Baggrunden for Vifo
03.04.2013
Af Henrik H. Brandt(Opdateret 22. januar 2014)
For Idrættens Analyseinstitut bliver det en ny og spændende udfordring at etablere og udvikle et gennemslagskraftigt og relevant Videncenter for Folkeoplysning (Vifo).
Videncentret kan forhåbentlig i løbet af få år få samme betydning for aktørerne inden for den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige børne- og ungdomsarbejde, som Idrættens Analyseinstitut (Idan) har haft for idrætssektoren. Der skal ikke være tvivl om, at det er målsætningen med det arbejde med at skabe et slagkraftigt videncenter, som for alvor tager fart i de kommende måneder.
Nedenfor gennemgår vi baggrunden for etableringen af Vifo i regi af Idan og samtidig løfter vi lidt af sløret for planerne for udviklingen af videncentret.
Baggrund for Vifo
Baggrunden for, at opgaven med at udvikle Vifo er placeret hos Idan, er et forslag, som regeringens folkeoplysningsudvalg i 2010 stillede i udvalgsarbejdets slutrapport ’Folkeoplysningens samfundsmæssige betydning’. Heri foreslog udvalget med specifik henvisning til Idans rolle for idrætssektoren, at der skulle etableres et tilsvarende Videncenter for Folkeoplysning:
”Der etableres et videncenter for den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige børne- og ungdomsarbejde. Videncentrets opgaver er blandt andet at følge, diskutere og stille forslag til kvalitetssikring og dokumentation af den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige børne- og ungdomsarbejdes virke, herunder statistikker, evaluering og undersøgelser mv.”
Efterfølgende afsatte den tidligere regering en pulje på i alt 6 mio. kr. over tre år til udvikling og etablering af det foreslåede videncenter. I 2011 gennemførte Undervisningsministeriet et udbud om etableringen af et videncenter, men udbuddet førte ikke til en for ministeriet og det nedsatte videncenterpanel tilfredsstillende løsning på forankringen af et kommende videncenter.
Efter regeringsskiftet i oktober 2011 overgik folkeoplysningsområdet til Kulturministeriets ressortområde, hvor Idan og idrætten i forvejen var forankret. Herigennem opstod tanken om, at bevillingen til Videncenter for Folkeoplysning kunne forankres hos Idan, der med virkning fra januar 2011 netop havde gennemført en anden vellykket sammenlægning med organisationen Play the Game.
Kritisk masse og synergieffekter
Ved også at inkludere Videncenter for Folkeoplysning under paraplyen kunne Idan tage et skridt i den rigtige retning i forhold til et længe næret ønske om større kritisk masse på medarbejdersiden og realisering af oplagte synergieffekter mellem idrætten og det brede folkeoplysningsområde.
Idans ledelse og bestyrelse havde dog samtidig visse forbehold for tanken på grund af en usikker økonomi og en i forvejen meget stor arbejdsmængde i forhold til dansk og international idræt. Samtidig lægger udbuddet i forhold til Videncenter for Folkeoplysning op til, at videncentret skal være økonomisk selvbærende efter tre år, hvilket baseret på erfaringerne med Idan bliver en stor udfordring.
Idan sammenfattede i maj 2012 muligheder og udfordringer ved at etablere Videncenter for Folkeoplysning i et oplæg til Kulturministeriet om Etablering af Videnscenter for Folkeoplysning i regi af Idrættens Analyseinstitut.
Notatet dannede grundlag for de videre drøftelser med Kulturministeriet og hovedorganisationerne på folkeoplysningsområdet, Dansk Ungdoms Fællesråd og Dansk Folkeoplysnings Samråd. Parterne nåede på møder i efteråret 2012 frem til en fælles forståelse for ambitionerne og rammerne for det kommende Videncenter. Drøftelserne blev af Kulturministeriet i december 2012 sammenfattet i et fælles såkaldt Forståelsespapir om integration af Videncenter for Folkeoplysning i Idan.
Den formelle etablering af Vifo sker på baggrund af de ovennævnte dokumenter og drøftelser med en bevillingsperiode på tre år med virkning fra 1. januar 2013. Den 22. marts 2013 vedtog Idans bestyrelse et nyt sæt vedtægter og et grundlag, der indarbejder det brede folkeoplysningsområde som en del af Idans fremtidige opgave. Samtidig blev Hans Stavnsager optaget som ekstra bestyrelsesmedlem beskikkelsesperioden ud (frem til maj 2016) for at sikre Idans bestyrelse en sammensætning, der tager hensyn til det bredere folkeoplysningsområde.
For Idan var det afgørende, at Vifo akkurat som Play the Game blev skrevet ind i vedtægterne som en integreret del af instituttets samlede virksomhed. Der bliver således kun én bestyrelse, som skal sikre, at instituttet samlet set opfylder den rolle, som vedtægter og grundlag lægger op til, og instituttets daglige ledelse får handlefrihed til at allokere økonomi og personaleressourcer til de tre ’søjler’, Idan, Vifo og Play the Game, efter skiftende behov og spidsbelastninger over året. Et perspektivforum skal sikre dialogen med og relevansen for aktørerne på det brede folkeoplysningsområde.
Planerne for Vifo
Ambitionen for Vifo er at udvikle et videncenter, som er bæredygtigt på længere sigt.
Formidling og analysevirksomhed bliver sidestillet, og arbejdet med at opbygge en selvstændig formidlingsplatform og profil for Vifo er allerede i fuld gang i samme proces som en omfattende relancering af idan.dk og playthegame.org. Når vifo.dk går i luften, bliver det med en selvstændig visuel profil, egen hjemmeside, vidensbank med de væsentligste rapporter og undersøgelser på området og en nyhedsservice målrettet aktørerne på det brede folkeoplysningsområde.
På analysesiden vil Vifo bruge de kommende måneder på at kortlægge eksisterende vidensmiljøer og potentielle samarbejdspartnere. Først efter en indledende kortlægning af området vil Vifo lægge sig fast på de analyser og indikatorer, som videncentret vil arbejde med i eget regi.
Samtidig vil Idan gennemføre en intern proces, hvor medarbejderstaben tilegner sig viden om det brede folkeoplysningsområde. En lang række af Idans etablerede analyseområder i forhold til eksempelvis idrætsvaner, frivillighed, kommunal fritidspolitik, facilitetsområdet osv. har klare synergier i forhold til det brede folkeoplysningsområde, og ambitionen er at det brede folkeoplysningsområde inddrages som en naturlig del af denne analysevirksomhed.
Samarbejde bliver afgørende
Hvis Vifo skal have en chance for at gøre en forskel på længere sigt, bliver det afgørende for den langsigtede levedygtighed, om videncentret fagligt kan bringe sig i en position, hvor det kan tiltrække rekvirerede opgaver fra organisationerne på folkeoplysningsområdet og generelt tiltrække eksterne bevillinger. I princippet vil langt de fleste analyseaktiviteter skulle finansieres eksternt, da Vifos grundbevilling er tidsbegrænset og beskeden, og Idrættens Analyseinstitut generelt ikke har en stærk økonomi.
I den forbindelse skal Vifo finde balancen mellem en tæt dialog med aktørerne på det brede folkeoplysningsområde og en uvildig og kritisk tilgang til de samme aktører. Balancegangen er Idan vant til at håndtere i forhold til idrætssektoren: Vifo bliver ikke som udgangspunkt et talerør for folkeoplysningens fortræffeligheder, men et videncenter, der vil søge at udfordre sektoren på et sagligt grundlag, og som bygger på samme værdier som Idan: Uafhængighed, gennemslagskraft, faglighed og relevans.
Overordnet ansvarlig for Idan, Play the Game og Vifo er direktør Henrik H. Brandt. Vifo tegnes i det daglige af chefanalytiker Henriette Bjerrum. Pr. 15. maj 2014 tiltræder analytiker, ph.d. Malene Thøgersen på Vifo. Det overordnede redaktionelle ansvar for vifo.dk har redaktør Søren Bang med assistance af webmaster Katja Høiriis og andre redaktionelle medarbejdere på Idrættens Analyseinstitut.
Kontakt: chefanalytiker Henriette Bjerrum, tlf. 29210943.
Læs mere om Videncenter for Folkeoplysning
Dokument om Etablering af Videncenter for Folkeoplysning i regi af Idan
Forståelsespapir om integration af Videncenter for Folkeoplysning i Idan