Dopingindsatsen står ved korsvej

Blev svaghederne ved den konventionelle dopingbekæmpelse endnu engang udstillet, eller viste afsløringerne af Lance Armstrongs omfattende dopingmisbrug i efteråret, at indsatsen mod doping trods alt virker, selv om den ikke er perfekt?

Der er stærkt delte holdninger til indsatsen mod doping efter sidste års afsløringer af, hvordan Lance Armstrong og miljøet omkring ham gennem mere end ti år systematisk formåede at omgå den traditionelle dopingkontrol.

Rapporten fra det amerikanske antidoping-agentur USADA tegner det hidtil mest detaljerede billede af cykelsportens dopingkultur. Men professor Verner Møller, der forsker i idræt ved Aarhus Universitet, hæfter sig lige så meget ved, at sagen mod Armstrong udfordrer det system, som er bygget op, siden politiets oprulning af doping på Festina-holdet under Tour de France i 1998 for alvor satte skub i det internationale antidoping-arbejde.

”Dopingbekæmpelsen står og river sig selv i håret. Nu er det pågået siden 1998 og det, som man så må konstatere endnu engang er, at den konventionelle dopingbekæmpelse er nyttesløs,” siger Verner Møller med henvisning til, at det i første omgang især var de amerikanske myndigheders efterforskning af Lance Armstrong, der fik hul på bylden og derved banede vejen for USADA’s sag mod Armstrong.

”Man siger, at man har fået hold og sportsudøvere med på vognen, og at testningen er anderledes, men så kommer Armstrong-sagen og peger på, at vi igen må forlade os på det almindelige retssystem og de almindelige myndigheder, hvis man skal have markante fund.”

Verner Møller anerkender, at dopingkontrollen kan have begrænset den generelle udbredelse af doping, men den har efter hans mening ikke opfyldt sit hovedformål: At gøre sporten mere fair.

”Når jeg taler om nyttesløs, så er det i forhold til ambitionen om at fjerne muligheden for at snyde sig til en sejr. Det kan godt være at udbredelsen er blevet mindre, men det betyder bare, at det er blevet mere desto mere givtigt at snyde systemet,” siger Verner Møller.

Armstrong-sag kom ikke dumpende
Vurderingen af antidoping-arbejdet er mere positiv hos Anti Doping Danmark, selv om direktør Lone Hansen erkender, at selve dopingkontrollen er udfordret, når det gælder de dygtigste dopingmisbrugere.

”Den brede masse af dopingbrugere – også i elitesport – er ikke så svære at ramme. Vi har gode analysemetoder til det. Men når vi er ude hos dem, der er udspekulerede, så er vi udfordret. Spurgte du mig for fem år siden, så var der et problem af de helt store. Der kunne man simpelthen ikke afsløre mange af de stoffer, som de sofistikerede dopere benyttede sig af,” siger Lone Hansen.

Men siden er det efter hendes mening gået fremad: ADD har på linje med den internationale cykelunion indført biologiske pas, der i dag omfatter cirka 50 danske udøvere, hvis blodprofiler bliver løbende overvåget. Desuden har WADA’s whereabouts-system gjort det lettere at teste udøvere uden for konkurrence. Men først og fremmest peger Lone Hansen på, at flere erkender behovet for at supplere kontrol med andre tiltag.

”Armstrong-sagen kommer ikke bare dumpende ned fra himlen. Det kommer jo, fordi der i de seneste fire-fem år har været blik for, at det ikke er nok bare at arbejde ud fra analyser. Bl.a. benytter man sig af oplysninger omkring atleten og netværket, der skaffer dopingstoffer. (…) Jeg synes faktisk, at Armstrong-sagen viser, at de nye tiltag virker. Jorden brænder under mange af de meget dygtige dopere i cykelverdenen. Mange har fået lyst til at fortælle om deres dopingmisbrug.”

Mere fokus på informationsindsamling
Men samtidig mener både Anti-Doping Danmark og det internationale antidoping-agentur, WADA, at der er brug for at skærpe indsatsen.

“Armstrong-sagen har givet folk et betydeligt chok, og mange erkender nu, at den indsats, som de har leveret gennem årene, måske ikke har været så god, som den kunne have været. Der er brug for, at man understøtter testningen med, hvad jeg vil beskrive som indsamling af beviser fra tilgængelige kilder inklusive told og politi og udøvere, der er villige til at fortælle, hvad der har fundet sted i deres sport,” siger WADA’s generelsekretær, David Howman, med den tilføjelse, at antidoping-organisationer ikke selv bør begynde at lege politi.

“Hvis antidoping-organisationer føler, at de skal starte efterforskningsenheder i stil med politiets, bevæger de sig ind på farligt territorium. Det ville blive en katastrofe og fyldt med usikkerheder om menneskerettigheder, og myndighederne vil aldrig give de nødvendige magtmidler i forhold til ransagninger og afhøringer.”

Han får støtte fra Lone Hansen, som også peger på behovet for mere systematisk informationsindsamling, der tegner præcise billeder af dopingmiljøerne, miljøernes bagmænd og samtidig målretter dopingkontrollen, informationsindsatsen og politiets efterforskning. Men hun er som Howman mere forsigtig, når det handler om at ramme den enkelte dopingmisbruger gennem egentlig efterforskning, selv om der fra både politisk hold og fra Danmarks Idræts-Forbund har været signaler om, at man gerne ser brugen af vidner styrket i dopingsager.

”Vi skal nødigt derhen, hvor man alene på beskyldninger kan blive dømt for noget. Der skal ligge en solid bevisførelse til grund, hvis man som i Armstrong-sagen skal tage karrieren fra én. Det er ikke kun tungt og dyrt. Det skal også være retfærdigt og proportionelt med konsekvenserne,” siger Lone Hansen, der peger på behovet for at belyse en række juridiske og ressourcemæssige udfordringer.

”Vi er ved at afklare, hvad der er af juridiske retningslinjer på området, helt ned til spørgsmål som, hvem vi må dele oplysninger med. Hvem har fx retten til at rejse og føre en sag, når det er baseret på vidneudsagn? Hvem kan indkalde vidner? Sådanne spørgsmål kigger vi på for at undersøge, hvad man kan gøre på et niveau, der er skaleret til danske forhold.”

Når målet ikke retfærdiggør midlet
Men også i bredere forstand er proportionerne og rimeligheden i antidoping-arbejdet en udfordring. Moderne dopingmetoder som mikrodosering med EPO og anabole steroider stiller stadig højere krav til dopingkontrollens effektivitet, hvilket igen rejser nye spørgsmål om, hvor mange ressourcer man vil anvende, og hvor tæt på privatlivet kontrollen bør gå. Er det fx rimeligt at banke udøvere op midt om natten hjemme på privatadressen?

”Nu oplever jeg mange positive tilkendegivelser fra atleter, der er dødtrætte af at konkurrere mod nogle, som doper sig, og blive mistænkeliggjort af omverdenen,” siger Lone Hansen.

”Men en af udfordringerne er jo, at steroider og væksthormoner har meget smalle ’vinduer’, inden for et døgn eller, hvis de er rigtigt dygtige, seks timer. (…) Jeg synes ikke, at man skal gå ensidigt ind og tilsidesætte alle rettigheder for atleterne for at ramme nogle få. Til gengæld synes jeg, at vi skal være dygtige til at bruge alle værkstøjer rundt om snyderne. Det handler ikke kun om (at have fokus på) analysen og atleten. Det handler i allerhøjeste grad om at sætte sig op i helikopteren og spørge: Hvor bliver stofferne produceret, hvem sender det over grænserne, hvem sørger for at give det til atleterne, hvem udtænker planerne for atleterne?”

Ifølge Verner Møller trækker dopingkontrollen dog allerede meget store veksler på privatliv og i værste fald deres retssikkerhed.

”Det mest alvorlige for mig er ikke, at man har gjort det meget mere besværligt for eliteatleterne, der skal bringes stadig større ofre.

Én ting er at tisse i en kolbe på et toilet, så skulle man også strippe foran officials – der tror jeg, at min egen grænse var gået. Og har man nåleskræk, er man på den. For at sikre os, at du ikke stikker dig med nåle, fordi det er perverst, så stikker vi dig med nåle, fordi vi skal tage blodprøver på dig. Og så skal vi i øvrigt også sørge for, at du udfylder dine oplysninger, så vi altid kan finde dig.”

Men først og fremmest advarer han mod, hvad han ser som en øget risiko for justitsmord.

”Jo mere fintfølende dit system bliver, jo større er risikoen for falsk positive. Du får ’civile ofre’ i kampen, hvis vi fx gør det biologiske pas endnu mere fintmasket med plads til endnu mindre udslag. Og kan man ikke længere dope sig selv, kan man måske dope andre til at tabe.”

Behov for radikal nytænkning?
Skal man tro WADA’s generalsekretær, er der ingen klare alternativer til det nuværende system.

“Spørgsmålet er, hvordan kan man lave et system, som mindsker angrebet på privatlivet. Jeg tror ikke, at nogen er kommet med idéer til, hvordan man kan undgå at kigge på én, der tisser i en flaske,” siger David Howman, som dog peger på, at det nye antidoping-kodeks skal give en mere målrettet og dermed mindre generende kontrol for det store flertal af udøvere.

Men Verner Møller efterlyser en mere vidtgående nytænkning for at bryde, hvad en kalder sporten og antidoping-arbejdets ’selvdestruktive proces’ og nævner som alternativer bl.a. forbud mod uautoriserede læger på eksempelvis cykelhold eller indførelsen af såkaldte markører på medikamenter, der bruges til doping, så de lettere kan spores ved testning.

Mest radikalt er hans forslag om at erstatte dopingkontrollen med sundhedstjek, hvor udøverne ikke må overstige visse grænseværdier på f.eks. hormonspejl og hæmatokritværdier, men kun rammes af kortere helbredsbegrundede udelukkelser, hvis det sker.

”Hvis du lufter dette synspunkt, bliver du betragtet som satanist, men fordelen er, at man sikrer atleternes helbred, du sikrer lige vilkår for dem, der stiller op i løbene, og offentligheden vil ikke længere hæfte sig ved, at nogen ikke er med,” siger Verner Møller, der som eksempel nævner, at ingen i dag tager notits af, at koffein er blevet slettet på dopinglisten.

Hvorfor bliver det så næppe til noget?

”For det første fordi det er det samme som at anerkende og acceptere doping inden for et vist omfang. Det er en pervers tankegang, vil nogle sige. En anden og måske mere seriøs indvending er, at ’legen’ med doping vil tage til. Så det er heller ikke en ideel løsning.”

Lone Hansen erkender, at der er behov for nytænkning i et system, der som alle andre kan være tilbøjelig til at følge den slagne vej. Men forslaget om at erstatte dopingkontrol med sundhedstjek bryder efter hendes mening med princippet om, at sport på eliteniveau handler om at optimere præstationen inden for aftalte rammer, ligesom hun ikke mener, at det tager højde for laget under den absolutte elite.

”Satte man det hele fri, er det også tilladt at eksperimentere. For mig er det rigtig vigtigt at sende et signal om, at det faktisk ikke er ok at eksperimentere med noget, som kan give helbredsproblemer senere i livet. Det er også vigtigt at beskytte de udøvere, som kunne blive fristet til at snyde med nogle konsekvenser, som de ikke selv på det tidspunkt kan overskue.”

Hvis antidoping-arbejdet ikke fjerner alle de sportslige ubalancer i toppen, så er det i det mindste med til at gøre dopingkulturen mindre udbredt i lagene nedenunder?

”Ja, man er især i de yngre år af ens karriere meget fokuseret på at blive valgt ud og slå igennem, og det kan betyde alverden, om man får den ene medalje eller en plads på landsholdet.” 

Nytter det i længden?
Tilbage står spørgsmålet, om Armstrong-sagen og de tilbagevendende dopingskandaler truer med at udfordre antidoping-arbejdets eksistensberettigelse.

”Den mistanke, som mange har haft mod Armstrong, viste sig at være korrekt, og helten kunne rammes. Nogle mure er brudt,” siger Lone Hansen, der mener, at det er afgørende at fastholde, at sporten ikke må blive et freakshow trods stigende samfundsaccept af, at man ’skulpturerer sig selv’.

”Det handler derfor ikke kun om at afsløre. Det er også at kulturbearbejde og holdningsbearbejde. (…) Antidoping-arbejde rummer alt fra gode gammeldags analyser til koordinerede indsatser til samfundsdebatter.”

Ifølge David Howman må antidoping-organisationerne stole på, at folk generelt har høje idealer, og at de få, der ikke deler dem, vil blive udstillet af dopingkontrollen, myndighederne eller undersøgende journalister. Han mener samtidig, at dopingmisbrugerne vil få det sværere, i takt med at de bliver en minoritet i elitemiljøerne.

”Min bekymring er, at samfundet, i det mindste i den vestlige verden, har udviklet sig i en retning af mere snyderi. Der er mange områder, hvor samfundet oversvømmes af den form for tænkning,” siger David Howman.

Han ser to fremtidsscenarier: Enten vil der komme en ny dopingskandale i cykelsporten inden for få år, eller så har cykelsporten undergået en reform. Men i givet fald kan en anden sport være i rampelyset.

”Desværre er mennesker som bekendt kun alt for lette ofre for fristelse.”

Ifølge Verner Møller er det mest sandsynlige scenarie, at skandalerne vil fortsætte. Men antidoping-organisationerne behøver ikke af den grund frygte for fremtiden, da det efter hans vurdering hverken er skandalernes antal, dopingarbejdets nytteværdi eller holdningen hos ’Maren i kæret’, som i sidste ende bestemmer den politiske opbakning:

”Når medierne i vid udstrækning har gjort sig til talsmænd for en puritanisme på sportsområdet, er antidoping-arbejdet sådan set ’home safe’. Så er det kun godt, at vi får en skandale i ny og næ, så der tilgår større ressourcer til området. Antidoping-arbejdet har brug for skandaler.”