Hotlines mod matchfixing og doping
Anonyme anmeldelser af mistanke mod matchfixing og doping inden for idrætten bliver nu sat i system med oprettelsen af to nye døgnåbne hotlines.
DIF og DBU går sammen om at udvide DBU’s hidtidige hotline og telefonrådgivning til en fælles hotline, der omfatter alle idrætsgrene under DIF. Henvendelser om fodbold vil fortsat blive sendt videre til DBU, mens resten vil gå til DIF.
På hotlinen vil alle i og uden for idrætten under DIF kunne få svar på spørgsmål om DIF’s nyligt vedtagne regler for spil på konkurrencer, ligesom man kan anmelde konkrete mistanker om egentlig matchfixing eller andre overtrædelser af DIF nye matchfixingsregler, der også omfatter forbud mod at spille på egne kampe.
”Som idrætsmyndigheder har vi ikke ret mange muligheder for at vide, hvad der finder sted, medmindre nogen fortæller os det. Derfor har vi også brug for den her type informationer for at bekæmpe og efterforske de ting, og derfor skal folk have let adgang til at komme af med deres viden,” siger Jesper Frigast Larsen, der er elitechef i DIF og leder af det nyoprettede matchfixingsekretariat, til Politiken.
Hotline mod doping
Samtidig opretter Anti Doping Danmark en ny hotline, ’Stop Doping’, hvor man i lighed med hotlinen mod matchfixing kan anonymt anmelde konkrete mistanker om brug eller udbredelse af doping kan henvende sig anonymt pr. mail eller telefon.
Den nye hotline bliver suppleret med en udvidelse af Anti Doping Danmarks bredere og mere generelle rådgivning, så man alle hverdage kan komme i kontakt med en dopingekspert inden for områderne elite, konkurrence og motion.
”Det kan være et stort skridt at angive andre til en myndighed, men vi håber, at Stop Doping-linjen giver alle mod på at hjælpe os i arbejdet for et fair, sundt og trygt idræts- og træningsmiljø i Danmark,” begrunder Lone Hansen initiativet i en pressemeddelelse.
Mere fokus på efterforskning og informationsindsamling
Generelt er der blandt antidoping-organisationer et stigende fokus på informationsindsamling og efterforskning ved siden af de traditionelle dopingkontroller, og Storbritannien har siden 2010 erfaring med en hotline, hvor man anonymt kan angive mistanker om dopingmisbrug.
Men muligheden for anonymt at angive andre er ifølge Joakim B. Olsen, folketingsmedlem for Liberal Alliance, ubehagelig.
”Det kan misbruges fuldstændig vildt. Hvis der er nogen, man ikke kan lide, kan man ringe ind og angive hinanden, selvom der overhovedet ikke er noget i det,” siger den tidligere OL-sølvvinder i kuglestød til BT.
Omvendt får initiativet opbakning fra regeringspartiet SF.
”Det er et forsøg på at beskytte vores unge, når de starter på en sportsgren,” siger Anne Baastrup, der til DR samtidig peger på, at informationerne kan bruges af Anti Doping Danmark til at få større indsigt i dopingmiljøerne.