Gymnasier er lukket land for lokalidrætten

Foto: Crosa/Flickr

10.10.2013

Af Ditte Toft
Lokale og Anlægsfonden opfordrer gymnasier til i større udstrækning at åbne faciliteterne for det lokale fritidsliv, så de ikke står tomme hen uden for skoletid.
Fra 2009 til 2012 har de danske gymnasieskoler påbegyndt byggeprojekter for ca. 1,6 mia. kr., og heraf er cirka en fjerdedel af pengene gået til idrætsfaciliteter, viser en opgørelse, som CRM-Byggafakta A/S har lavet for Lokale og Anlægsfonden.

Men gymnasiernes idrætsfaciliteter står oftest tomme hen, når skoledagen er ovre, og lokalsamfundet omkring gymnasiet får ikke mulighed for at benytte de mange ledige timer i lokaler, der er betalt med offentlige midler. 

Lokale og Anlægsfonden opfordrer derfor gymnasierne til at lukke dørene op for det omkringliggende samfund ved i større grad at give lokalområdets fritidsliv adgang til skolernes faciliteter.

"Der er ikke noget galt i at gymnasierne vil give eleverne bedre idrætsforhold. Men når de nye idrætsanlæg, der reelt er bygget for offentlige midler, ikke også bliver stillet til rådighed for gymnasiernes naboer, så er det en praksis, som det bør arbejdes på at ændre," skriver direktør i Lokale og Anlægsfonden, Torben Frølich, i en kommentar.

Kamp om lokaler
Rundt i kommunerne er det ofte et puslespil at finde tilstrækkeligt med ledige timer i lokalerne til fritidslivet, og mens der er tradition for, at skolernes lokaler bliver benyttet uden for skoletiden, har der ikke været samme tradition for gymnasierne, som siden 2007 har været selvejende institutioner.

Dette skal der ifølge Lokale og Anlægsfonden laves om på, men det skal ikke gøres med tvang. I stedet bør gymnasierne gribe muligheden for at blive en lokal ressource.

Læs mere om gymnasiernes idrætsfaciliteter

 
 
Læs direktør i Lokale og Anlægsfonden Torben Frølichs kommentar

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.