Færre traditionelle idrætsfaciliteter
Siden 2001 er det samlede antal traditionelle idrætsfaciliteter faldet med 3 pct. eller 372 faciliteter i absolutte tal. Faldet er sket, på trods af at der i samme periode er kommet 111 flere store idrætshaller til.
Det viser en analyse foretaget af Kaas & Mulvad Research & Analyse for Lokale og Anlægsfonden ud fra fondens facilitetsdatabase, der netop er blevet opdateret med kommunale indberetninger over faciliteter til kultur- eller idrætsformål.
Analysen viser, at især faciliteter til tennis, skydning og svømning er gået tilbage i perioden. Lokale og Anlægsfonden hæfter sig i den forbindelse ved, at der er lukket 16 svømmehaller siden 2001, selv om de ifølge fonden typisk er bredt funderede idrætsanlæg.
"De nye tal, der er indberettet fra kommunerne til Facilitetsdatabasen, bekræfter, at der er pres på mange svømmehaller for at overleve. Mange af de eksisterende svømmehaller er i dårlig stand, dyre i drift og har faldende besøgstal. Derfor skal der findes nye funktioner og nye brugergrupper for at overbevise politikerne om, at den lokale svømmehal kan overleve," siger Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, i en pressemeddelelse.
Lokale og Anlægsfonden vil bl.a. på den baggrund prioritere såkaldte eksempelprojekter på området. Det først gennemførte projekt er en modernisering af Ringkøbing Svømmehal, som siden genåbningen i 2012 har haft en stigning på 20 procent i besøgstallet.
Idrætshallerne er forkert placeret
Trods stigningen i antallet af store idrætshaller peger fonden også på, at der er store geografiske forskelle i tilgængeligheden. Hvor kun 1.000 borgere deles om hver idrætshal på Fanø, går der 14.000 borgere for hver hal i Albertslund Kommune.
"Lidt provokerende kan man sige, at analysen af tallene fra Facilitetsdatabasen bekræfter, at fremtidens største facilitetsudfordring bliver, at vi har haller nok i Danmark. De ligger bare de forkerte steder. Der sker fraflytning fra de steder, hvor der er mange idrætshaller, til byerne, hvor der er få idrætshaller i forhold til antal indbyggere," siger Torben Frølich.