Netværk for forskning i civilsamfund
23.10.2012
Af Søren BangDen samfundsvidenskabelige forskning i frivilligt arbejde og civilsamfund finder i dag sted i små og spredte miljøer. Nu vil et nyt uafhængigt forskningsnetværk, CiFri, formidle et tættere samarbejde mellem forskningsmiljøerne for at styrke den hjemlige forskning, sikre tilgang af yngre forskere og skabe nye kontakter til internationale forskningsmiljøer og netværk.
Ifølge netværkets nye hjemmeside, www.cifri.dk, ønsker medlemmerne at styrke og videreudvikle den danske frivilligsektor og den statslige frivillighedspolitik ved at formidle forskningsbaseret viden til offentlige og frivillige aktører.
Bl.a. skal den nye hjemmeside og det tilhørende nyhedsbrev formidle aktiviteter, arrangementer, forskning og udgivelser på området. Ambitionen er, at netværket bliver en ny platform for dialog mellem forskere, beslutningstagere og praktikere på området.
Forskningsprojekter
Netværket er finansieret af satspuljemidler fra Social- og Integrationsministeriets pulje til forskning i civilsamfund og frivillighed.
Bevillingen, der løber fra begyndelsen af 2012 til midten af 2015, bidrager samtidig til en række forskningsprojekter i regi af forskningsnetværket. Det gælder bl.a. en gentagelse og videreudvikling af undersøgelsen ’Frivilligt arbejde. Den frivillige indsats i Danmark’ fra 2004.
Den nye undersøgelse skal belyse udviklingen i befolkningens frivillige indsats i perioden 2004–2012, herunder afdække nye former for frivilligt engagement og perspektivere resultaterne ved at sammenligne dem med udviklingen i Norge og Sverige.
Seminar om medborgerskab og frivillighed
CiFris første arrangement afholdes torsdag den 8. november under overskriften ’Medborgerskab og frivillighed’.
Her vil lektor Lars Torpe fra Aalborg Universitet diskutere ’Social kapital og frivillighed’, mens Thomas P. Boje, fra Roskilde Universitet efterfølgende sætter fokus på ’Aktivt medborgerskab, frivillighed og sammenhængskraft’.
Seminaret, der er gratis, men kræver tilmelding, afholdes fra kl. 9.30-12.30 hos SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd, som ligger i Herluf Trolles Gade 11, 1052 København K.