Opgav forbud mod motionsløb

Kampen om motionsløbere er mere intens end nogensinde før, og den organiserede idræt bliver i stigende grad udfordret af private aktører i konkurrencen om løbernes gunst.

Det fik for tre uger siden Norges svar på Dansk Atletik Forbund, Norges Friidrettsforbund, til at tage drastiske midler i brug. Forbundet lagde op til at forbyde og ulovliggøre et maratonløb for kræftramte, Holmestrand maraton, der er arrangeret uden for forbundets regi.

Forbuddet blev udstedt af Vestfold Friidrettskrets, der er en lokalkreds under Friidrettsforbundet, med henvisning til Norges Idrettsforbunds love. Kredsen, som senere blev bakket op af formanden for Norges Friidrettsforbund, tolkede reglerne således, at rettigheden til at arrangere maratonløb alene tilfalder foreninger og forbund. En ret, som atletikforbundet i første omgang var villig til at søge ad rettens vej.

”Maraton er en atletikdisciplin. I praksis betyder det, at en klub, som er medlem som af Vestfold Friidrettskrets skal stå som arrangør af initiativet, og arrangementet skal være registreret i Norsk friidretts terminsliste og følge de administrative bestemmelser, som er besluttet af Norges Friidrettsforbund,” som Vestfold Friidrettskrets skrev til arrangøren af Holmestrand maraton, Thomas Pinäs.

Forbund på tilbagetog
Forsøget på at forbyde løb uden for den organiserede idræt fik dog ikke gang på jord i mange dage, da både idrætsjurister og Norges Idrettsforbund slog fast, at den organiserede ikke kan påberåbe sig et monopol på idrætsaktiviteter uden for egne rækker. 

En bred kam af idrætsaktører og udøvere tog også hurtigt afstand fra forsøget på at stoppe løbet. I en kommentar på hjemmesiden for Norges statsradio- og tv NRK.no lyder det.

”Norges Friidrettsforbund er sandsynligvis på gyngende grund juridisk, helt på herrens mark moralsk, står ubestrideligt i midten af arrogancens arena og er en maratondistance (mindst) fra at høste støtte fra idrætsglade nordmænd.”

Nogle få dage efter historien brød gennem medievæggen, trak forbundet sit forbud tilbage i et åbent brev, og samtidigt beklagede man hændelsesforløbet.

Men selvom det norske atletikforbund måtte erkende, at det ikke har monopol på motionsløb, har sagen sat fokus på forholdet mellem den organiserede idræt på den ene side og de mange nye aktører på den anden, der tilsammen udgør og har skabt et marked for motionsløb.

Blot få dage forinden havde forbundet vedtaget, at man fra 2014 ville pålægge ikke-medlemmer, som deltager i motionsløb arrangeret i forbunds regi, en særlig afgift, der ville betyde, at ikke-medlemmer skal betale 20 pct. mere i startgebyr (dog maks. 100 kr.) end medlemmer af foreninger under atletikforbundet. Det ekstra gebyr skulle ifølge forbundet bl.a. gå til arrangementsudvikling og forskning, så foreninger i fremtiden kan komme på højde eller foran de private aktører.

Men også her har forbundet trukket i land efter stærk kritik, og man har nu valgt at halvere afgiften for ikke-medlemmer og nedjustere det maksimale beløb ikke-medlemmer kan komme til at betale fra 100 til 50 kr.

Det pressede motionsløbsmarked
Sagen illustrerer, hvor hårdt dele af foreningsidrætten især på eventområdet presses af private aktører. De private aktører søger ikke kun i Norge ind på profitable eventmarkeder, der i mange år ellers har været forbeholdt foreningsidrætten.

De traditionelle idrætsforeninger udfordres af forskellige former for private aktører som blad- og mediehuse og egentlige eventbureaus, i kampen om at arrangere motionsløb. Herhjemme er Spartas konflikt med Alt for Damerne en sag med lignende undertoner.

Blandt andet den stigende interesse fra private aktørers side har de senere år været med til at øge antallet af arrangerede motionsløb. I 2012 blev der ifølge DAF's opgørelser afholdt 894 motionsløb mod 482 i 2008, og i samme periode faldt det gennemsnitlige deltagerantal pr. løb fra 950 til ca. 700. Det øgede antal motionsløb og det lavere antal deltagere per løb vidner om et marked med øget konkurrence.

Vindes kampen på goodwill?
I Norge forsøger Friidrettsforbund nu at skabe opbakning til den frivillige idræt med henvisning til, at foreninger er nødvendig for at bevare ’idrættens værdigrundlag´. 

Norges Friidrettsforbund foreslår i sit åbne brev, at private aktører og foreninger samarbejder om motionsløb, således at foreninger inviteres med indenfor som arrangør eller medarrangør af motionsløb og velsagtens får del i overskuddet.

Men spørgsmålet er, om dagene, hvor foreningsidrætten pr. definition tildeles en speciel rolle, er talte, og at det dermed er andre parametrene, foreninger og andre skal spille på?

Tim Bennet, der som formand for ´Kondis´ (en uafhængig organisation for konditionsidrætten i Norge) står i spidsen for ca. 14.000 motionsister inden for bl.a. løb, cykling og langrend, mener ikke, at Friidrettsforbundet er på rette vej i forsøget på at vinde markedsandele med deres afgift.

”Systemet er selvmodsigende. De (Friidrettsforbundet) siger, at de vil have flere deltagere og bedre sundhed, men samtidig gør de det mere besværligt at deltage. Ikke mindst er det dyrere for dem, der står uden for en klub.”