på risikoen for, at æstetiske hensyn kan presses for vidt i bestræbelserne på at lave kunstnerisk byggeri.

Risikoen kendes til fulde i forhold til eliteidrættens store arena- og stadionbyggerier, men man kan også glemme praksis og stå med ’breddeidrættens svar på en hvid elefant’: En utilstrækkelig udnyttet facilitet, som ikke har nået sit fulde potentiale, fordi funktionaliteten ikke er passende, eller fordi indholdet i rammerne ikke er tænkt ind fra start.

Mennesker skaber aktivitet
”Vi ser mange flotte, uudnyttede faciliteter, fordi faciliteterne ikke har en ordentlig organisering. En god facilitet garanterer ikke deltagelse. Der er stadig behov for en god organisering. Folk der er entusiastiske og ved, hvordan de skal motivere for at gøre tingene til en succes. Hvis man kun investerer i selve faciliteten, kan det være en investering, som ikke giver noget,” sagde seniorforsker Remco Hoekman, der leder et stort facilitetsforskningsprogram ved det hollandske Mulier Instituut.

Holdningen om menneskers betydning fik opbakning af Laura Munch, som fremhævede entusiastiske menneskers betydning i processen omkring udvikling af et nyt byggeri – i forhold til at skabe en ny facilitet og særligt, når der i processen skal tænkes nyt i forhold til de konkrete behov fra eksisterende brugere og behov fra eventuelle nye grupper. Samarbejdet mellem aktørerne – de kreative skabere såvel som brugerne – kræver en arbejdsindsats.