EU-parlamentet godkender idrætsbudget
Den 19. november godkendte EU-parlamentet budgettet på i alt 14,7 mia. euro over de kommende syv år, hvoraf de cirka 265 mio. euro vil gå til indsatser på idrætsområdet.
Fokusområderne spænder fra hårde områder som bekæmpelse af trusler mod idrætten i form af matchfixing og doping, over god forvaltningsskik og ledelse i idrætsorganisationer, til blødere områder inden for breddeidrætten, hvor tværnationale projekter med fokus på f.eks. øget idrætsdeltagelse kan søge penge.
I årene 2009-2014 har Kommissionen gennemført en række såkaldte forberedende foranstaltninger på idrætsområdet (’preparatory actions in the field of sport’), der har haft til formål at undersøge potentielle indsatsområder inden for idrætten.
Blandt projekterne er Action for Good Governance in International Sports Organisations (AGGIS), som Idan/Play the Game har stået i spidsen for i samarbejde med en række europæiske universiteter og European Journalism Centre.