Friluftsrådet kortlægger stier

Foto: Dansk Orienterings-Forbund

28.06.2013

Af Søren Bang
En ny rapport fra Friluftsråder udarbejdet for Nordea-fonden giver overblik over en lang række afmærkede stier, ruter og spor til rekreative formål.

Afmærkede stier, ruter og spor til vandrere, motionister og cyklister er i rivende udvikling. Nu har Friluftsrådet samlet en lang række af de vigtigste projekter og koncepter i notatet ’Rekreative stier i Danmark 2013 – oversigt, eksempler og inspiration’.

Notatet, der er udarbejdet for Nordea-fonden, oplister ikke alle stier og ruter i Danmark, men formidler en bred vifte af de vigtigste koncepter, herunder også tilhørende hjemmesider og mobiltelefon-applikationer. Ambitionen er at inspirere de mange offentlige og private aktører, som arbejder med stier og ruter.

Rapporten konkluderer blandt andet, at antallet af stier og ruter vokser, og at danskerne i høj grad har taget dem til sig. En konklusion, som Idans undersøgelse, Danskernes motions- og sportsvaner 2011, bakker op om: Ikke færre end 41 pct. af alle voksne befinder sig på afmærkede ruter mindst et par gange om måneden.

Men Friluftsrådets notat peger også på, at der stadig er behov for at gøre det lettere at færdes i landskabet, og at det kræver flere og bedre forbundne stier. Desuden kan aktørerne set under ét blive bedre til at koordinere deres projekter og informere offentligheden om de mange stier og ruter, der allerede er etableret.

Brug for mere vidensdeling
Netop manglende kendskab til og vedligehold af eksisterende stier og ruter er en af de kommende års udfordringer, og notatet peger på, at der mangler et samlet sti- og rutekort i Danmark. 

Konkret anbefaler rapporten, og at man bør forsøge at samle informationerne om stier og ruter på ét website og ét Danmarkskort, og at nærmeste sti eller rute bør kunne findes via en appikation på mobiltelefonen. Det er i øvrigt en klar tendens, at koblingen mellem de fysiske stier og ruter i landskabet og sociale medier, hjemmesider og elektroniske applikationer bliver stadig tættere.

"Nordea-fonden får dagligt henvendelser fra personer, der søger støtte til udvikling af stier, ruter og spor. Mange af projekterne kan styrkes ved øget videndeling og kendskab til koncepter, processer og formidling af eksisterende rekreative stier, ruter og spor i Danmark. Vi håber, at rapporten fører til bedre og bedre koordinerede stier, ruter og spor," siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden, i en pressemeddelelse om baggrunden for at udarbejde notatet.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.