Tokyo 2020: I bueskyttens sikre hænder

BUENOS AIRES. Udsigten til et OL i trygge og kompakte rammer, med tog til tiden, højteknologisk kommunikation og adgang til Asiens fire milliarder forbrugere afgjorde formentlig sagen for de 97 IOC-medlemmer, som i lørdags den 7. september med overbevisende flertal tildelte De Olympiske Sommerlege 2020 til Japans hovedstad Tokyo. 

Garvede politikere i den japanske delegation og ikke så få af de 600 akkrediterede landsmænd i presseteltet brød ud i jubelbrøl og glædestårer, da IOC-formand Jacques Rogge som en af sine sidste embedshandlinger åbnede kuverten med vinderbyens navn og læste navnet ’Tokyo’ op.

I sidste stemmerunde foretrak hele 60 delegerede den rent asiatiske løsning. Istanbul, der ville slå bro mellem to kontinenter og formidle et håb om fred til Mellemøsten, måtte nøjes med 36 stemmer, mens ét IOC-medlem stemte blankt.

Madrid og Istanbul stod lige efter første runde og måtte i omkamp om sidstepladsen. Dermed fik tilhængerne af Tokyos bud det privilegium selv at kunne bestemme, hvilken by de skulle møde i finalen. En slags olympisk straffespark – men skulle der sparkes til venstre eller højre? Omkampens snævre afgørelse med stemmerne 49-45 til fordel for Istanbul afslørede, at også IOC-medlemmerne var usikre på styrkeforholdet mellem Tokyos to rivaler.

Det blev senere offentliggjort at Tokyo fra start havde lagt sig komfortabelt i spidsen med 42 stemmer mod 26 til hver af de to øvrige kandidater, altså med kun en stor håndfuld stemmers afstand til det nødvendige flertal på en 48-49 stemmer.

Dette forspring havde meget få en fornemmelse af i de sidste spændingsmættede døgn, hvor opløbet blev anset for tæt og uforudsigeligt. Eftersom alle tre bud havde fået fine bedømmelser af IOC’s evalueringskommission, var det i den sidste fase ansøgernes svagheder og ikke deres styrker, der kom i fokus. 


Jubel efter Tokyos sejr. Foto: IOC/Juilliart

På et pressemøde fredag virkede Tokyos talsmænd anstrengt optimistiske, og Tokyos guvernør Naoki Inoses blodtryk så ud til at stige faretruende, da han udlagde udfordringen fra det uheldsramte atomkraftværk som ”rygter, alt for mange rygter” skabt af medierne.

Kejserlig charme
Dertil kom vanskeligheder af en mere permanent karakter for kejserdømmet. 

”Japanerne mangler venner. Kineserne hader dem, koreanerne hader dem, og hvis de ikke engang kan samle Asien, hvor skal de så få stemmerne fra?” lød en nøgtern kommentar fra et garvet IOC-medlem dagen før afstemningen i den lobby på Hotel Hilton i Buenos Aires, der i disse dage er det internationale sportsaristokratis torveplads for udveksling af rundhåndede løfter, hjertelige omfavnelser, opmuntrende skulderklap og lejlighedsvis troværdige tilsagn om støtte i stemmeafgivningen.

Under glashvælvingen i denne lobby og i tilstødende, mere diskrete mødelokaler havde japanerne et trumfkort i form af Hendes Kejserlige Højhed Prinsesse Takamado, der som den første repræsentant for den japanske kejserfamilie nogensinde engagerede sig i et olympisk kampvalg.

”I er måske overraskede over at se mig her, og jeg er også overrasket over at være her,” sagde hun til IOC-forsamlingen lørdag formiddag, hvor hun på flydende engelsk og fransk gav et skud prestige, elegance og charme til Tokyos officielle præsentation.

Den form for overraskelser falder i god jord hos IOC-medlemmerne, hvoraf mange selv er aristokrater eller på andre måder rundet af samfundets øverste top, og var med til at lægge et lag følelser oven på de mere kyniske kalkuler over, hvad værtsbyerne kunne tilbyde. Hertil kom flere taleres følelsesladede fortællinger om, hvad sporten har betydet for at genrejse livsmodet i de områder, der i marts 2011 blev berørt af jordskælv, tsunami og atomulykke.

Personlig garanti for radioaktiv sikkerhed
Som nævnt var det uheldsramte Fukushima-værks placering kun 240 kilometer fra Tokyo genstand for mange spekulationer op til afgørelsen. For at berolige IOC og give sin støtte til Tokyos bud var den japanske statsminister Shinzo Abe fløjet direkte fra G20-møde i Moskva til Buenos Aires. 

Abe forsøgte i sit indlæg at feje bekymringen væk ved kort at fastslå, at uheldet aldrig havde berørt og aldrig ville berøre Tokyo. I stedet brugte Abe tiden på en personlig appel, hvori han lod minderne flyve til da han som 10-årig blev betaget af OL’s åbning i 1964 i Tokyo, og da han som ung student i 1973 begyndte at dyrke bueskydning, fordi det havde været på det olympiske program ved OL i München i 1972.

Først da det norske IOC-medlem Gerhard Heiberg udbad sig en nærmere forklaring på, hvorfor Fukushima ingen betydning havde for Tokyo, lagde Abe hele sin autoritet ind på at slå urokkeligt fast, at han personligt ville sikre en effektiv oprydning på det ulykkesramte værk.

Den forsikring lod IOC-medlemmerne altså stå til troende, måske hjulpet på vej af, at Tokyo på alle måder betonede sikkerheden ved sit bud. ’Garanteret aflevering’, ’et par sikre hænder’, ’tog til tiden’ og ’verdens tryggeste by’ – hele 30 millioner dollars i kontanter var sidste år blevet tabt og indleveret til Tokyos politi.

Samtidig lovede Tokyo, at et OL i byen ville kunne skaffe det største live-tv publikum nogensinde i det tætbefolkede Østasien og give det stærkeste økonomiske og ideologiske boost for den olympiske bevægelse blandt de fire milliarder asiater i regionen.

At IOC er opmærksom på det asiatiske marked, hvor forbrugerne bliver mere købestærke dag for dag, har komitéen nu bekræftet ved lægge fem store events på kontinentet inden for kun 12 år: Beijing 2008, Singapore 2010, Nanjing 2014, Pyeongchang 2018 og Tokyo 2020.

Nej tak til risikable visioner
Dertil kommer, at IOC for tiden tøver med at kaste sig ud i visionære, men risikable projekter som Istanbuls, der betonede værdier som unges kulturmøder, brobyggeri mellem religioner og visioner for fred i Mellemøsten. 

Når Istanbuls forkæmpere gentagne gange betonede regionens behov for olympisk forståelse mellem mennesker, mindede de indirekte forsamlingen om både de nylige sociale uroligheder i Tyrkiet selv og om risikoen for, at Tyrkiet bliver stærkere involveret i borgerkrigen i nabolandet Syrien.

Nok er Tyrkiet et fristende nyt marked i forrygende vækst, men infrastrukturen – idrætsanlæg, lufthavne, vejanlæg med mere – står ikke klar endnu. I Rio, som var IOC’s visionære valg for fire år siden, har man nu alvorlige forsinkelser af byggeprojekterne og folkelig uro i gaderne, vendt mod blandt andet de globale sportsbegivenheder, som befolkningens skal betale store dele af regningen for. Noget lignende er ikke svært at forestille sig i Tyrkiet.

Et andet eksperiment, Sochi 2014, skal nok levere til tiden, men de vanvittige omkostninger på den anden side af 300 milliarder kroner – heraf måske halvdelen tabt i bestikkelse – står som et skræmmebillede for IOC-ledelsen, som i mere end et årti har talt om at bekæmpe ’gigantismen’ ved olympiske lege og gøre dem tilgængelige for mindre nationer.

Om Tokyo for alvor kan bidrage til at skære legene ned i en håndterlig størrelse, er dog tvivlsomt. Byen har vist sig villig til at afsætte en centralt beliggende bydel til nye olympiske anlæg i tillæg til det område, der var i brug i 1964. Hvor mange byer i verden kan og vil skaffe plads i sin bykerne til kæmpe anlæg, hvoraf mange har begrænset nytteværdi, efter at den olympiske flamme slukkes?

Tokyos satte trumf på sin forsikringspolice til IOC ved at fremhæve, at byen både har et byggebudget på godt og vel 30 milliarder kroner og en urørt opsparing fra byens tidligere OL-bud på cirka 25 milliarder kroner, og den sidste kan bruges til alle tænkelige olympiske formål, blot ikke til byggeri. 

Madrid med krisemodel
En sådan blankocheck stod i skærende kontrast til, hvad spanierne – hvis stjerne ellers var stigende siden en meget vellykket præsentation for IOC i Lausanne i juli – kunne byde på. 

Hovedbudskabet fra spanierne var ’Madrid giver mening’ i en tid med økonomisk verdenskrise. Blot en 8-9 milliarder kroner ville det koste at gøre byen, der allerede har 80 procent af de nødvendige faciliteter, klar til sommer-OL.

Men sparsommeligheden talte ikke tilstrækkeligt til IOC-medlemmernes hjerter, og premierminister Mariano Rajoys forsøg på at tale konjunkturerne i Spanien op kunne ikke overbevise nogen om, at Madrid om syv år kan give international idræt et økonomisk løft.

Madrids farlige venner
Alligevel var Madrid nok det næstbedste bud, som netop derfor måtte forhindres i at blive finaledeltager. Men byen kunne have udfordret Tokyo langt stærkere uden en episode i slutspurten, som viser, at ens venner sommetider er langt farligere end ens fjender. 

Alle værtsbyer er igennem måneder blevet bakket op af ivrigt heppende hjemlige medier, som under påskud af nationale interesser tilsidesætter normale krav til journalistisk uafhængighed og kritisk afprøvning af magthaverne. Og det var formentlig i den bedste hensigt, at den regeringsvenlige spanske avis ’El Mundo’ i onsdags bragte en grafik over den forventede stemmeafgivning blandt de omkring 100 IOC-medlemmer.

Eftersom IOC-medlemmer ikke må udtale sig offentligt om deres sympatier, kan en sådan oversigt næppe laves uden et samspil med de kampagneledere, der har mødt medlemmerne i enrum. Og IOC-medlemmerne kan have både gode og mindre gode grunde til at rase over, at deres fortrolige tilkendegivelser udstilles med navn og billede.

Derfor fik det spanske IOC-medlem Juan Antonio Samaranch jr. ifølge det tyske pressebureau DPA straks en opringning fra IOC-formand Jacques Rogge, som tvang Samaranch jr. til at dementere ethvert kendskab til sådanne lister. Men skaden var sket og kostede uden tvivl Madrid vigtige stemmer.

Tabte dopingpoint
Både Madrid og Istanbul tabte desuden vigtige points på et emne, de burde have planlagt et stærkere svar på. 

Selv om Istanbul har ansøgt om sommer-OL hele fem gange, måtte Tyrkiets eget IOC-medlem Ugur Erdener på et spørgsmål fra salen om de 31 nylige dopingtilfælde forklare i et langt og tøvende svar, at man først for to år siden oprettede et nationalt doping-agentur.

Også spanierne blev spurgt om doping med henvisning til den såkaldte ’Operación Puerto’-skandale, men lagde ikke tilstrækkeligt afstand til den og henviste ellers til en helt ny anti-doping lovgivning, der først nu er trådt i kraft. Madrid 2020-kampagnen fik ikke fjernet indtrykket af, at Spanien stadig er et af Europas centre for dopingproduktion og dopinghandel.

Japans IOC-medlem Tsunekazu Takeda ventede ikke på spørgsmål fra salen, men tog selv offensiven i sin fremlæggelse: Ikke én japansk OL-deltager var nogensinde taget i en dopingkontrol, forkyndte han stolt.

Nytænkning mod matchfixing?
Derimod blev en anden trussel mod sportens integritet helt forbigået i tavshed af både Tokyo-kampagnen og IOC-medlemmerne, selv om den har sit udspring i Asien:

En placering af OL i den japanske tidszone er en placering i smørhullet for den enorme illegale spillemafia, der er forankret i flere af nabolandene.

Hidtil har OL været forskånet for større skandaler med fixede resultater, men det vil være naivt at tro, at den organiserede spillekriminalitet ikke vil bruge de næste syv år til at forberede sig på de muligheder, der ligger for højteknologisk bedrag, påvirkning af OL-deltagere og andre manipulationer i tilknytning til olympisk live-betting.

Den trussel kommer både IOC og de japanske OL-arrangører til at forholde sig langt mere aktivt til end i dag, hvor den olympiske komité har indtaget en bagsædeposition i kampen mod matchfixing.

Med de kompetencer inden for avanceret organisation, højteknologisk innovation og værdibaseret ledelse, som nu har skaffet Japan sit andet sommer-OL, er der måske ligefrem håb om, at legene i Tokyo kan anspore til nytænkning i kampen mod en idrættens dybeste skyggesider?