Der skal være plads til alle i idrætstimen

En ph.d.-afhandling fra Syddansk Universitet stiller skarpt på indholdet og opbygningen i skolernes idrætsundervisning. Blandt hovedpointerne i afhandlingen ’Læring, praksis og kvalitet i idrætsundervisningen’ er, at det kræver omtanke i undervisningen at sikre de idrætsusikre børns deltagelse i undervisningen.

F.eks. er det ikke så ligetil at arbejde med traditionelle boldspil som håndbold, fodbold og basketball i undervisningen, da det primært engagerer de i forvejen idrætsstærke elever, mens de børn, som har sværere ved idræt, falder i baggrunden og i værste fald mister lysten til at være idrætsaktive.

Bag afhandlingen står Jesper von Seelen, som tidligere i 2012 også var med til at undersøge kvaliteten i idrætsundervisningen i rapporten ’Status på idrætsfaget 2011’, der fulgte op på den såkaldte EVA-rapport fra 2004.

Positiv og negativ indflydelse på undervisning
Afhandlingen tager udgangspunkt i fem casestudier af idrætsundervisning, og på baggrund af casestudierne når Jesper von Seelen frem til en række praksisser i undervisningen, som kan være henholdsvis positive og negative for deltagelsen blandt især de idrætsusikre og deres oplevelse af idræt. 

De ti punkter, som har positiv indflydelse i idrætsundervisningen er:

1. Synliggørelse af værdierne i undervisningen for eleverne.
2. Fokus på taktiske og tekniske elementer og ikke kun på at vinde.
3. Niveauinddeling af aktiviteter, så idrætsstærke elever ikke ’tromler’ de idrætssvage elever.
4. Tydelige, grundige og forståelige instruktioner, som dem, der ikke kender aktiviteten, også forstår det.
5. Individuel feedback til de elever, der har brug for det, så de opnår kompetencer til at kunne deltage.
6. Varierede aktiviteter så alle elever oplever at være gode til noget i idrætstimerne.
7. Oparbejd en praksis, hvor normen er, at eleverne tager hensyn til i hinanden i spil og deltagelse.
8. Anvend modificerede aktiviteter – f.eks. boldbasis frem for fodbold.
9. Anvend aktivitets-/spiludvikling, så eleverne selv er med til at udvikle aktiviteten.
10. Lad eleverne være med til at bestemme aktivitetens fokus – f.eks. socialt eller konkurrencefokus.

Afhandlingen identificerer desuden syv punkter, som modsat kan have negativ indflydelse på idrætsundervisningen.

1. Spillet er et direkte modspil med kropskontakt som f.eks. fodbold eller basket.
2. Spil/aktiviteter med fokus på at vinde,
3. Aktiviteten har en karakter, der gør det muligt for én eller få elever at dominere hele aktiviteten.
4. De idrætsusikre elevers idrætsfaglige niveau bliver tydeligt. Som f.eks. tidtagning og måling af resultater, som tydeliggør, hvem der ikke er hurtig, stærk eller dygtig.
5. Usikkerhed omkring instruktionen. Når eleverne ikke er sikre på, hvad der skal ske, vil de stærke knække goden, mens dem, der har svært ved det, ikke kan gennemskue, hvad der skal ske.
6. Værdier som ’fairplay’ og ’at være god ved klassekammerater’ er ikke tydeliggjort.
7. De idrætsusikre er ikke i stand til at deltage i meningsforhandlingen i undervisningen pga. for lav social kapital.

Ud over ønsket om, at idrætslærerne i undervisningen fremadrettet kan tage ved lære af de ovennævnte punkter og udbygge viden om området, anbefaler ph.d.’en, at der fremadrettet arbejdes mod karaktergivning og prøver i idrætsfaget for at hæve idrætsfagets faglige status.