Dansk eliteidræt i international fremgang

Op til OL i London foretog Daniel Johnson, den canadiskfødte professor i økonomi ansat ved Colorado College i USA, en vurdering af medaljechancerne for alle verdens nationer. Han forudså, at USA ville toppe medaljeranglisten efterfulgt af Kina, Rusland og Storbritannien – fuldstændig som resultaterne fra OL i Beijing blev i 2008.

En anden analyse foretaget af denne artikels forfattere var baseret på resultaterne ved de seneste verdensmesterskaber i OL-disciplinerne. Den viste bl.a., at Kina ville vinde flest guldmedaljer og være tæt på at vælte USA af pinden som den nation, der vandt flest medaljer i alt.

Ingen af de to analyser ramte helt plet. Rusland faldt ned på fjerdepladsen, mens Kina måtte nøjes med andenpladsen som vanligt overgået af USA. Mest imponerende var det, at briterne på hjemmebane strøg ind på en tredjeplads i hierarkiet foran Rusland, der normalt er et af de tre sikre lande på medaljeskamlen i nationernes olympiske kapløb.

Dansk fremgang i London
Ikke bare for værtsnationen, men også for Danmark blev legene en sportslig succes. Godt en måned forud for London 2012 opjusterede Team Danmark og Danmark Idrætsforbund (DIF) deres fælles målsætning fra syv til otte medaljer efter en succesfuld optakt med gode resultater ved VM i bl.a. sejlsport og cykling samt EM i håndbold. Udmeldingen var dristig set i lyset af, at Danmark siden 1948 aldrig har vundet mere end otte medaljer, mens otte medaljer kun er nået to gange, i 1968 og 2004.

Det endelige resultat fra legene blev ni medaljer fordelt på to guld, fire sølv og tre bronze. En fremgang på to medaljer i forhold til Beijing i 2008.

Umiddelbart forekommer det ikke som den store fremgang, og set i lyset af, at en ellers sikker medaljekandidat, herrehåndboldlandsholdet, floppede, var det for nogle skuffende, at danskerne ikke fik mere metal. Men fremgangen ligger faktisk over det forventede i den forstand, at variationen i antallet af danske medaljer har ligget på plus/minus 1,3 medalje(r) i forhold til gennemsnittet på 6,2 medaljer, hvis man måler fra og med 1988 i Seoul til og med Beijing i 2008. Danmarks medaljehøst i London skulle baseret på tidligere resultater ligge mellem 4,8 (5) og 7,5 (7 til 8) medaljer, men høsten blev altså bedre.

Måler man lidt bredere og inddrager sekundære placeringer, fremstår det forbedrede danske niveau endnu mere klart. Af ovenstående tabel, der er en opgørelse over top-8-point i perioden 1988-2012 inklusive resultater fra ’imaginære’ OL i de mellem-olympiske år 2006, 2007, 2009, 2010 og 2011, kan det ses, at Danmark topper i 2012 (se tabel 1).

Tabel 1: Rangering af udvalgte lande ud fra top-8-point 

Også i årene op til OL i London viste danske eliteatleter fremgang. En udvikling, der afløste en stagnerende eller direkte nedadgående tendens i perioden fra årtusindskiftet frem til OL i Beijing i 2008. Især i forbindelse med det såkaldte danske ’Internationale Sportsår 2009’ gik det danske resultatniveau frem og bortset fra 2010 har den opadgående tendens bidt sig fast.

Danske udøvere har i gennemsnit samlet 94 top-8-point i perioden 1988 til 2008 med en såkaldt standardafvigelse på plus/minus 22 point. Danmark skulle derfor ’forventeligt’ have opnået mellem 72 og 116 top-8-point i London, men her endte OL-truppen på ikke mindre end 148 point.

Danmark 'overpræsterer'
Ét er, hvordan nationer klarer sig målt på antallet af medaljer eller på top-8 point, noget andet er billedet, hvis man tager hensyn til landenes størrelse og ressourcemæssige forudsætninger.

Korrigerer man for de konkurrerende nationers rigdom, befolkningsunderlag, befolkningstæthed og andre relevante faktorer, f.eks. politiske styreformer og religiøse forhold, får man et mere nuanceret billede af nationernes præstationer, som tager udgangspunkt i deres vidt forskellige forudsætninger.

I tabel 2 ses rangeringen af udvalgte nationer i forhold til en sådan korrigeret måling. De fleste store nationer, der vandt meget i London, falder helt ud af top-20 i denne relative opgørelse med få undtagelser som Storbritannien og Australien. Samtidig er lande, der tidligere lå lavt målt i antal absolutte medaljer nu væsentligt bedre rangeret. Jamaica, der absolut er rangeret som nr. 25, er nummer ét.

Tabel 2: Relativ rangering af udvalgte lande ud fra top-8-point

Tabellen viser desuden, at Danmark klarer sig bedre i den relative end i den absolutte måling. Danmark blev ved OL bedre rangeret end de øvrige nordiske lande både relativt og absolut, hvilket delvis skyldes dansk fremgang, men også svensk og finsk tilbagegang. Blandt de nationer, vi typisk sammenligner os med i medaljekapløbet, ligger kun New Zealand bedre på en flot femteplads.

Årsager til New Zealands succes
New Zealands eliteidrætsmodel har klare ligheder med den, man finder i to andre angelsaksiske lande som Storbritannien og Australien. Her er ressourcerne til idræt i høj grad målrettet eliteidræt og ydermere strategisk målrettet olympiske sportsgrene med medaljepotentiale inden for en overskuelig årrække.

Set i lyset af, at de tre ovenstående lande er succesfulde med denne model, er det nærliggende at antage, at fokusering af ressourcerne til eliteidræt er vejen frem. De senere år har Team Danmark da også i stigende udstrækning fulgt et sådant spor i støttetildelingerne, og målt på medaljehøsten har det foreløbig været en succes.

Tre problemstillinger må imidlertid påpeges. For det første har nogle specialforbund som følge af prioriteringsstrategien mistet støtten og dermed fået vanskeligere ved at opretholde et fornuftigt langsigtet elitearbejde. Det udgør et stille idrætspolitisk sporskifte i det universalistisk prægede blueprint, der prægede Team Danmarks efter oprettelsen i 1980’erne. International forskning viser desuden, at der især på længere sigt kan være problemer forbundet med en præstationsorienteret målretning af støtten.

For det andet behøver det mere markeds- og præstationsprægede fokus i støttefordelingen ikke at være den eneste vej frem. En mere effektiv anvendelse af ressourcerne kan være et alternativ eller supplement til en nedbarbering i antallet af støttede sportsgrene. Idan deltager i det komparative ’SPLISS-projekt’, der søger at afdække de afgørende succesfaktorer i international elitesport (se side 3). Det kan potentielt give indsigt i, om en indsats på fx talentidentifikations- eller udviklingsområdet er en mere frugtbar strategi end en meget snæver støttetildeling.

For det tredje kan det det simple faktum, at resultatudviklingen for New Zealands vedkommende falder sammen med landets øgede investeringer i elitesport, være den vigtigste forklaring på forskellen mellem Danmark og New Zealand ved OL i London. Støtteprogrammer op til det næste OL tyder endvidere på, at New Zealand ønsker at forbedre sig yderligere og med et voksende budget kan få held med det. Også i nationer som Australien og Storbritannien har resultaterne fulgt budgetterne, og meget tyder på, at den direkte støtte til eliten er den mest udslagsgivende faktor for sportslig succes.

I henseende til danske resultater fremover er målrettet ressourceanvendelse væsentlig, men i sidste ende er det et politisk spørgsmål, hvor mange ressourcer vi er villige til at investere i medaljer i idræt i forhold til andre idræts- eller samfundsrelaterede formål.

Denne artikel er et lille uddrag af en større analyse af udviklingen i danske og internationale resultater, som kan downloades her.