Puljemodtagere ønsker klare krav

Dårlig forankring i lokalsamfundet, usikker fremtidig finansiering af afsluttede projekter og alt for sporadisk erfaringsopsamling hører til nogle af de gennemgående kritikpunkter mod statslige puljer som f.eks. puljen til idræt for vanskeligt stillede børn, som Institut for idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet netop har evalueret (se artikel).

Kritikken gælder ikke kun de enkelte projekter, men lige så meget de forudsætninger, som de enkelte puljer bliver udbudt på: Projektansvarlige og eksperter på området peger over en bred kam på et behov for tydeligere krav til erfaringsopsamling, længere planlægningshorisonter og et større kommunalt medengagement i de statslige puljeprojekter.

Især klarere krav om systematisk erfaringsopsamling står højt på ønskelisten. Et kig på eksempelvis evalueringen af puljen til idræt for vanskeligt stillede børn og unge afslører, at 21 af de 53 involverede projekter ikke har indleveret erfaringsopsamlinger eller evalueringer.

Denne mangel på systematisk videreformidling af projekterfaringer er alvorlig, vurderer professor Per Schultz Jørgensen, som gennem en årrække har forsket i børne- og familieforhold ved bl.a. Danmarks Pædagogiske Universitet.

Han ligger derfor på linje med den hovedansvarlige for evalueringen, professor Bjarne Ibsen (se kommentar), i kravet om at styrke den systematiske vidensopsamling.

”Styrken (ved projekter red.) er, at vi kan lære noget, uddrage gode og dårlige erfaringer og bevæge os fremad. Hvis der ikke sker en evaluering, eller indsatsen er alt for bredt defineret, kan vi ende med ikke at få nogen erfaringer ud af projekterne – måske får vi en god indsats, men ingen social lærdom,” siger Per Schultz Jørgensen, som også peger på, at teoretiske overvejelser bør spille en større rolle, så puljer ikke alene bliver praktiske forsøg, hvor man ikke bliver klogere efterfølgende.

Staten har et medansvar
Puljeudbyderne, typisk ministerierne, har et medansvar for den mangelfulde erfaringsopsamling, mener Charlotte Bach Thomassen, projektchef ved DGI Storkøbenhavn, som selv kører projekter, og også rådgiver foreninger om puljer og projekter.

”Der er eksempler på – og det ved jeg, at ministerier og styrelser er opmærksomme på – at man ikke tydeligt har fået formidlet, hvad kravene til evaluering og dokumentation egentlig er, før man har uddelt midlerne. Så er foreningerne godt i gang med projekter og indsatser, når de skal evalueres,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Nogle puljemodtagere – især blandt de frivillige foreninger – kan også opfatte evalueringerne som et nødvendigt onde, der tager ressourcer fra selve aktiviteterne.

”Der er en tommelfingerregel inden for frivilligt arbejde, at det, der starter af lyst, stopper af pligt,” siger Hans Søgaard, der er formand for den frivillige forening BROEN, som arbejder for at sikre mindrebemidlede børn adgang til fritidsaktiviteter.

Han forstår dog godt, at det fra puljeudbydernes side er nødvendigt at vide, hvordan pengene bruges. Men det bureaukratiske arbejde afholder nogle foreninger fra at involvere sig, fordi papirarbejdet bliver for tungt.

Bureaukratiske krav
I det hele taget kan de formelle krav være en barriere for lokale foreninger, der ikke har samme ressourcer som de større og mere professionaliserede idrætsorganisationer, som ifølge den nye evaluering omvendt kan have sværere ved at sikre en god lokal forankring af projekterne.

Men hverken bedre erfaringsopsamling eller mere foreningsvenlige regler sikrer nødvendigvis, at de succesfulde projekter fortsætter, når puljemidlerne løber ud.

Midlertidigheden i puljerne udgør således et grundlæggende problem, når det gælder indsatsen for de særlige målgrupper.

Det at etablere de fornødne samarbejder, som kan sikre permanent forankring, tager tid og kræver tålmodig planlægning, hvilket der måske ikke har været tilstrækkeligt fokus på tidligere.

”Det har man (puljeudbyderne red.) ikke været så gode til tidligere, hvor man gerne ville se hurtige resultater. Men jeg synes ikke, at jeg ser de her meget korte projektperioder så ofte længere. Vi er også som projektejere nødt til at finde tid til den her forankringsfase, som er helt afgørende,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Evalueringen af puljen til idræt for vanskeligt stillede børn anbefaler, at samarbejdsaftaler med f.eks. kommuner skal være på plads tidligere, end det ofte er tilfældet i dag.

Men Per Schultz Jørgensen vurderer samtidig, at kommunerne for sjældent investerer kræfter og penge i projekterne, fordi det så at sige er noget, de ’har overtaget’ og ikke føler ejerskab for. Men den kommunale involvering fra start bør veje tungere i støttetildelingen, mener han:

”Der burde stilles en garanti fra kommunens side for at gå videre med de gode projekter. Det skal være en betingelse for at få støtte, at succesprojekter har mulighed for at fortsætte efter projektperioden.”

Midler til drift
Skridtet videre fra forankring er egentlig konsolidering og overgang til permanent drift af de mest succesfulde projekter. 

Denne proces er kilde til stadig frustration hos BROEN, hvor Hans Søgaard oplever, at organisationen selv med et godt forankret projekt ofte har utrolig svært ved at finde ressourcer til at sikre fortsættelsen af et projekt, selvom det virker og har succes:

”Jeg synes jo, at hvis man virkelig ville tage BROEN alvorligt – og det synes jeg, men skal med de resultater, vi har lagt på bordet – så burde vi i lighed med Børns Vilkår og andre organisationer kunne få et kontant grundbeløb hvert år, så vi ikke hele tiden skal sidde med den tanke, at hvad nu hvis det hele stopper,” siger Hans Søgaard.

Evalueringen peger da også på, at puljer måske i større grad bør differentieres fremadrettet, så der skelnes mellem projekter med mål om at udbrede allerede eksisterende metoder og projekter, som i større udstrækning handler om finde nye veje i arbejdet med målgruppen for puljen.

”Man kunne sagtens forestille sig, at der var puljer, hvor målet er at udbrede det, man allerede kender, og hvor man selvfølgelig også har nogle klare forventninger om, hvad der kan lade sig gøre og kan definere succeskriterier og evalueringsdesign. Og så kan man have puljer, hvor man står lidt mere på bar bund, hvor indsatserne, man allerede kender, ikke er gode nok, og som lægger op til eksperimenter,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Ministerier: Der er allerede fokus på effekten af puljer
Ifølge Social- og Integrationsministeriet har der allerede i flere år været stort fokus på effekterne af puljer og projekter. I et svar på nogle af de kritiske spørgsmål, som bl.a. puljemodtagerne rejser, skrive Ellinor Colmorten, der er fuldmægtig i Social- og Integrationsministeriet.

”Det har bl.a. betydet, at projekterne på baggrund af den aktuelt bedste viden og en forankringsteori skal opstille klare mål for projektet, beskrive hvordan målene kan nås samt følge op på, om målene er nået. Sidstnævnte sker via krav om årlige statusrapporter til ministeriet. Disse fokuspunkter, er noget der arbejdes videre med også fremover.”

Ellinor Colmorten anfører også, at det er et krav, at projekterne angiver, hvordan aktiviteterne kan videreføres, og at nogle projekter, men ikke nødvendigvis alle, vil have større chance for at blive forankret, hvis kommunen er involveret økonomisk eller som partner.

Desuden peger ministeriet på, at man i fremtiden kan sikre større udbytte af indsatsen ved at bygge videre på eksisterende viden, sætte fokus på effekten af indsatsen og i højere grad målrette puljerne.

Kulturministeriet har ikke nye puljer på bedding, men nævner ved siden af behovet for at lære af indsatserne, at der kan være et hensyn at tage over for idrætsforeninger.

”En læring fra puljen til idræt for vanskeligt stillede børn er, der skal sikres en balance mellem, at så mange som muligt – i dette tilfælde vanskeligt stillede børn, som aktiveres i idrætsforeninger – i praksis får gavn af projekterne og samtidig at undgå at begrave idrætsforeningerne i administration,” skriver fuldmægtig Martin Holmlund Lauesen fra Kulturministeriet.

Han peger også på, at fremtidens eventuelle puljeindsatser ikke kan skæres over én kam, men skal vurderes konkret ud fra blandt andet deres formål. Også i forhold til kommunal involvering i projekter peger ministeriet på, at graden heraf vil afhænge af formålet med den konkrete pulje.

”Det er ikke alle projekter, der er rettet mod det kommunale niveau, og en læring fra evalueringen af puljen til idræt for vanskeligt stillede børn var netop at samspillet mellem forening og kommune ikke var entydigt positivt eller negativt, men at der var store forskelle projekterne imellem.”