Tv-listen genindføres

Foto: Steve Beger

10.10.2012

Af Henrik H. Brandt
Et flertal i Folketinget genindfører en liste over særligt vigtige sportsbegivenheder, som skal vises på landsdækkende tv. De kommende kvalifikationsrunder i fodbold bliver en stor udfordring for DR og TV 2.

Tirsdagens medieforlig mellem alle Folketingets partier med undtagelse af Liberal Alliance betyder et gensyn med en dansk liste over særligt vigtige sportsbegivenheder, som skal vises på landsdækkende tv, som kan ses af mindst 90 procent af alle husstande – i praksis DR eller TV 2.

Den såkaldte sportsliste, der gav landsdækkende tv-kanaler førsteret til at byde på vigtige sportsbegivenheder som OL samt danske kampe ved EM-og VM-slutrunder og kvalifikationskampe i håndbold og herrefodbold, blev afskaffet af daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) i 2002 med den begrundelse, at listen i sin fireårige levetid ikke fungerede i praksis.

Dels var det et administrativt bøvl at udregne markedsprisen, der tilmed typisk svinger i løbet af et kvalifikationsforløb, dels viste det sig i praksis, at de to public service-tv-stationer, DR og TV 2, ikke altid formåede at byde på den markedspris, der blev beregnet.

Listen tvinger ikke landsdækkende tv til at købe – og den tvinger heller ikke rettighedshaverne til at sælge, den sikrer blot, at de beskyttede begivenheder ikke må sendes på andre kanaler, medmindre de har været tilbudt DR og TV 2. I tilfælde af tvister om den reelle markedspris skal Konkurrencerådet med kort varsel træffe afgørelse om prisen.

På trods af de blandede erfaringer med den tidligere liste har et flertal i Folketinget på initiativ af regeringspartierne og DF valgt at genindføre listen, igen med en penetrationsgrænse på 90 procent.

Kun DR og TV2 kan byde i første omgang
I princippet skal listen forhindre, at en situation som på fredag den 12. oktober, hvor det danske fodboldlandsholds VM-kvalifikationskamp i Bulgarien vises på Canal 9, ikke gentager sig. 

I praksis betyder listen, at Danmark i første omgang kun har to bydere, DR og TV 2, på kampene i kommende slutrunder eller kvalifikationsrunder. Såfremt andre kanaler skulle erhverve dele af rettighederne ofte på det brogede internationale tv-marked, er de efter reglerne tvungne til at tilbyde rettighederne i videresalg til DR og TV 2 på markedsvilkår.

Sideløbende med den danske debat om en genindførelse af listen har en lang række vigtige begivenheder uagtet tv-listen funder vej til DR og TV 2. De to kanaler har således allerede sikret sig VM-slutrunderne frem til 2018 samt OL frem til og med 2016.

Desuden har hverken Dansk Boldspil-Union eller Dansk Håndbold Forbund tradition for at sælge landskamprettigheder på hjemmebane til andre end public service-stationerne. En række vigtige håndboldslutrunder er netop ’vendt tilbage’ til TV 2 som del af TV 2’s aktuelle beslutning om at sælge sin 51 procents ejerandel i TV 2 Sport til Modern Times Group, således at TV3-moderkoncernen kommer til at eje 100 procent af TV 2 Sport.

Et kludetæppe af tv-pakker
Det internationale tv-marked for sportsrettigheder er ofte et uoverskueligt kludetæppe af pakker med tv-rettigheder, andre medierettigheder samt sponsorrettigheder. En stor styrkeprøve for public service-stationernes købekraft og den danske tv-liste venter forude:

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, har netop centraliseret alle rettigheder til EM- og VM-kvalifikationsrunderne fra 2014 og fire sæsoner frem. Det nystiftede, franskledede, men schweizisk baserede agentur CAA Eleven har for en garantisum af næsten to mia. euro til UEFA i et lukket udbud erhvervet sig rettighederne til at videresælge samtlige kvalifikationskampe i Europa samt væsentlige kommercielle rettigheder i forbindelse med EM-slutrunden i 2016 for UEFA.

UEFA har som modydelse for at centralisere alle landskamprettighederne på samme vis som klubfodboldens Champions League lovet sine 53 medlemsforbund mindst 1,2 mia. euro i tv-indtægter for de to kvalifikationsturneringer, der dog i sig selv kun forventes at have en samlet værdi af ca. 900 mio. euro.

Der er således stort pres på CAA Constellation for at levere, og der er derfor ingen tvivl om, at DR eller TV 2 nu skal frem med det helt store checkhæfte for at leve op til et næsten samlet Folketings forventninger om at sikre al vigtig landsholdfodbold til folket.

Læs mere

 
 
Læs også Henrik H. Brandt kommentar om medieaftalen

Læs mere om medieaftalen Kulturministeriets hjemmeside

Læs UEFA's pressemeddelelseom aftalen med CAA Eleven:

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.