Topkarakter til DGI-uddannelser
Selv om aktiviteter som cross fitness, step, zumba, effekt eller yoga ikke ligefrem giver associationer i retning af klassisk gymnastik og traditionelle danske idrætsforeninger, kan foreningslivet sagtens omstille sig til skiftende tendenser på idrætsområdet og konkurrence med kommercielle idrætstilbud, hvis den rette opbakning og motivation er til stede på uddannelsesfronten.
Sådan lyder hovedkonklusionen af de besvarelser, Idan har fået fra i alt 1.366 tidligere deltagere på forskellige fitness-og sundhedsrelaterede kursustilbud i regi af DGI Fitness & Sundhed over de seneste år i rapporten ’Evaluering af uddannelse i DGI Fitness & Sundhed”.
De tidligere kursister er med små variationer nærmest overstrømmende positive i deres vurderinger af kvaliteten og det faglige niveau på ti forskellige kursustilbud i fitness- og sundhedsrelaterede aktiviteter i DGI-regi.
DGI’s gymnastikudvalg besluttede sig i 1980’erne efter visse indre kampe for, at man godt kunne supplere den traditionelle gymnastik med mere modebetonede, individuelle eller sundhedsbetonede knopskydninger på en stadigt mere dynamisk bevægelsespalet. Først kom aerobicbølgen skyllende ind over danske gymnastiksale og idrætshaller – senere fulgte en lang række andre aktiviteter som fitness, cross fitness, step, yoga, pilates, indoor cycling osv.
DGI-uddannelserne scorer en anelse lavere i deltagernes vurderinger af de øvrige kursisters faglige og sociale bidrag på uddannelserne, men samlet viser evalueringen klart, at DGI ikke blot har åbnet for nye aktiviteter, men også at DGI med succes har udviklet og tilpasset kursustilbuddene på et konkurrencebetonet marked med mange kommercielle udbydere og skiftende strømninger.
Kommercialiseringens forpost
Netop gymnastik- og fitnessområdet er på mange måder kommercialiseringens forpost i forhold til breddeidrætten, fordi der dels er opstået en fremstormende kommerciel fitnessindustri ved siden af foreningslivet, dels er tradition for semiprofessionelle eller i hvert fald betalte instruktører selv i mange foreninger.
Trods dette viser evalueringen, at de fleste kursister primært benytter deres uddannelser i relation til frivilligt arbejde i foreningslivet og ikke hos kommercielle udbydere. Samtidig er kursisterne i overvejende grad drevet af indre, ’selvvalgte’ og foreningsrelaterede motiver for at tage på uddannelse. Kursisterne ønsker at lære noget nyt i forhold til deres egen idræt, at lære nye redskaber og få inspiration, som de kan omsætte i foreningen og i forhold til udøverne på deres hold.
Inspiration til nye hold
Evalueringen viser, at gode og tidssvarende kursustilbud er en af de absolutte kerner i at udvikle foreningernes tilbud på lokalt niveau.
Hele 54 pct. af de tidligere kursister har været med til at starte nye hold i deres lokale miljø som følge af uddannelserne, og næsten alle respondenterne mener, at kurserne øger deres motivation til det frivillige arbejde og deres færdigheder som instruktører.
Evalueringen undersøger også DGI’s evne til at kommunikere med forskellige målgrupper og går i dybden med forskellige aldersgruppers motivation og behov på kursusfronten. På disse områder kan DGI stadig forbedre sig.
Akkurat som i undersøgelsen ’Idrættens uddannelses- og kursusbehov set fra medlemmernes perspektiv’, som Idan gennemførte for DIF i 2011, viser evalueringen, at der kan være store gevinster at hente for idrættens kursusudbydere ved at blive dygtigere til at ramme tidligere og kommende kursister i forskellige livsfaser med skræddersyede tilbud og målrettet kommunikation og opfølgning på de afholdte uddannelser.
Sundhed & Fitness' kursusdeltagere har høj tilfredshed
Gennemsnittet af deltagernes vurdering af kvalitet og de øvrige deltageres indsats på ti forskellige typer af fitnessrelaterede kurser (skalaen spænder fra 1 ’ja, i høj grad’ til 4 ’nej, slet ikke’).
To nye rapporter om DGI Gymnastik og Fitness
Idan har for DGI Gymnastik og Fitness gennemført en analyse af gymnastikkens placering i en sundheds- og fitnesskultur. Projektet indeholder dels en analyse af DGI-gymnastikkens historiske og fremtidige strategiske valg i forhold til sundheds- og fitnessrelaterede aktiviteter, dels en evaluering af fitness- og sundhedsrelaterede uddannelser i regi af DGI Gymnastik og Fitness.
De to delrapporter ’Gymnastikkens placering i en sundheds- og fitnesskultur’ af Kasper Lund Kirkegaard (62 sider, kr. 100,-) og ’Evaluering af uddannelse i DGI Fitness & Sundhed’ af Maja Pilgaard (96 sider, kr. 200,-) kan bestilles i trykt form eller downloades gratis.