VM og OL skal aktivere borgerne

Foto: Ana Moser (th) taler på Play the Games seminar i Brasilien. Foto: Roberto Assem

På Play the Games seminar i São Paolo lød råbet efter en national idrætspolitik, gennemsigtighed i beslutninger på idrætsområdet og aktivering af borgerne højt og klart fra en række oplægsholdere.

(Opdateret den 26. oktober 2012)

Med udsigt til såvel et VM i fodbold som et OL i Brasilien i de kommende år greb Play the Game lejligheden til at invitere alle interesserede til en én-dags konference i São Paolo. Emnet var ’Store begivenheder og demokrati: Risici og muligheder’.

60 mennesker primært fra Brasilien sad i teatersalen hos idræts- og kulturorganisationen SESC for at lytte til oplæg om FIFA’s rolle i det 21. århundrede, arven efter VM i 2014 og OL i Rio de Janeiro i 2016, behovet for en brasiliansk idrætspolitik og nye initiativer til at fremme idrætsdeltagelsen i befolkningen.

Der er tal, som fortæller, at 72 procent af brasilianerne ikke dyrker sport, og at 62 procent af alle over 16 år er fysisk inaktive.

Det fik Ana Moser, tidligere volleyballstjerne og nuværende præsident for Atletas pela Cidadania (Atleter for Medborgerskab), til at konstatere:

”I Brasilien har vi ingen kultur for at træne eller deltage i idræt, heller ikke børnene. Sport har altid været forbundet med elitesport, hvor de få har haft adgang til faciliteterne. Men vi ønsker en universel adgang til idræt for alle.”

Dét ønske blev understreget i konferencens afsluttende runde om behovet for en national idrætspolitik i Brasilien, hvor bl.a. Play the Games internationale direktør, Jens Sejer Andersen, undrede sig over, at landet ikke har en sådan i en tid, hvor planlægningen af og investeringerne i stadions, veje osv. er i fuld gang.

Demokrati - ikke medaljer
En anden og meget respekteret blogger om idræt og undersøgende journalist, Juca Kfouri, talte på alle tre oplægsholderes vegne, da han i sin kritik af politikernes prioritering af midler til de to store events sagde:

”Demokrati er ikke medaljer, men deltagelse.”

I hans øjne får Brasilien ikke et brasiliansk VM eller OL, men et tysk eller kinesisk i den forstand, at eventen blot ender som big business og prestige i form af medaljer.

”Sådan går det i et land uden en idrætspolitik. Derfor ønsker vi os sådan én som et middel til demokratisering af sporten og af samfundet i form af f.eks. øget folkesundhed.”

Flere oplægsholdere var meget kritiske over for de to kommende megaevents og pegede på den korruption, de nedrevne boligkvarterer og forflyttede familier, der allerede i dag er resultatet af VM i 2014 og OL i 2016.

”Således skal de private virksomheder, der bl.a. for offentlige tilskud står for udvidelsen af Maracanã Stadion i Rio, kun tilbagebetale 18 procent af de offentlige midler og selv beholde eventuelt overskud fra den fremtidig drift,” slog Juca Kfouri fast.

Mangel på åbenhed
Christopher Gaffney, gæsteprofessor ved universitet i Fluminense og journalist, gik et skridt videre i sin kritik af organiseringen af VM og OL.

”Regeringen har via sin udviklingsbank tilbudt hver af de 12 værtsbyer at låne 1,2 milliarder kroner i forbindelse med VM-kampene. Samtidig har regeringen via en bekendtgørelse givet værtsbyerne lov til at låne så mange, politikerne ønsker til infrastruktur-projekter i forbindelse med VM”.

”Den gæld, de påtager sig, vil ramme offentlige investeringer i boliger, offentlig transport, uddannelse i mange år”, tilføjer han.

Christopher Gaffney kritiserer også, at der ikke har åbenhed og offentlig indsigt i bevillingerne til bl.a. private virksomheder som stor-entreprenører bag stadionbyggerierne.

”Har vi ingen gennemsigtighed i brugen af midlerne, hvem der har planlagt stadionbyerne, underskrevet byggekontrakterne osv., tømmes de demokratiske institutioner for mening”, hævdede han.

Indeks for gennemsigtighed
En organisation i Brasilien gør nu forsøget på at styrke gennemsigtigheden i de politiske og økonomiske beslutninger om VM-værtskabet i de 12 stadionbyer rundt om landet. Hensigten er bl.a. at modvirke risikoen for korruption i forbindelse med større sportsevents.

Betina Sarue er koordinator for Ethos-Instituttet, som er i færd med at indsamle data fra værtsbyerne. Hun siger:

”Vi vil lave et indeks for gennemsigtighed, integritet og social mobilisering af borgerne i værtsbyerne.”

Indekset skal blandt andet rumme oplysninger om de byernes og kommunernes lovgivning på området, de politiske beslutninger, budgetplaner, indkøb af materiel samt følge byggekontrakterne og borgerinddragelsen.

Sideløbende med det projekt øges kraves for en national idrætspolitik, ligesom SESC i São Paolo lancerer dels en storstilet kampagne for at fremme idrætsdeltagelsen blandt borgerne og dels sætter gang i en undersøgelse af brasilianernes idræts- og motionsvaner som afsæt for nye initiativer.

I den forstand er en række nye handlinger sat i værk i Brasilien forårsaget af de mange historier om korruption, forflytninger og uigennemsigtighed i de politiske prioriteringer, der allerede har præget dagsordenen inden den første VM-kamp fløjtes i gang i sommeren 2014.

 

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.