Årets sportsjournalister

Gisle Thorsen og Mads Glenn Wehlast. Foto: Anders Kjærbye

06.03.2013

Af Søren Bang
Afsløringen af feriepengesagen i dansk fodbold udløser prisen som årets sportsjournalist til to journalister på Ekstra Bladet.

Ekstra Bladets Mads Glenn Wehlast og Gisle Thorsen blev Årets Sportsjournalister 2012.

Prisen, som blev overrakt på Danske Sportsjournalisters generalforsamling den 6. marts, får de for deres dækning af den såkaldte feriepengesag, hvor det i efteråret 2010 kom frem, at en række fodboldklubber ikke havde udbetalt feriepenge, løn og pension til spillerne efter reglerne.

I sin begrundelse for at tildele dem årets pris skriver bestyrelsen i Danske Sportsjournalister:

”Vi skal tilbage til den 26. oktober 2010 for at finde datoen, da Mads og Gisle første gang detonerede en bombe under dansk fodbold: De manglende feriepenge- og pensionsindbetalinger, som en række spillere – via Spillerforeningen – gjorde krav på. Lige siden har Mads og Gisle været de første til at fortælle, hver eneste gang der har været afgørende nyt i sagen med korrekt, saglig og redelig journalistik. Og vel at mærke på en facon, hvor begge parter i sagen – i det omfang de har villet medvirke – er blevet hørt.”

Som principielle prøvesager indklagede Spillerforeningen på vegne af tre spillere Brøndby for Fodboldens Voldgiftsret, og den 11. september 2012 gav voldgiftsretten Spillerforeningen medhold i, at spillerne havde penge til gode. I de tre spilleres tilfælde lidt over 4 mio. kr.

Fodboldens Voldgiftsret under DBU bliver brugt som faglig voldgift i sager mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen samt mellem spillere og klubber.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.