Gør fodboldens triste dag til festdag

Man kan sommetider undre sig over hvor ensartet journalister tænker. I det meste af Europa, Danmark inklusive, var medierne stort set enige om at fremhæve Europol-direktør Rob Wainwrights statement, da han mandag betegnede sin virksomheds afsløring af den hidtil største og mest vidtforgrenede matchfixing-sag som ”en trist dag for europæisk fodbold”.

Efter at have været med til at skyde debatten om matchfixing i gang i 2005, hvor ganske få idrætsorganisationer ville anerkende, at der overhovedet var tale om et problem, vil jeg vove at betegne mandag den 4. februar som en fest- eller i hvert fald en positiv mærkedag for europæisk og international fodbold.

Der er grund til at fejre at Europol takket være en uhyre kompliceret og langvarig efterforskning for første gang kan sætte navn og adresse på den mand og det netværk, der har manipuleret næsten 700 fodboldkampe verden over i perioden 2008-2011.

I mange år har vi måttet nøjes med tågede henvisninger til uidentificerede mafia-bosser med tilholdssted i Asien. Som modspil til idrættens myter om fair play og holdånd i korte bukser har vi måttet bygge andre myter op omkring – ganske vist solide – indicier på at resultatet var givet på forhånd i en ukendt mængde fodboldkampe.

Nu har Europol kortlagt ét af disse matchfixing-netvæk og beskrevet dets (u)sportslige og økonomiske forretningsgange ganske nøje. Selv om denne mafiagruppe næppe er hverken den eneste eller den sidste der skal efterforskes, er der grund til at tro at det er én af de større og mest indflydelsesrige i den moderne matchfixing-industri.

Af hensyn til efterforskningen undlod Europol at afsløre en række detaljer om de involverede spillere, dommere, klubber og bagmænd, men Singapore blev nævnt som forbrydelsernes omdrejningspunkt. Ifølge flere kilder, blandt andre den canadiske journalist og ph.d. Declan Hill, der har udført banebrydende research på området, kan vi endda fastslå at bagmanden hedder Dan Tan.

Man skulle tro at det ville være den simpleste sag i verden at få Singapore til at arrestere Dan Tan, som der allerede foreligger internationale arrestordrer på. Både Italien og Ungarn har forlangt ham udleveret efter at have optrevlet netværk, der éntydigt fører tilbage til ham.

Men så let går det ikke, og overraskende nok er det internationale politisamarbejde Interpol med til at kaste grus i retsmaskineriet. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere under en konference i Rom i januar, som Interpol og FIFA holdt som led i deres samarbejde mod matchfixing, som FIFA har investeret 20 millioner euro i.

Da førnævnte Declan Hill foreslog og fik flere deltageres opbakning til at indføre et krav om anholdelse af Dan Tan i konferencens sluterklæring, insisterede Interpol-cheferne på, at dette hverken måtte nævnes direkte eller indirekte. Samtidig fik Declan Hill besked på at han ikke længere var indbudt som taler ved Interpol og FIFA’s tilsvarende konference i Malaysia i denne måned.

Vi fik ingen forklaringer på, hvorfor Interpol modsætter sig at et land opfordres til at efterleve internationale arrestordrer. Det er jo ellers det vi har Interpol til. Kan det være, fordi Interpol og FIFA er på vej til at etablere hovedkvarteret for deres samarbejde i Singapore, og Interpol har andre store projekter på vej i landet? Eller rækker Dan Tans magt langt videre end den kriminelle underverden?

Hvad forklaringen på Interpols tøven end er, viste mandagens pressemøde, at Europol ikke har de samme hæmninger.

Ikke alene pegede Europol direkte på Singapore som gerningssted. Efterforskerne gjorde det også klart i denne type multinational kriminalitet er fodboldens egne overvågningssystemer værdiløse. De fremlagde endda et materiale, som tyder på at fodboldens ledere i mange lande snarere er en del af problemet end en del af løsningen.

Endelig understregede Europol at matchfixing selvfølgelig er synd for sporten. Men det er i endnu højere grad synd for samfundet at internationale mafia-grupper styrker deres position ved at bruge sport og spil til at udvikle nye forretningsmodeller.

Derfor er det afgørende vigtigt at regeringerne nu træder ind på banen. Den danske regering behøver ikke at vente på det udvalgsarbejde, den netop har nedsat for at analysere området, for at kunne handle i denne sag. Enhver forsinkelse vil gavne fixerne.

Kulturminister Marianne Jelved og justitsminister Morten Bødsgaard må tage hinanden og deres europæiske kolleger i hånden og sende et éntydigt budskab til Singapore og andre af matchfixingens kernelande:

”Vi kan ikke leve med at I river vores idrætskultur ned og bygger vores kriminelle organisationer op. Som et første skridt i et øget samarbejde beder vi jer efterleve nuværende og kommende arrestordrer”.

Europol skal takkes for at levere et materiale, som svarer til en frispilning for åbent mål i fodbold. Hvis regeringerne brænder dén chance, undgår de ikke en mistanke om at der er endnu farligere fixere på spil.

Kommentaren er bragt i en kortere version i Weekendavisen fredag den 8. februar 2013.