OL i Sochi bliver rekorddyrt
Regningen for Vinter-OL i Sochi i 2014 år kan ende på cirka 275 mia. kr. eller fire-fem gange mere end oprindeligt budgetteret, viser nye fra den regeringsnedsatte kommission, der følger forberedelserne i det sydlige Rusland.
Dermed vil de kommende vinterlege blive dyrere end sommer-OL i Beijing, som nogle rapporter har sat til ikke mindre end 220 milliarder kr. inklusive investeringer i ny infrastruktur. Til sammenligning endte det nylige OL i London med at koste i omegnen af 100 mia. kr.
Medvirkende til de rekordhøje udgifter i Sochi er, at stort set alle faciliteter fra sportsarenaer til hoteller, lufthavn og transportsystemer opføres fra bunden som led i den russiske regering ambitioner om at gøre byen ved Sortehavskysten til et moderne vintersports- og feriecentrum efter legene.
To tredjedele af udgifterne bliver finansieres af virksomheder, men kritikere peger på, at hovedparten af virksomhederne er statsejede, og at regningen derfor i sidste ende havner hos borgerne, ligesom det vil blive en stor udfordring at fylde de nye sportsfaciliteter efter legene.
Korruption koster dyrt
Desuden er korruptionen i Rusland og selve Sochi et massivt problem.
”Normalt står korruption for 30 pct. af udgifterne, men i Sochis tilfælde skønner vi, at det er meget højere. Sandsynligvis omkring 50 pct.,” siger Yuli Nisnevich fra Transparency Internationals russiske afdeling til The Christian Science Monitor.
Blandt de mest bekostelige projekter er den nye vej, som vil forbinde Sochi med vintersportsfaciliteterne i Kaukasus-bjergene. En cirka 50 km lang strækning, som angiveligt løber op i astronomiske 30 mia. kr. svarende til hele det beløb, som Canada brugte på vinterlegene i Vancouver i 2010 med alle infrastrukturprojekter indregnet.
Som den russiske udgave af magasinet Esquire har beregnet, kunne man for samme penge smøre et 20 cm tykt lag foie gras ud på det, der med en vis ret er blevet kaldt ’verdens dyreste vej’.