Aalborg bliver landsstævnevært
12.12.2012
Af Ditte ToftAalborg vil i sommeren 2017 kunne byde velkommen til mange tusinde idrætsudøvere til DGI’s landsstævne.
DGI har netop offentliggjort værtsbyen for 2017-landsstævnet, og der har været kamp om at få fat i det store breddeidrætsstævne.
Hele seks kommuner bød ind på at få stævnet, og kun det fælles bud fra Hjørring og Frederikshavn blev sorteret fra tidligere på efteråret. Derfor var de fem byer, Aalborg, Viborg, Slagelse, Vejle og Holstebro med til det sidste som bud på gode værtsbyer.
”Alle ansøgninger var meget kvalificerede, og vi kunne lave et godt landsstævne i alle ansøgerbyer. Kommunerne har vist stor vilje til at sætte breddeidræt på dagsordenen, og de har haft et godt blik for, hvordan en stor idrætsevent kan gøre en forskel for både kommunen og borgerne,” siger DGI-formand Søren Møller.
Han begrunder valget af Aalborg med såvel byens størrelse som byens koncept for landsstævnet:
”Det særlige ved Aalborg er, at vi kan lave så mange aktiviteter ved havnefronten og på de mange pladser i byens centrum. Desuden har byen en god størrelse, og vi er overbevist om, at Aalborg er en fantastisk ramme for et landsstævne, både for deltagerne og for byens borgere.”
Sommeren 2013 løber det næste landsstævne af stablen i dagene den 4.-7- juli med Esbjerg som vært.